AI assistant
Sydbank — Regulatory Filings 2012
Dec 18, 2012
Preview isn't available for this file type.
Download source fileAabenraa, Danmark, 2012-12-18 15:37 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Med virkning fra 2. kvartal 2012 indførte Finanstilsynet nye og skærpede
nedskrivningsregler for pengeinstitutterne.
Som følge heraf foretog Sydbank i 1. halvår 2012 betydelige ekstraordinære
nedskrivninger på bankens erhvervsengagementer. Der blev desuden reserveret 250
mio. kr. i det individuelle solvensbehov til dækning af kreditrisici på
privatkundeengagementer.
Baggrunden for solvensreservationen var de særlige risici, der i en situation
med betydelige rentestigninger er knyttet til private kunder, der har
finansieret deres faste ejendom med lån med variabel rente, ikke mindst såfremt
kunderne tillige har valgt afdragsfrie lån.
Banken har efterfølgende foretaget en gennemgang af privatudlånsporteføljen
knyttet til disse kunder. For en del af kunderne kan det konstateres, at den
aktuelle privatøkonomiske situation vil blive meget anstrengt, såfremt
budgetterne belastes med ydelser knyttet til fastforrentede lån med afdrag,
hvis lånene optages efter en indtruffet rentestigning. Det kan endvidere
konstateres, at en del af disse kunder ikke i den aktuelle situation på
ejendomsmarkedet kan afhænde deres ejendom uden tab.
De netop gennemførte rentefastsættelser på lån med variabel rente har generelt
betydet et yderligere fald i den rente, der skal betales på variabelt
forrentede boliglån. Ydelsesbetalingen til kundernes boliglån vil derfor ikke i
2013 medføre en forøget belastning af privatøkonomien.
De økonomiske udsigter for 2013 vurderes ikke at danne grundlag for en
rentestigning, der i væsentlig grad vil påvirke boligejernes rådighedsbeløb.
Der kan dog ikke udelukkes, at rentestigningerne kommer hurtigere, end det
forventes lige nu. De seneste års fald i ejendomspriserne har herudover
betydet, at mange boligejere i dag er teknisk insolvente.
På den baggrund har banken valgt at foretage yderligere nedskrivninger i
niveauet 300-350 mio. kr. på udlån til private.
Sydbank har tidligere meldt ud, at der for 2012 forventes nedskrivninger i
niveauet 1,4 mia. kr. I lyset af ovenstående beslutning om at konvertere den
foretagne solvensreservation til nedskrivninger forventes nu nedskrivninger i
niveauet 1.750 mio. kr. for 2012.
Beslutningen ændrer ikke bankens overordnede risikobillede, idet det opgjorte
individuelle solvensbehov vil falde tilsvarende.
De forøgede nedskrivninger, der belaster bankens perioderegnskab for 4. kvartal
2012, medfører, at der for 2012 forventes et resultat før skat i niveauet 600
mio. kr., forudsat at der ikke i årets sidste dage indtræffer begivenheder, der
markant ændrer bankens beholdningsresultat. For årets første 9 måneder udgjorde
resultatet før skat 574 mio. kr. I 2011 udgjorde resultatet før skat 301 mio.
kr.
Sydbanks årsrapport for 2012 offentliggøres den 20. februar 2013.