Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Matas Earnings Release 2019

Jan 8, 2020

3407_iss_2020-01-08_cd9e9183-e26d-41c4-94bb-3d8b297ef747.pdf

Earnings Release

Open in viewer

Opens in your device viewer

Selskabsmeddelelse 11 2019/20 – INTERN VIDEN Allerød den 8. januar 2020

Trading update for 3. kvartal 2019/20 (1. april – 31. december 2019)

Et stærkt Matas julekvartal med flere kunder, høj vækst og onlinerekord. Opjustering af forventningerne.

Omsætningen i Matas A/S var i regnskabsårets 3. kvartal (perioden fra 1. oktober 2019 til 31. december 2019) på i alt DKK 1.173 mio. mod DKK 1.093 mio. i 3. kvartal 2018/19, svarende til en stigning på 7,4%.

Det underliggende salg (like for like) i Matas, det vil sige salget fra de butikker, som blev drevet af koncernen i såvel 3. kvartal 2019/20 som i 3. kvartal 2018/19, steg 4,7% i kvartalet.

Administrerende direktør i Matas A/S Gregers Wedell-Wedellsborg udtaler: "Julekvartalet var stjernegodt. Samspillet mellem nettet og de fysiske butikker lykkedes perfekt, og Matas havde samlet set flere kunder, der handlede for mere – og vi fik dermed en historisk høj omsætning, den højeste organiske vækst i 24 kvartaler og endnu en online vækstrekord".

Black Friday blev som ventet den største salgsdag i Matas' 71-årige historie. Matas havde en positiv like-for-like vækst i alle kvartalets måneder. Antallet af transaktioner i Matas steg 2,2% i forhold til samme periode sidste år og transaktionsstørrelsen steg 2,0% til DKK 183 i 3. kvartal 2019/20. Der blev i kvartalet gennemført 6,1 mio. transaktioner i Matas i et marked med fortsat hård konkurrence om kunderne og høj kampagneaktivitet.

Matas' digitale transformation fortsatte på fuld kraft med en rekordhøj vækst på 83,9% i omsætningen på matas.dk i 3. kvartal 2019/20. Inklusive omsætning fra Firtal blev 16,2% af salget gennemført online mod 8,5% i samme kvartal året før.

"Vores mål er at være kundernes førstevalg både på nettet og i butikkerne. Onlinesalget er generelt mindre lønsomt end salget fra de fysiske butikker, men nøglen ligger i samspillet – alene i julekvartalet skabte matas.dk mere end 250.000 besøg til butikkerne", udtaler administrerende direktør Gregers Wedell-Wedellsborg.

Samlet for de første 9 måneder af 2019/20 var omsætningen DKK 2.871 mio. mod DKK 2.714 mio. i den tilsvarende periode sidste år, svarende til en vækst på 5,8%. Det underliggende salg (like for like) i Matas var 1,6% højere end i samme periode i 2018/19 og den samlede vækst fra matas.dk var 72,1%.

I og med salget i 3. kvartal 2019/20 var højere end forventet, er koncernens finansielle forventninger til regnskabsåret 2019/20 opjusteret på to punkter (samlet omsætningsvækst og den underliggende omsætningsvækst) i forhold til udmeldingerne i Delårsrapport for 1. halvår 2019/20 (jf. selskabsmeddelelse nr. 10 2019/20).

Matas koncernen venter således nu en samlet omsætningsvækst på omkring 5% (opjusteret fra 3,5-5,5%) og en underliggende omsætningsvækst (like for like) på omkring 1,5% (opjusteret fra 0,5-1,5%).

Forventningerne til CAPEX er uændret DKK 150-170 mio., ligesom forventningerne til EBITDA marginen før særlige poster er uændret 14-15% (før effekt af IFRS 16).

Delårsrapporten for de første 9 måneder af 2019/20 offentliggøres den 27. februar 2020.

Matas A/S

Kontaktpersoner Gregers Wedell-Wedellsborg Administrerende direktør, tlf. 48 16 55 55

Anders T. Skole-Sørensen Finansdirektør, tlf. 48 16 55 55

Elisabeth Toftmann Klintholm Head of Investor Relations & Corp. Affairs, tlf. 48 16 55 48