Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Tivoli A/S Proxy Solicitation & Information Statement 2016

Mar 21, 2016

3418_rns_2016-03-21_ccec79e9-877a-4341-99b0-ad03eff88eb2.pdf

Proxy Solicitation & Information Statement

Open in viewer

Opens in your device viewer

TIVOLI

Tivoli A/S – Generalforsamling

Selskabets ordinære generalforsamling afholdes mandag den 18. april 2016 kl. 13.00 i Koncertsalen i Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V. Adgang til Koncertsalen foregår via Tivolis Hovedindgang og Banegårdsindgangen.

DAGSORDEN

  1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.
  2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse.
  3. Beslutning om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport.
  4. Forslag fra bestyrelse eller aktionærer.
    a) Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsen i tiden indtil næste års generalforsamling bemyndiges til inden for 10 % af aktiekapitalen at lade selskabet erhverve egne aktier til den på erhvervelsestidspunktet gældende børskurs med en afvigelse på indtil 10 %.
    b) Bestyrelsen foreslår et aktiesplit, hvor hver aktie med en nominel værdi af 100 kr. deles i 10 aktier med en nominel værdi på hver 10 kr. samt en ændring af vedtægternes § 4 som følge heraf.
    c) Bestyrelsen foreslår at ændre selskabets vedtægter, således at selskabets aktier går fra at være ihændehaveraktier til navneaktier.
    d) Bestyrelsen foreslår, at grundhonoraret til bestyrelsens medlemmer forhøjes med 15.000 kr.
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
  6. Valg af revisor.
  7. Eventuelt.

Dagsordenen og de fuldstændige forslag samt årsrapport er fremlagt til eftersyn for aktionærerne i Tivolis Billetcenter, Vesterbrogade 3, 1630 København V. Materialet (bortset fra årsrapporten) fremsendes til selskabets noterede aktionærer samt alle øvrige aktionærer, der har fremsat begæring herom. Årsrapporten kan downloades på www.tivoli.dk (under "Om Tivoli") samt afhentes i Tivolis Billetcenter, Vesterbrogade 3, 1630 København V.

Derudover er følgende dokumenter og oplysninger offentliggjort på selskabets hjemmeside under www.tivoli.dk/aktionaer: (i) indkaldelsen, (ii) det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, (iii) de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen herunder revideret årsrapport, (iv) dagsordenen for generalforsamlingen og de fuldstændige forslag og (v) formularer til stemmeafgivelse ved brev og fuldmagt.

Selskabets aktiekapital udgør 57.166.600 kr. fordelt på aktier à 100 kr. Hvert aktiebeløb på 100 kr. giver én stemme. Møde- og stemmeret på generalforsamlingen tilkommer aktionærer, der senest 1 uge før generalforsamlingen har ladet deres aktier notere i ejerbogen eller har rettet henvendelse til selskabet med henblik på indførelse i ejerbogen, og denne henvendelse er modtaget af selskabet. Derudover skal aktionærerne have anmeldt deres deltagelse i generalforsamlingen senest 3 dage før generalforsamlingens afholdelse. Selskabet har udpeget Danske Bank som kontoførende pengeinstitut. Selskabets aktionærer kan herigennem udøve deres finansielle rettigheder.

Aktionærer kan fra mandag den 21. marts 2016 til og med torsdag den 14. april 2016 anmelde deres deltagelse i generalforsamlingen og rekvirere adgangskort og stemmeseddel hos VP Investor Services A/S på tlf. 43 58 88 66 eller på internettet, www.vp.dk/gf. Der kan afgives stemme pr. brev forud for generalforsamlingen ved brug af det materiale, der udsendes til aktionærerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Afgivelse af brevstemme er ikke betinget af, at aktionæren har rekvireret adgangskort. En brevstemme skal være VP Investor Services A/S i hænde senest torsdag den 14. april 2016 kl. 23:59.

Aktionærer kan afgive stemme på generalforsamlingen ved fuldmagt. Fuldmagten skal være skriftlig og dateret. Afgives fuldmagt til tredjemand, skal denne anmelde sin deltagelse og rekvirere adgangskort på samme måde som aktionærer. Afgives fuldmagt til bestyrelsen, skal fuldmagten angå en bestemt generalforsamling med en på forhånd kendt dagsorden.

København, den 21. marts 2016

Bestyrelsen

Tivoli A/S