AI assistant
Ennogie Solar Group — AGM Information 2016
Apr 18, 2016
Preview isn't available for this file type.
Download source fileSmallCap Danmark A/S (CVR nr. 39703416) afholdte mandag d. 18. april 2016 kl.
16.30 ordinær generalforsamling hos Mazanti-Andersen Korsø Jensen
Advokatpartnerselskab, Amaliegade 10, DK-1256 København K.
Indkaldelse, dagsorden og de fuldstændige forslag fremgår af selskabets
børsmeddelelse nr. 11.2016 af d. 23. marts 2016.
Bestyrelsen havde udpeget advokat Jens Ahrendt, Mazanti-Andersen Korsø Jensen
Advokatpartnerselskab til dirigent. Dirigenten konstaterede, at
generalforsamlingen var rettidigt varslet og beslutningsdygtig.
Dagsordenspunkt 1, Bestyrelsens beretning om selskabets forhold i 2015
Bestyrelsesformand Niels Roth redegjorde for udviklingen i 2015 i hovedtræk,
herunder selskabets resultat og afkast samt forventningerne til regnskabsåret
2016.
Forud for generalforsamlingen havde selskabet offentliggjort delårsrapport for
1. kvartal 2016. Formanden opsummerede kort udviklingen i 1. kvartal 2016 og
oplyste kvartalets resultat og afkast i hovedtal.
Beretningen blev taget til efterretning.
Dagsordenspunkt 2, Fremlæggelse af årsrapport samt eventuelt koncernregnskab
til godkendelse
Direktør Christian Reinholdt gennemgik aktiemarkedsudviklingen i 2015 og
udviklingen i selskabets investeringer samt opsummerede hovedtallene fra
årsrapportens resultatopgørelse, balance og egenkapitalopgørelse.
Årsrapporten med koncernregnskab blev godkendt.
Dagsordenspunkt 3, Forslag til fordeling af årets overskud eller dækning af tab.
Resultatdisponeringen, som foreslået i den godkendte årsrapport, herunder
forslag om udbetaling af 4,0 kr. pr. aktie i udbytte for 2015, blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 4, Beslutning om decharge for direktion og bestyrelse
Forslaget blev vedtaget.
Dagsordenspunkt 5, Behandling af forslag, som måtte være fremsat af bestyrelsen
eller aktionærer
Bestyrelsen havde fremsat to forslag til behandling:
(5a) Bestyrelsen foreslog, at bestyrelsens medlemmer i perioden 1. januar
til 31. december 2016, i lighed med 2015, honoreres med 250.000 kr. for
formanden og 125.000 kr. for menige medlemmer.
(5b) Som følge af en ændring af selskabsloven, der trådte i kraft den 1.
juli 2015, hvorefter det ikke længere er muligt at udstede ihændehaveraktier,
foreslog bestyrelsen at ændre vedtægterne, således at bestemmelserne om
ihændehaveraktier ændres til navneaktier (vedtægternes § 3, § 3A, stk. 1 og §
3A, stk. 2)
Der var ikke fremsat øvrige forslag.
Forslag 5a blev vedtaget.
Endelig vedtagelse af forslag 5b krævede, at mindst 2/3 af den
stemmeberettigede aktiekapital var repræsenteret på generalforsamlingen og at
forslaget blev vedtaget med mindst 2/3 såvel af de afgivne stemmer som af den
repræsenterede stemmeberettigede kapital. Forslaget blev vedtaget med alle
repræsenterede stemmer, men da kravet om, at 2/3 af den stemmeberettigede
aktiekapital skal være repræsenteret, ikke var opfyldt, kunne forslaget ikke
endeligt vedtages. Bestyrelsen agter snarest, og senest inden 14 dage, at
indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på endelig
vedtagelse af forslaget.
Dagsordenspunkt 6, Valg af medlemmer til bestyrelsen
I henhold til vedtægternes § 11 er alle bestyrelsesmedlemmer på valg hvert år.
Bestyrelsesmedlemmerne Niels Roth, Per Søndergaard Pedersen og Merete Jørgensen
genopstillede og blev genvalgt.
Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Niels Roth som
formand.
Dagsordenspunkt 7, Valg af revisorer og revisorsuppleanter
Ernst & Young, Godkendt Revisionspartnerselskab, blev genvalgt.
Dagsordenspunkt 8, Eventuelt
Der var ikke yderligere emner til behandling.
Generalforsamlingen bemyndigede enstemmigt og med samtlige stemmer advokat Jens
Arendt, med substitutionsret, til at anmelde det vedtagne til Erhvervsstyrelsen
og til i forbindelse hermed at foretage sådanne ændringer og tilføjelser i det
vedtagne, i vedtægterne og i øvrige forhold, som Erhvervsstyrelsen måtte kræve
for at registrere det på generalforsamlingen vedtagne.
Bilagt dette referat er kopi af de slides der blev anvendt til præsentation
under de enkelte dagsordenspunkter.
Således passeret.
Med venlig hilsen
SmallCap Danmark A/S
Bestyrelsen
Bilag: Slides fra ordinær generalforsamling d. 18. april 2016