Earnings Release • Aug 31, 2007
Earnings Release
Open in ViewerOpens in native device viewer
København, den 31. august 2007
Fondsbørsmeddelelse nr. 9/2007
Til Københavns Fondsbørs
Bestyrelsen for Danionics A/S har i dag godkendt regnskabet for 1. halvår 2007. Regnskabet er urevideret og aflagt efter samme principper som årsrapporten for 2006 og halvårsregnskabet for 1. halvår 2006.
Danionics fik i 1. halvår et underskud på DKK 1,1 mio. mod et overskud på DKK 2,5 mio. i samme periode sidste år. Resultatet er i overensstemmelse med forventningerne. Den væsentligste forskel mellem de to perioder er, at Danionics i 1. halvår 2006 havde indtægter på samlet DKK 3,9 mio. fra lejeindtægter og fortjeneste ved salg af ejendommen i Odense pr. 1. april 2006.
Tilførsel af kapital fra emissionen ultimo 2006 har medført at finansielle udgifter på DKK 0,2 mio. i 1. halvår 2006 er ændret til finansielle indtægter på DKK 0,5 mio. i 1. halvår 2007. De finansielle indtægter vedrører afkast fra Selskabets likvide beholdning, som pr. 30. juni udgjorde DKK 27,8 mio. og indestår i banken som aftaleindskud på kort tidshorisont.
Investering i associeret virksomhed på DKK 29,3 mio. er den bogførte værdi af Selskabets kapitalandel i Joint-Venturet Danionics Asia Ltd. Beløbet er sammensat af tilbagekøb af 25% af aktiekapitalen i Joint-Venturet, indfrielse af lån samt indbetaling af yderligere drifts- og vækstkapital til Joint-Venturet.
Egenkapitalen er på DKK 56,4 mio. mod DKK 3,4 mio. pr. 30. juni 2006. Ændringen skyldes emissionen, som Danionics gennemførte i december 2006.
Danionics har som tidligere oplyst generhvervet sin 50% ejerandel i det kinesiske joint venture Danionics Asia Ltd., og aktionæroverenskomsten med partneren GP Batteries er opdateret, hvorved der igen er skabt et ligeværdigt partnerskab mellem Danionics og GP Batteries.
Danionics A/S Ny Vestergade 14, 2. DK–1471 København K, Denmark Telefon: +45 70 23 81 30 Telefax: +45 33 93 40 18 E-mail: [email protected] Website: www.danionics.dk CVR-nr.: 71 06 47 19
Generelt er markedet præget af stigende efterspørgsel af lithium batterier og i særdeleshed lithium polymer batterier. Der introduceres stadig flere applikationer, som kræver lithium teknologi, og de kraftige udsving i prisen på nikkel skaber en tendens til, at kunder fravælger traditionelle Ni-MH batterier og i stedet tilvælger lithium batterier, som også har en højere ydelse i forhold til vægt og volumen.
Det stigende behov skaber et attraktivt marked for nye producenter, og der dukker stadig flere konkurrenter op, specielt i Kina. De fleste er dog mindre selskaber, der betjener det kinesiske hjemmemarked. Danionics møder globalt kun 4 store konkurrenter.
Salget går langsomt, men der er betydelig interesse, afgivet flere tilbud end nogensinde og der er nogle lyspunkter.
Joint –Venturet leverer regelmæssigt til én stor kunde på Taiwan og til en række mindre, men endnu i små volumener. Den store kunde har bedt Danionics udvikle et skræddersyet batteri til et nyt produkt. Batteriet er udviklet og kunden har stillet i udsigt at Danionics vil blive eneleverandør. Danionics er dog stadig helt afhængig af at kunden ved lanceringen af det nye produkt opnår succes i markedet.
Produktionen af Joint-Venturets nyudviklede supertynde batteri er gået særdeles godt og er accepteret af den amerikanske kunde, som i første runde har bestilt og fået leveret 100.000 batterier. Atter vil Danionics være afhængig af om kunden får succes.
Endelig er der også fremskridt i samarbejdet rammekontrakt-kunden. Danionics blev bedt om at udvikle et batteri til ét af kundens eksisterende produkter. Det var til tider en vanskelig udviklingsproces, ikke mindst fordi Danionics ønsker at levere højkvalitets batterier og ikke vil gå på kompromis med produktet på nogen måde. Det viste sig nødvendigt at udvikle en ny forseglingsmetode og dette forsinkede udviklingen.Batteriet blev afleveret til kunden i juni og testene ventes at være klar i første del af september. Bliver batteriet accepteret har kunden lovet en hurtig bestilling af de første batterier.
Salgsaktiviteterne er nu i højeste gear. Der afgives flere tilbud end nogensinde før. Målet er at nå en fast ordreindgang på mellem 400.000 og 500.000 batterier om måneden, som afhængig af de opnåede priser er niveauet, der giver break-even.
Joint-Venturet har i 1. halvår gjort en række fremskridt. På kvalitetssiden er der sket yderligere forbedringer, blandt andet med nyudvikling af materialer til forsegling af batterierne, som medfører væsentligt øget sikkerhed.
GP Batteries har besluttet at overflytte deres Technical Center fra den centrale del af Shenzhen til 5. etage i den bygning, Joint-Venturet har lejet. Dette vil styrke samarbejdet mellem Joint-Venturet og GP Batteries og muliggøre øgede synergier. Med assistance fra GP Batteries Technical Center arbejder Joint-Venturet også med at udvikle andre kemiske systemer inden for polymer-teknologien, som vil gøre det muligt for Danionics Asia at bearbejde nye kundesegmenter.
De manglende leverancer under rammekontrakten med producenten af Bluetooth-produkter medfører, at Danionics Asia uændret kun udnytter ca. halvdelen af den nuværende produktionskapacitet . P.t. er der ansat knap 200 medarbejdere, hvoraf halvdelen direkte er tilknyttet produktionen. Udnyttelsen af kapaciteten kan hurtigt øges og vil ske i takt med at ordrerne indgår.
Råvarepriserne er fortsat svagt stigende men takket være forhandlinger og aftaler med alternative leverandører er det i stor udstrækning lykkedes at holde de samlede materialepriser på uændret niveau.
Nedsættelse af aktiekapital i Shenzhen.
I prospektet, som blev udarbejdet i forbindelse med fortegningsemissionen, blev under beskrivelse af Joint Venturet anført at ledelsen overvejede at nedsætte aktiekapitalen i Danionics Shenzhen. Efterfølgende er besluttet at foretage nedsættelsen, som nu er godkendt af myndighederne og gennemført. I forbindelse hermed er licens til at drive virksomhed i Shenzhen på det nye kapitalgrundlag blevet fornyet.
Danionics` forventninger til 2007 er uændrede fra årsrapporten, der blev fremlagt 23. marts 2007. Selskabets indtægter vil i 2007 alene bestå af renteindtægter fra den likvide beholdning. Der vil ikke være finansielle udgifter, da selskabet er uden rentebærende gæld. Udgifterne vil være begrænset til administrationsomkostninger i niveauet DKK 2,5–3,5 mio. Samlet forventet således et underskud i niveauet DKK 2- 3 mio. før indregning af andel af årets resultat i Danionics Asia Ltd.
Som forventet skal Danionics Asia have tilført kapital fra Danionics A/S og GP Batteries Ltd. Danionics A/S forventer i 2007 at tilføre ca. US\$ 1 mio.
Danionics Asia Ltd. forventes således ikke at bidrage positivt til Danionics` resultater i 2007 – hverken med udbytter eller tilbagebetaling af lån.
Forsinkelser i ordreindtag og den deraf følgende lavere aktivitet kan – som allerede oplyst i meddelelsen for 1. kvartal – medføre, at en nedskrivning af Danionics' investering i Joint-Venturet kan blive aktuel.
Med venlig hilsen
Danionics A/S
Yderligere information: Henning O. Jensen, administrerende direktør, tlf. +45 70 23 81 30
| 1. halvår | 1. halvår | Fuldt år | |
|---|---|---|---|
| DKK 1.000 bortset fra nøgletal | 2007 | 2006 | 2006 |
| Resultatopgørelse: | |||
| Nettoomsætning | 0 | 0 | 0 |
| Produktionsomkostninger, netto | 0 | -236 | -236 |
| Andre driftsindtægter | 0 | 3.854 | 3.853 |
| Bruttoresultat | 0 | 3.618 | 3.617 |
| Administrationsomkostninger | -1.650 | -939 | -2.441 |
| Primært driftsresultat (EBIT) | -1.650 | 2.679 | 1.176 |
| Nedskrivning af investering i associeret virksomhed (joint venture) | 0 | 0 | 0 |
| Finansielle udgifter/indtægter, netto | 547 | -171 | -7 |
| Resultat før skat | -1.103 | 2.508 | 1.169 |
| Skat af periodens resultat | 0 | 0 | 0 |
| Nettoresultat | -1.103 | 2.508 | 1.169 |
| Pengestrømsopgørelse : | |||
| Pengestrømme, driftsaktivitet | -6.480 | -204 | 4.515 |
| Pengestrømme, investeringsaktivitet | 0 | 0 | 13.919 |
| Pengestrømme, finansiel aktivitet | 202 | -126 | 34.108 |
| Balance : | |||
| Samlede aktiver i alt | 58.127 | 4.292 | 86.619 |
| Investering i associeret virksomhed (joint venture) | 29.326 | 0 | 29.288 |
| Likvide beholdninger | 27.814 | 3.185 | 56.057 |
| Kortfristet gæld | 1.759 | 886 | 28.752 |
| Selskabskapital | 13.965 | 9.255 | 13.946 |
| Egenkapital | 56.366 | 3.406 | 57.867 |
| Investeringer : | |||
| Grunde og bygninger | 0 | 0 | 0 |
| Finansielle anlægsaktiver | 478 | 0 | 474 |
| Investeringer i alt | 478 | 0 | 474 |
| Af - og nedskrivninger | 0 | 236 | 236 |
| Egenkapital: | |||
| Egenkapital primo | 57.867 | 898 | 898 |
| Nettoprovenu kapitalforhøjelse | 202 | 0 | 55.856 |
| Gebyrer aktieudstedende institution | -600 | 0 | 0 |
| Kursregulering i tilknyttet - og associeret virksomhed | 0 | 0 | -56 |
| Nettoresultat for perioden | -1.103 | 2.508 | 1.169 |
| Egenkapital ultimo | 56.366 | 3.406 | 57.867 |
| Nøgletal : | |||
| Egenkapitalandel (%) | 97,0 | 79,4 | 66,8 |
| Indre værdi pr. aktie (i DKK) | 4,04 | 0,37 | 4,15 |
| Børskurs pr. aktie , ultimo (i DKK) | 18,70 | 12,56 | 28,20 |
| Antal medarbejdere, gennemsnit | 1 | 1 | 1 |
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.