Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Genmab Regulatory Filings 2014

Jan 14, 2014

Preview isn't available for this file type.

Download source file

Selskabsmeddelelse

-- Forskningssamarbejde med Lilly om DuoBody®-teknologiplatformen
-- Genmabs femte DuoBody-teknologisamarbejde indgået

København, Danmark; 14. januar 2014 – Genmab A/S (OMX: GEN) har i dag
offentliggjort et forskningssamarbejde med Eli Lilly and Company om at anvende
og evaluere Genmabs DuoBody-teknologiplatform til at skabe bispecifikke
antistoffer. I henhold til samarbejdet vil Lilly indledningsvist evaluere
DuoBody-teknologiplatformen internt.

“Vores DuoBody-platform tiltrækker fortsat stor interesse i den farmaceutiske
industri, og vi er glade for at indgå vores femte samarbejde om denne
innovative bispecifikke antistofteknologi. I henhold til det nye samarbejde vil
Lilly evaluere vores DuoBody-platforms potentiale og styrker og overveje at
indgå en kommerciel licensaftale, såfremt evalueringen falder positivt ud,”
udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab.

De økonomiske vilkår i aftalen er ikke oplyst. Aftalen vil ikke få væsentlig
indvirkning på Genmabs finansielle resultat og likviditet.

Om DuoBody-platformen
DuoBody-platformen er en innovativ platform til dannelse og udvikling af
bispecifikke antistoffer, som potentielt kan forbedre antistofbehandlingen af
cancer, autoimmune sygdomme og infektionssygdomme samt sygdomme i
centralnervesystemet. Bispecifikke antistoffer binder til to forskellige
epitoper på de samme eller på forskellige targets (også benævnt som
“dual-targeting”), hvilket kan forbedre antistoffernes specificitet og effekt
med hensyn til at inaktivere sygdoms-targets. DuoBody-molekyler er unikke, idet
de kombinerer fordelene ved bispecificitet med styrken af konventionelle
antistoffer, hvorved DuoBody-molekylerne kan administreres og doseres som andre
antistofbaserede lægemidler. Genmabs DuoBody platform genererer bispecifikke
antistoffer via en hurtig og bredt anvendelig proces, som let kan foretages i
laboratoriemålestok samt bruges til produktion i kommerciel skala.

Om Genmab A/S
Genmab er et børsnoteret internationalt bioteknologisk selskab, som
specialiserer sig i at skabe og udvikle differentierede humane
antistoflægemidler til behandling af cancer. Selskabet er stiftet i 1999 og fik
sit første markedsførte antistof, ofatumumab (Arzerra®), godkendt til
behandling af kronisk lymfatisk leukæmi hos patienter, som er refraktære over
for fludarabin og alemtuzumab, efter mindre end otte års udvikling. Genmabs
validerede og næste-generations antistofteknologier forventes at levere en
stadig strøm af fremtidige produktkandidater. Samarbejdsaftaler omkring
innovative produktkandidater og teknologier er et primært fokusområde i Genmabs
strategi, og selskabet samarbejder med førende farmaceutiske og bioteknologiske
selskaber. For yderligere oplysninger henvises til www.genmab.com.

Kontakt:
Rachel Curtis Gravesen, Senior Vice President, Investor Relations &
Communications
T: +45 33 44 77 20; M: +45 25 12 62 60; E: [email protected]

Denne selskabsmeddelelse indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”,
”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er
fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige
væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller
indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som
kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger
væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med præklinisk og klinisk
udvikling af produkter, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af
kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet
med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende
evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort
forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og
fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at
håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold
til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi,
som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. For yderligere
oplysninger om disse risici henvises til afsnit vedrørende risiko i Genmabs
seneste finansielle rapporter, som er tilgængelige på www.genmab.com. Genmab
påtager sig ingen forpligtigelser til at opdatere eller revidere fremadrettede
udsagn i denne selskabsmeddelelse og bekræfter heller ikke sådanne udsagn i
forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov.

Genmab A/S og dets datterselskaber ejer følgende varemærker: Genmab®, det
Y-formede Genmab logo®, Genmab i kombination med det Y-formede Genmab logo™,
DuoBody logoet™, HuMax®, HuMax-CD20®, DuoBody®, HexaBody™ og UniBody®. Arzerra®
er et registreret varemærke tilhørende GlaxoSmithKline.

Selskabsmeddelelse nr. 01
CVR-nr. 2102 3884

Genmab A/S
Bredgade 34E
1260 København K
Danmark