AI assistant
GN Store Nord — AGM Information 2015
Feb 25, 2015
3366_iss_2015-02-25_ad521057-f45f-46a5-aca5-fe20f3f49974.pdf
AGM Information
Open in viewerOpens in your device viewer
GN Store Nord A/S
Ordinær generalforsamling
Torsdag den 19. marts 2015, kl. 10.00
CVR-nr. 24257843
Med henvisning til vedtægternes pkt. 11 indkalder GN Store Nord A/S til ordinær generalforsamling
torsdag den 19. marts 2015, kl. 10.00 på Radisson Blu Falconer Center, Falkoner Allé 9, 2000 Frederiksberg.
Bestilling af adgangskort og stemmesedler
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal have et adgangskort, som kan bestilles på www.gn.com eller hos Computershare A/S på www.computershare.com. Adgangskort kan desuden rekvireres telefonisk hos Computershare A/S på telefon +45 45 46 09 97. Det gælder også adgangskort til en rådgiver.
Sidste frist for bestilling af adgangskort med stemmesedler er fredag den 13. marts 2015, kl. 23.59.
Adgangskort og stemmesedler bliver sendt pr. brev fra Computershare A/S.
Aktionærer, der ikke forventer at kunne være til stede på generalforsamlingen, kan stemme skriftligt (brevstemme) eller afgive fuldmagt til bestyrelsen eller til en af aktionæren udpeget person, der deltager på generalforsamlingen. Afgivelse af fuldmagt kan ske på www.gn.com eller hos Computershare A/S på www.computershare.com.
Bestilling af adgangskort eller afgivelse af fuldmagt/brevstemme kan også ske ved indsendelse af fuldmagts-/brevstemme-blanketten, der kan downloades fra www.gn.com. Såfremt blanketten anvendes, skal den underskrives og sendes til Computershare A/S.
Fuldmagter skal være selskabet/Computershare A/S i hænde senest fredag den 13. marts 2015, kl. 23.59.
Brevstemmer skal være Computershare A/S i hænde senest onsdag den 18. marts 2015, kl. 15.00. Det bemærkes, at brevstemmer ikke kan tilbagekaldes.
Dagsorden
- a) Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år. Bestyrelsen foreslår, at beretningen på generalforsamlingen tages til efterretning.
- b) Forelæggelse af revideret årsrapport til godkendelse og meddelelse af decharge til bestyrelse og direktion. Bestyrelsen foreslår, at den reviderede årsrapport for 2014 godkendes, samt at der meddeles decharge til bestyrelse og direktion.
- c) Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport. Bestyrelsen henviser til årsrapporten for 2014 side 39 med det deri indeholdte forslag til anvendelse af årets overskud, således at der udbetales udbytte med kr. 0,90 pr. aktie à nominelt kr. 4.
- d) Godkendelse af bestyrelsens vederlag for indeværende regnskabsår. I henhold til vedtægternes pkt. 15.4 foreslås bestyrelsens vederlag for 2015 uændret fastsat til i alt kr. 6.675.000.
Vederlaget fordeles på føgende måde:
Basisvederlaget forbliver uændret på kr. 250.000 med 2 gange basisvederlag til næstformanden og 3 gange basisvederlag til formanden.
Basisvederlag for bestyrelsesarbejdet i GN Netcom A/S og GN ReSound A/S forbliver uændret på kr. 100.000 med 1,75 gange basisvederlag til næstformanden og 2,5 gange basisvederlag til formanden.
Basisvederlag for komitearbejdet i Revisionsudvalget, Vederlagsudvalget og Strategiudvalget forbliver uændret på kr. 150.000 med 2 gange basisvederlag til formanden.
Basisvederlag for komitearbejdet i Nomineringsudvalget forbliver uændret på kr. 75.000 med 2 gange basisvederlag til formanden.
Herudover foreslår bestyrelsen, at bestyrelsesmedlemmer, der ikke er bosiddende i Danmark, er berettiget til at modtage fast rejsegodtgørelse af følgende størrelse i forbindelse med deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark:
- • 3.000 euro pr. møde for bestyrelsesmedlemmer bosat i Europa
- • 6.000 euro pr. møde for bestyrelsesmedlemmer bosat uden for Europa.
Rejsegodtgørelsen foreslås indført med henblik på yderligere at styrke bestyrelsens muligheder for at tiltrække og fastholde kvalificerede, udenlandske bestyrelseskandidater.
e) Valg af medlemmer til bestyrelsen.
I henhold til vedtægternes pkt. 15.1 er hele den generalforsamlingsvalgte del af bestyrelsen på valg hvert år. Hele den generalforsamlingsvalgte del af bestyrelsen bestående af Per Wold-Olsen, William E. Hoover, Jr., René Svendsen-Tune, Carsten Krogsgaard Thomsen, Wolfgang Reim og Hélène Barnekow er derfor på valg.
René Svendsen-Tune meddeler, at han ikke genopstiller til bestyrelsen.
Bestyrelsen foreslår Per Wold-Olsen, William E. Hoover, Jr., Carsten Krogsgaard Thomsen, Wolfgang Reim og Hélène Barnekow genvalgt.
Herudover foreslår bestyrelsen nyvalg af Ronica Wang.
Hver enkelt foreslået bestyrelsesmedlem anses som uafhængigt som defineret af Komitéen for god Selskabsledelse.
For oplysning om ledelseshverv for de enkelte bestyrelsesmedlemmer, som foreslåes genvalgt, henvises til www. gn.com samt årsrapporten for 2014. Ledelseshverv for Ronica Wang fremgår af bilag 1, og vil blive oplyst på generalforsamlingen.
f) Valg af én statsautoriseret revisor for tiden indtil næste ordinære generalforsamling.
I henhold til vedtægternes pkt. 19.2 skal der vælges en statsautoriseret revisor for tiden indtil næste ordinære generalforsamling. Bestyrelsen foreslår genvalg af Ernst & Young P/S, cvr-nr.: 30700228.
g) Forslag fra bestyrelsen og aktionærer.
g.1.1 Bestyrelsens forslag om at bemyndige bestyrelsen til at erhverve egne aktier.
Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsen i tiden indtil næste ordinære generalforsamling bemyndiges til at lade selskabet og dets datterselskaber erhverve egne aktier i selskabet med en pålydende værdi på indtil 10% af aktiekapitalen i selskabet til den på erhvervelsestidspunktet gældende børskurs med en afvigelse på indtil 10%, dog således at selskabets beholdning af egne aktier på intet tidspunkt må overstige 10% af aktiekapitalen i selskabet.
g.1.2 Bestyrelsens forslag om nedsættelse af aktiekapitalen ved annullering af egne aktier.
Bestyrelsen foreslår, som led i selskabets aktietilbagekøbsprogrammer, jævnfør meddelelser nr. 6/2014 og nr. 43/2014, at aktiekapitalen nedsættes med nominelt kr. 23.317.936 ved annullering af 5.829.484 egne aktier à kr. 4, svarende til 3,5% af den samlede aktiekapital. Efter gennemførelsen af kapitalnedsættelsen vil selskabets aktiekapital udgøre kr. 648.765.076.
Selskabets vedtægter foreslås som følge af kapitalnedsættelsen ændret, så vedtægternes pkt. 3.1 får følgende ordlyd efter nedsættelsens endelige gennemførelse: "Selskabets aktiekapital udgør kr. 648.765.076 fordelt på aktier à kr. 1 eller multipla heraf."
Det oplyses i medfør af selskabslovens § 188, stk. 1, at formålet med kapitalnedsættelsen er at annullere ovennævnte egne aktier, hvilket efter Erhvervsstyrelsens praksis sidestilles med kapitalnedsættelse til udbetaling til aktionærerne i henhold til selskabslovens § 188, stk. 1, nr. 2. Aktierne er opkøbt af selskabet for i alt kr. 803.097.727, hvilket indebærer, at der til aktionærerne er udbetalt kr. 779.779.791, udover den nominelle nedsættelse.
g.1.3 Bestyrelsens forslag om fornyelse af bemyndigelsen til forhøjelse af aktiekapitalen, jf. vedtægternes pkt. 5.
Bestyrelsen foreslår, at den eksisterende bemyndigelse i pkt. 5 om forhøjelse af aktiekapitalen af én eller flere gange fornyes indtil den 30. april 2016.
Det foreslås således, at de hidtidige bestemmelser i vedtægternes pkt. 5.1, 5.2 og 5.3. ændres til: "5.1 Bestyrelsen er bemyndiget til med fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer at forhøje aktiekapitalen ved udstedelse af nye aktier ad én eller flere gange med indtil i alt nominelt kr. 125.000.000, jf. dog pkt. 5.3. Bemyndigelsen gælder indtil den 30. april 2016, men kan herefter fornys for én eller flere perioder for ét til fem år ad gangen.
5.2 Bestyrelsen er bemyndiget til uden fortegningsret for selskabets hidtidige aktionærer at forhøje aktiekapitalen ved udstedelse af nye aktier ad én eller flere gange med indtil i alt nominelt kr. 125.000.000, jf. dog pkt. 5.3. Tegningskursen for de nye aktier skal svare til markedskursen. Bemyndigelsen gælder indtil den 30. april 2016, men kan herefter fornys for én eller flere perioder for ét til fem år ad gangen.
5.3 Bestyrelsens bemyndigelser efter pkt. 5.1 og 5.2 kan tilsammen maksimalt udnyttes til at forhøje aktiekapitalen med i alt nominelt kr. 125.000.000. Forhøjelsen kan efter bestyrelsens beslutning ske ved kontant indbetaling, indbetaling i værdier, konvertering af gæld eller udstedelse af fondsaktier."
g.2 Forslag fra aktionærer.
Der er ikke modtaget forslag fra aktionærer.
h) Eventuelt.
Der kan ikke fremsættes forslag eller træffes beslutninger under dagsordenens pkt. h). Der vil være mulighed for at stille spørgsmål til bestyrelsen om ethvert anliggende relateret til selskabet.
Vedtagelseskrav
Til vedtagelse af forslagene om ændring af selskabets vedtægter, pkt. g.1.2 og g.1.3, kræves at beslutningen tiltrædes af mindst 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede aktiekapital. Til vedtagelse af de øvrige forslag kræves simpel majoritet.
Aktiekapitalens størrelse og aktionærernes stemmeret
Selskabets aktiekapital på nominelt kr. 672.083.012 er fordelt på aktier á kr. 1 eller multipla heraf. Hvert aktiebeløb på kr. 1 giver én stemme.
Aktionærer har ret til at deltage i samt afgive stemme på generalforsamlingen på de aktier, som aktionæren besidder på registreringsdatoen, som er torsdag den 12. marts 2015. De aktier den enkelte aktionær besidder opgøres på registreringsdatoen på grundlag af oplysningerne om aktionærens aktiebesiddelse i selskabets ejerbog samt meddelelser om ejerforhold, som selskabet forinden har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen, men som endnu ikke er indført i denne.
Yderligere oplysninger om generalforsamlingen
På selskabets hjemmeside, www.gn.com, findes yderligere oplysninger om generalforsamlingen, herunder det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, indkaldelse med dagsordensforlag samt fuldmagts-/brevstemmeblanketten til brug for generalforsamlingen. Årsrapporten for 2014 er tilgængelig på www.gn.com/annualreport2014 og resuméet af årsrapporten er tilgængelig på www.gn.com/resumeaarsrapport2014.
På selskabets hjemmeside, www.gn.com, vil generalforsamlingen igen i år blive transmitteret direkte via webcast på dansk og engelsk. Ligeledes tilbyder selskabet simultantolkning fra dansk til engelsk under generalforsamlingen.
Adgangen til generalforsamling på Radisson Blu Falconer Center åbner klokken 9.00, hvor der er mulighed for at få en kop kaffe eller te indtil klokken 10.00. Efter generalforsamlingen vil der være et lettere traktement.
Spørgsmål fra aktionærerne
Aktionærer kan stille spørgsmål til dagsorden eller til dokumenter mv. til brug for generalforsamlingen ved henvendelse til GN Store Nord A/S pr. e-mail til [email protected]
Hvis De har spørgsmål til ovenstående, kan De kontakte GN Store Nord A/S på telefon 45 75 00 00.
Ballerup, den 25. februar 2015
GN Store Nord A/S
Bestyrelsen
Bilag 1
Ronica Wang
Født: 1962
Nationalitet: Hongkong
Bestyrelsesposter: Medlem af bestyrelsen i Active Kidz Shanghai og Pandora A/S
Stilling: Medstifter og Global Managing Director, Asia & Europe, InnoGrowth Group Ltd.
Ronica Wang vil tilføre unikke egenskaber og værdier til GN Store Nords bestyrelse inden for forbrugermarkedsføring og distribution i Asien
Ronica har 25 års erfaring i succesfuldt at lede virksomheder med accelererende vækst i de asiatiske markeder. Hun besidder desuden dybtgående viden inden for markedsføring, herunder onlinemarkedsføring og sociale medier, med erfaring fra blandt andet FMCG sektoren og forbruger og online industrier.
Ronica har en MBA i Business Administration fra Wharton Business School, University of Pennsylvania, USA, samt en bachelorgrad (B.A.Sc.) i Industrial Engineering fra University of Toronto, Canada. I begyndelsen af sin karriere har Ronica beskæftiget sig med brand management hos Procter & Gamble. Fra 1994 til 2000 har hun bestridt forskellige ledende stillinger ved Johnson & Johnson International, Asia Pacific samt haft VP-stillinger, America Marketing & Worldwide e-Business Strategy. I 2001 tiltrådte Ronica en stilling som EVP & Chief Marketing Officer hos Hutchison Priceline Ltd. Fra 2004 til 2006 var hun ansat ved Avon Products Co Ltd., først som Regional VP, Strategy & Business Development, North Asia, og senere som Chairman og President for det tidligere børsnoterede Avon Japan. Siden 2007 har Ronica været administrerende direktør ved InnoGrowth Group Ltd., som hun er medstifter af.
Ronica Wang anses for at være uafhængig som defineret af Komitéen for god Selskabsledelse.
gn.com
GN Store Nord A/S
Lautrupbjerg 7 2750 Ballerup Denmark
+45 45 75 00 00 [email protected] gn.com