Ambu forenkler nu forsyningskæden efter at have samlet hele sin produktion i
Asien. Dette tiltag betyder, at Ambu forbedrer konkurrenceevnen, kan yde en
endnu bedre kundeservice og forbedrer skaleringsmulighederne i forbindelse med
fremtidige akkvisitioner.
Forenklingen af distributionen sker ved at flytte færdigvarelagrene i Danmark
til et centralt sted i Tyskland, og denne proces forventes afsluttet i sommeren
2012.
”At kunne levere forbedret service til vores mange europæiske kunder samtidig
med, at vi kan skalere vores logistiksystem hurtigere og med færre omkostninger
i takt med øget omsætning og ekspansion af produktporteføljen, er et væsentligt
skridt i retning af at gøre Ambu endnu mere konkurrencedygtig,” siger adm.
direktør Lars Marcher.
Der er indgået en aftale med den tyske logistikoperatør FIEGE, som er den femte
største operatør i Europa.
Den økonomiske effekt på regnskabsåret 2011/12 af denne aftale er indregnet i
de tidligere udmeldte forventninger til 2011/12.