AI assistant
H. Lundbeck A — Earnings Release 2012
Dec 19, 2012
Preview isn't available for this file type.
Download source file-- Lundbeck investerer i geografiske vækstregioner og produktlanceringer og
afsætter fortsat store beløb til forskning og udvikling, herunder til et
pivotalt udviklingsprogram med Lu AE58054 i behandling af Alzheimers sygdom
-- Omsætningen fra den første bølge af Lundbecks portefølje af Nye Produkter
blev fordoblet i 3. kvartal 2012, og væksten forventes at fortsætte
-- Anden fase af Lundbecks produktlanceringer omfatter Abilify once-monthly,
Selincro
™ og Brintellix™ og kræver omfattende investeringer i
lanceringsaktiviteter, når der er opnået godkendelse
-- For 2013 forventer Lundbeck en omsætning i niveauet DKK 14,1-14,7 mia. og
EBIT i niveauet DKK 1,6-2,1 mia.
-- For 2014 forventer Lundbeck en omsætning på ca. DKK 14 mia. og EBIT i
niveauet DKK 0,5-1 mia., som i høj grad vil afhænge af succesen af
selskabets produktlanceringer
H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag meddelt, at efter den positive anbefaling
fra Det Europæiske Lægemiddelagenturs Udvalg for Humanmedicinske Lægemidler
(CHMP) for Selincro tidligere i december, den forventede lancering af Abilify
once-monthly (månedlig injektion) i begyndelsen af 2013, højt fokus på
produktlanceringer generelt, herunder Onfi™, Treanda® og
prælanceringsaktiviteter for Brintellix (vortioxetin), samt den forventet
påbegyndelse af et pivotalt udviklingsprogram med Lu AE58054, har selskabet
ændret sine finansielle planer for 2013-2014.
I perioden 2010-2012 har Lundbeck indfriet sine mål, samtidig med at selskabet
har investeret i strategiske tiltag og drevet virksomhed under relativt svære
markedsforhold, i særdeleshed i Europa. For så vidt angår
resultatforventningerne til 2013, forventer Lundbeck at offentliggøre
detaljerede forventninger i forbindelse med offentliggørelsen af årsresultatet
for 2012 den 6. februar 2013. På nuværende tidspunkt indikerer de foreløbige
planer for 2013 en omsætning i niveauet DKK 14,1-14,7 mia., inklusive
forventede milepælsbetalinger vedrørende Brintellix. Forventningerne tager også
højde for indtægter fra frasalget af ikke-kerneprodukter i USA, som blev
offentliggjort tidligere i december samt den manglende omsætning fra disse
produkter. Afhængig af succesen af selskabets produktlanceringer samt omfanget
af generisk udvanding i Europa, forventer Lundbeck en omsætning på ca. DKK 14
mia. i 2014.
Efter investeringsplanerne i de kommende år forventes EBIT nu at komme til at
ligge i niveauet DKK 1,6-2,1 mia. i 2013, inklusive indtægter fra frasalget af
ikke-kerneprodukter i USA. 2014 forventes at blive året med de højeste
investeringer i produktlanceringer og forskning og udvikling, og EBIT forventes
derfor i niveauet DKK 0,5-1 mia.
De ændrede finansielle planer omfatter ikke eventuelle yderligere indtægter
forbundet med potentielle samarbejdsaftaler vedrørende Lundbecks
udviklingsprojekter.
I en kommentar til de ændrede resultatforventninger udtaler Lundbecks
koncernchef Ulf Wiinberg: “Med henblik på at optimere vores langsigtede
vækstmuligheder har Lundbeck besluttet at øge investeringerne i den sene
udviklingsportefølje og i produktlanceringer, og derfor nedjusterer vi vores
forventninger til 2013 og 2014. Det er vigtigt for mig at bemærke, at Lundbeck
aldrig nogensinde før har haft så stort et produktudbud og nu står i en unik
position til at kunne øge værdien af en række produkter, som i høj grad kan
ændre livet for de millioner af mennesker, der lider af sygdomme som f.eks.
depression, skizofreni, Alzheimers sygdom, alkoholafhængighed og slagtilfælde.”
I november 2010 offentliggjorde Lundbeck sine langsigtede
minimumsforventninger, ifølge hvilke omsætningen forventedes at ville overstige
DKK 14 mia. årligt og at EBIT ville overstige DKK 2 mia. årligt i perioden
2012-2014. Baseret på de stærkt forøgede vækstmuligheder som følge af
selskabets ekspansion i USA, udviklingsporteføljen samt de seneste
produktlanceringer har Lundbeck besluttet at ændre de finansielle planer for
perioden 2013-2014. Endvidere har de udfordrende markedsforhold særligt i
Europa også en negativ indvirkning på branchen som helhed og dermed også for
Lundbeck. Det lille fald i den forventede omsætning i de kommende år samt de
forventeligt højere omkostninger kan primært henføres til følgende forhold:
-- Den store succes, som Lundbeck har haft med sine udviklingsaktiviteter,
særligt med Brintellix, Selincro og Lu AE58054, øger de planlagte udgifter
til både salg, distribution og produktudvikling
-- Den strategiske aftale mellem Otsuka Pharmaceutical Co., Ltd. og Lundbeck
om udvikling og kommercialisering af Abilify once-monthly samt brexpiprazol
medfører en stigning i de nuværende investeringer med henblik på
langsigtede vækst
-- Det økonomiske klima, særligt i Europa, medfører et forsat pres på
prisfastsættelsen, hurtigere generisk udvanding og generelt længere tid for
nye produkter til at opnå markedsadgang
Forudsætningerne for omsætning og marginer omfatter ikke mulige fremtidige
væsentlige fusioner, opkøb og frasalg i selskabet. Endvidere er planerne
baseret på, at Lundbeck ikke førtidigt taber eksklusivitet for sine
hovedprodukter. Forventningerne er endvidere baseret på den antagelse, at
valutakurserne er uændrede i den resterende del af perioden.
Udbytte- og finanspolitik
Lundbecks finansielle strategi er at styre sin kapitalstruktur på en måde, så
selskabet er i stand til at oppebære en ”investment grade”-kreditvurdering hos
et kreditvurderingsbureau. Lundbeck forventer fortsat at skabe en positiv
pengestrøm fra driften, men vil også bevare fleksibiliteten til at forfølge
strategiske muligheder for at styrke det langsigtede vækstpotentiale.
Lundbeck har historisk haft en udbytteprocent på 30 %. Målet for
udbytteprocenten er 25% til 35% af selskabets nettooverskud. I perioden
2012-2014 forventer Lundbeck, at udbytteprocenten vil være ca. 35% af
nettooverskuddet.
Resultatforventninger til 2012
Indholdet af denne meddelelse får ingen indflydelse på Lundbeck-koncernens
resultatforventninger til 2012, som blev offentliggjort den 8. februar 2012 i
forbindelse med offentliggørelsen af resultatet for 2011 og yderligere
specificeret ved offentliggørelsen af omstruktureringsplanen den 14. juni 2012.
Lundbeck vil offentliggøre resultatforventninger til 2013 i forbindelse med
offentliggørelsen af årsrapporten for 2012 den 6. februar 2013.
Telefonkonference for investorer/analytikere
Der afholdes i dag kl. 10.00 (dansk tid) en kort telefonkonference, hvor
indholdet af denne meddelelse vil blive gennemgået. Denne kan følges online på
www.lundbeck.com under sektionen “Investors”. Præsentationsmateriale til
telefonkonferencen vil være tilgængeligt samme sted ca. en halv time før
begivenheden.
Lundbeck kontakt
Investorer: Presse:
Palle Holm Olesen Simon Mehl Augustesen
Chief Specialist, Head of Investor Relations International Media Specialist
[email protected] [email protected]
Tlf. 36 43 24 26 Tlf. 36 43 49 80
Magnus Thorstholm Jensen
Investor Relations Officer
[email protected]
Tlf. 36 43 38 16
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er en international farmaceutisk
virksomhed , der er dybt engageret i at forbedre livskvaliteten for mennesker,
der lider af hjernesygdomme. Lundbeck arbejder således med forskning,
udvikling, produktion, markedsføring og salg af lægemidler i hele verden
målrettet lidelser som depression, angst, psykoser, epilepsi samt Huntingtons,
Alzheimers og Parkinsons sygdomme.
Lundbeck blev grundlagt i 1915 af Hans Lundbeck i København og har i dag ca.
6.000 ansatte over hele verden. Lundbeck er en af verdens førende farmaceutiske
virksomheder inden for hjernesygdomme. Lundbeck omsatte i 2011 for DKK 16,0
mia. (ca. EUR 2,1 mia. eller USD 3,0 mia.). Yderligere oplysninger fås på
www.lundbeck.com.