AI assistant
Ørsted — Environmental & Social Information 2016
Feb 10, 2016
Preview isn't available for this file type.
Download source fileDe to investorer opnår en lige stor ejerandel på 25 %
DONG Energy har i dag underskrevet og gennemført en aftale om at sælge 50 % af
havmølleparken Burbo Bank Extension til pensionsselskabet PKA og LEGO
Koncernens moderselskab, KIRKBI A/S. De to investorer opnår en lige stor
ejerandel på 25 %.
Burbo Bank Extension opføres af DONG Energy, og installationsarbejdet på havet
starter i foråret 2016. Projektet forventes afsluttet i første halvår af 2017.
Investorernes samlede købssum beløber sig til cirka DKK 6,6 milliarder (GBP 660
millioner), som betales i løbet af 2016 og 2017.
Burbo Bank Extension vil bestå af 32 turbiner, og det bliver første gang, at
MHI Vestas V164-8,0 MW vindmøller tages i brug i så stor skala. Når Burbo Bank
Extension står færdig, vil parken kunne levere CO2-fri strøm svarende til mere
end 230.000 husstandes årlige elforbrug.
DONG Energy skal levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til Burbo Bank
Extension i henhold til en langsigtet drifts- og vedligeholdelses-aftale.
Desuden skal DONG Energy stå for salg og levering til markedet af den del af
produktionen, som kommer fra PKA og KIRKBI A/S’ samlede 50% ejerandel.
Henrik Poulsen, adm. direktør i DONG Energy, byder partnerne velkommen:
"Jeg er meget glad for at kunne byde LEGO Koncernen og PKA velkommen i et nyt
partnerskab med DONG Energy. De er begge allerede betroede partnere i andre af
DONG Energy’s havmølleparker, og vi er stolte over at kunne bygge videre på
disse succesfulde partnerskaber. Vores partneres stærke fokus på grøn
omstilling er velkendt, og det glæder mig, at de fortsat anser vores
markedsledende partnerskabs-model for at være attraktiv."
For LEGO Koncernen passer investeringen med virksomhedens store ambition om at
bidrage positivt til det globale miljø. Jørgen Vig Knudstorp, adm. direktør i
LEGO Koncernen siger:
“Jeg er stolt over at annoncere investeringen i Burbo Bank Extension i dag
sammen med vores partnere DONG Energy og PKA. Denne investering er endnu et
markant skridt for LEGO Koncernen mod vores mål om at balancere vores globale
energiforbrug med bæredygtig energi. Vores mål er at indfri det i 2020 og
fremefter, da vi ønsker at bidrage positivt til den verden, som vores børn skal
arve. Det sker først og fremmest gennem vores legematerialer og deres bidrag
til børns læring og udvikling, men også igennem vores forpligtelse over for
miljøet. ”
Investeringen er foretaget af KIRKBI A/S, som ejer 75 % af LEGO Koncernen, og
dette er den anden større, langsigtede investering indenfor KIRKBI’s
strategiske investeringsområde: Renewables. Allerede i 2012 investerede KIRKBI
i havmølleparken Borkum Riffgrund 1. Begge investeringer vil hjælpe LEGO
Koncernen til at nå sit mål om at balancere sit globale energiforbrug med
bæredygtig energi i 2020.
Dagens offentliggørelse markerer PKA’s femte investering i en havmøllepark,
hvoraf de tre er sammen med DONG Energy. Investeringen er helt i tråd med PKA’s
ambition om at kombinere stabile, langsigtede afkast med investeringer i
vedvarende energi:
”I foråret 2015 sortlistede vi 31 kulselskaber, som siden har tabt mere end 60%
af deres værdi, og i samme periode har afkastet på vores havmølleinvesteringer
givet over 7% i afkast. For PKA begyndte det med Anholt Havmøllepark i 2011, og
PKA har nu investeret i fem havmølleparker, der tilsammen vil give grøn strøm
til cirka to millioner husstande. Vi er stolte over at kunne skabe et godt
afkast til medlemmernes pensioner samtidig med, at vi gør en positiv forskel,”
siger Peter Damgaard Jensen, adm. direktør i PKA.
Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på DONG Energy's tidligere
udmeldte forventninger til regnskabsåret 2016.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Media Relations
Martin Barlebo
+45 9955 9100
Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+45 9955 9769
Fakta om Burbo Bank Extension
-- Havmølleparken ligger i det Irske Hav, 7 km fra kysten i Liverpool.
-- Havmølleparken vil bestå af 32 V164-8,0 MW vindmøller fra MHI Vestas.
-- Med en nominel effekt pr. mølle på 8,0 MW kan de 32 vindmøller
producere nok miljøvenlig elektricitet til at dække 230.000 britiske
husstandes årlige strømforbrug.
-- Den endelige investeringsbeslutning blev taget i 2014.
-- Havmølleparken forventes idriftsat i første halvår af 2017.
Om DONG Energy
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner og har hovedsæde i
Danmark. Omkring 6.700 ambitiøse medarbejdere er beskæftiget med at udvikle,
opføre og drive havmølleparker; producere el og varme fra vores kraftværker;
dagligt levere energi til privat- og erhvervskunder; og producere olie og gas.
Koncernen havde i 2015 en omsætning på DKK 71 mia. (EUR 9,5 mia.) Læs mere på
www.dongenergy.com
Om LEGO Koncernen
LEGO Koncernen er en privatejet, familieejet virksomhed med hovedsæde i Billund
og globale kontorer i Enfield i USA, London i Storbritannien, Shanghai i Kina
og Singapore. Virksomheden blev grundlagt i 1932 af Ole Kirk Kristiansen og med
den ikoniske LEGO® klods er virksomheden en af verdens førende producenter af
legemateriale.
Inspireret af virksomhedens motto "Det bedste er ikke for godt” (Only the best
is good enough) er virksomheden engageret i børns udvikling og har som mål at
inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden gennem kreativ leg og
indlæring. LEGO produkter sælges over hele verden og kan opleves virtuelt på
www.LEGO.com.
Om PKA
PKA er et af Danmarks største pensionsselskaber med 275.000 medlemmer og en
formue på 235 milliarder kr. PKA har fokus på at investere i projekter, som
reducerer brugen af fossile brændstoffer. PKA har derfor investeret cirka 17.
milliarder kr. i klimarelaterede projekter, bl.a. vindmølleparker, grønne
obligationer og den danske klimainvesteringsfond.
Ambitionen er, at denne type af investeringer i 2020 udgør 10% af de samlede
investeringer. Med Burbo Bank Havmøllepark i England har PKA investeret i fem
havmølleparker spredt på i alt fire lande: Anholt, Godewind II og Butendiek i
Tyskland og Gemini i Holland. Investeringer for over 9 milliarder kr., der vil
give grøn strøm til cirka to millioner husstande.
https://www.pka.dk/