Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Vestas Wind Systems M&A Activity 2014

Apr 1, 2014

Preview isn't available for this file type.

Download source file

Endelig etablering af joint venture-selskabet mellem Vestas og Mitsubishi Heavy
Industries (MHI) dedikeret til offshore vindkraft er nu er realitet. Det nye
selskab, MHI Vestas Offshore Wind, har 380 medarbejdere og har hovedkontor i
Aarhus, Danmark.

Aarhus, Danmark, 2014-04-01 09:00 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --

Efter opnåelse af godkendelse fra alle relevante myndigheder er MHI Vestas
Offshore Wind formelt etableret pr. 1. april 2014, jf. selskabsmeddelelse nr.
41/2013 af 27. september 2013 og nr. 9/2014 af 28. februar 2014.

Joint venture-selskabet er ansvarlig for design, videreudvikling, indkøb,
produktion, installation, idriftsættelse og service i relation til V164-8.0
MW-møllen samt alt marketing, salg og eftersalgsservice i relation til
offshore-vindkraft. Vestas og MHI har overført i alt 380 medarbejdere til den
nye enhed, hvis ejerskab er ligeligt fordelt mellem de to moderselskaber.

Anders Runevad, koncernchef for Vestas Wind Systems A/S og næstformand for MHI
Vestas Offshore Wind, er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden for det nye
joint venture-selskab og siger: “Offshore-vindkraftindustrien er meget
krævende, og for at lykkes inden for denne er det nødvendigt at have den helt
rigtige sammensætning af pålidelig og gennemprøvet teknologi, erfaring, viden
og en stor installeret kapacitet. Jeg er overbevist om, at MHI Vestas Offshore
Wind har netop alt dette, og jeg ser frem til at følge selskabet tæt på sin vej
mod at blive en global leder inden for offshore- vindkraft.”

“Det glæder mig, at MHI Vestas Offshore Wind nu er etableret. Vestas og
Mitsubishi Heavy Industries har begge en meget stor erfaring og viden, der
giver joint venture-selskabet en ideel mulighed og en teknologisk og økonomisk
robust platform, hvorfra selskabet kan opnå en global førerposition inden for
offshore-vindkraft,” siger bestyrelsesformand for MHI Vestas Offshore Wind,
Masafumi Wani.

Økonomisk vil etableringen af joint venture-selskabet kun have en marginal
betydning for Vestas’ omsætning og indtjening i 2014 på grund af
dekonsolideringen af offshore-forretningsenheden. En gevinst på joint
venture-transaktionen på omkring EUR 50 mio. vil blive indtægtsført som særlige
poster.

Derudover, vil etableringen have følgende indvirkning på Vestas’ balance pr. 1.
april 2014:

-- en reduktion i aktiver bestemt for salg på EUR 350 mio., da V164-projektet
og ordrebeholdningen på offshore-service overføres til joint
venture-selskabet,
-- en reduktion i passiver direkte forbundet med aktiver bestemt for salg på
EUR 203 mio., da ordrebeholdningen på offshore-service overføres til joint
venture-selskabet,
-- en stigning i gældforpligtelser på EUR 51 mio. primært relateret til netto
projekt-forudbetalinger,
-- en stigning i investeringer i associerede selskaber på EUR 198 mio., da
joint venture-selskabet vil blive behandlet som et associeret selskab i
Vestas’ regnskaber fra etableringstidspunktet,
-- en stigning i likvide beholdninger på EUR 50 mio., da
udviklingsomkostninger afholdt efter 1. september 2013 refunderes til
Vestas,
-- en stigning i overført resultat på EUR 50 mio. på grund af den forventede
gevinst fra joint venture transaktionen.

Ledelse af MHI Vestas Offshore Wind
Bestyrelsen for MHI Vestas Offshore Wind består af repræsentanter for begge
selskaber, og ledes af bestyrelsesformand Masafumi Wani, Bestyrelsesformand for
Mitsubishi Heavy Industries Europe, Ltd. Vestas’ koncernchef Anders Runevad er
næstformand for bestyrelsen.

Ledelsesgruppen i MHI Vestas Offshore Wind består af følgende:

Chief Executive Officer: Jens Tommerup
Co-Chief Executive Officer: Jin Kato
Chief Financial Officer: Takao Arai
Chief Sales Officer: Uffe Vinther-Schou
Chief Operations Officer: Flemming Ougaard
Chief Strategy Officer: Masato Yamada
Chief Technical Officer: Torben Hvid Larsen
Deputy Chief Technical Officer: Masahide Umaya

“Vi kan allerede nu se fordelene ved at bygge videre på de kompetencer og
offshore-erfaringer, som Vestas og MHI har opnået gennem selskabernes
mangeårige tilstedeværelse på det globale energimarked og inden for tilsvarende
teknologier, og vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra vores
kunder på etableringen af joint venture-selskabet. Vi ser frem til at tage de
næste skridt ved at levere konkurrencedygtige produkter og serviceydelser til
vores kunder som et selvstændigt selskab,” siger Chief Executive Officer for
MHI Vestas Offshore Wind, Jens Tommerup.

Joint venture-selskabet vil få hovedkontor på følgende adresse:

Dusager 4
8200 Aarhus N
Danmark

Adressen på joint venture-selskabets hjemmeside er www.mhivestasoffshore.com.
Hjemmesiden vil blive aktiveret inden for et par timer efter offentliggørelse
af denne meddelelse.

Vestas’ fremtidige offentliggørelsesregler i forhold til MHI Vestas Offshore
Wind
Vestas vil informere markedet gennem NASDAQ OMX Copenhagen, hvis og når der
sker noget i joint venture-selskabet, der vurderes at have en indvirkning på
prisdannelsen af Vestas-aktien, herunder modtagelse af ordrer, som opfylder
nedenstående krav:

-- Faste og ubetingede ordrer fra joint venture-selskabet til Vestas på
Vestas-producerede produkter (fx V112-møller) med en værdi på over DKK 500
mio.
-- Faste og ubetingede ordrer modtaget af joint venture-selskabet med en værdi
på over DKK 1 mia.

Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Danmark
Lars Villadsen, Senior Vice President, Investor Relations
Tlf.: +45 9730 0000