AI assistant
Ørsted — M&A Activity 2015
Feb 4, 2015
Preview isn't available for this file type.
Download source fileDONG Energy har købt den resterende ejerandel på 66,66 % i det britiske
offshore udviklingsprojekt Hornsea Project One fra vores joint venture-partner
SMart Wind. SMart Wind er et 50/50 joint venture mellem Mainstream Renewable
Power og Siemens Financial Services. Hornsea Project One har en samlet
kapacitet på op til 1,2 GW, hvilket vil gøre den til verdens største
havmøllepark, når den står færdig.
DONG Energy indgik joint venture-samarbejdet med SMart Wind i december 2011 med
en option på at købe den resterende ejerandel på 66,66 %, når
udviklingsprojektet fik tilladelse fra den britiske klima- og energiminister.
Tilladelsen blev givet i december 2014, og DONG Energy har nu udnyttet sin
option og er blevet eneejer af projektet.
Hornsea Project One ligger 120 km ud for Yorkshires kyst i Nordengland og
dækker et areal på ca. 407 km2. Hornsea Project One vil, når havmølleparken
står færdig, være i stand til at levere den nødvendige elektricitet til ca.
800.000 britiske hjem.
Samuel Leupold, Executive Vice President i DONG Energy Wind Power, siger:
"Størrelsen og placeringen af Hornsea Project One gør den til verdens første
havmøllepark med en kapacitet på mere end 1 GW, som også ligger langt fra land,
og det giver os og forsyningskæden nogle rigtig gode muligheder for at udnytte
stordriftsfordele og være i stand til at reducere prisen på energi fra havvind
yderligere."
Samuel Leupold fortsætter: "Vi vil nu fortsætte på egen hånd med at udvikle
projektet frem mod en endelig investeringsbeslutning. Størrelsen af projektet
og de fremragende vindforhold på stedet sammen med vores store fokus på
omkostninger vil gøre Hornsea 1 til en vigtig milepæl i vores bestræbelser på
at nå vores mål på EUR 100/MWh. Selvom projektet er enormt rent
størrelsesmæssigt, kan det realiseres med teknologi, som DONG Energy mestrer,
selvom ingen andre nogensinde før har bygget havmølleparker i den
størrelsesorden så langt fra kysten."
Hornsea Project One er et af de tre projekter, hvortil DONG Energy i april
sidste år fik tildelt en såkaldt 'FID-enabling contract' (Contract for
Difference) af den britiske regering. Denne Contract for Difference betyder, at
DONG Energy vil modtage en fast pris pr. MWh produceret elektricitet de første
15 år af parkernes drift. Hornsea Project One forventes at blive sat i
kommerciel drift omkring 2020, forudsat at der tages endelig
investeringsbeslutning på projektet.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte
finansielle forventninger til regnskabsåret 2014 eller det forventede
investeringsniveau for 2014-2015.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Rune Birk Nielsen
+45 99 55 65 43
Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+45 99 55 97 69
DONG Energy er en af de førende energivirksomheder i Nordeuropa. Vores
forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle med
energi og relaterede produkter i Nordeuropa. DONG Energy har omkring 6.500
ansatte og har hovedsæde i Danmark. I 2013 havde DONG Energy en omsætning på 73
milliarder danske kroner (9,8 milliarder euro). For yderligere information se
www.dongenergy.com.