Earnings Release • Aug 17, 2020
Earnings Release
Open in ViewerOpens in native device viewer
Halvårsrapport 2020
Meget stærk start på året afbrudt af coronavirus i midten af marts – organisk vækst på -27 % i H1 Den stærke bedring hen imod slutningen af H1 er fortsat efter rapporteringsperioden Betydeligt omkostningsfokus som reaktion på coronavirus har drevet -14 % organisk vækst i OPEX i H1 EBIT på DKK -193 mio. før netto positive engangseffekter relateret til EPOS på DKK 307 mio. Nye forventninger: 5-15 % omsætningsvækst i lokal valuta i H2 (inkl. EPOS)
I Kommunikation leverede vores headset-forretning, EPOS (som blev splittet op og konsolideret ind i koncernen med virkning fra 1. januar 2020), en omsætning på DKK 546 mio. svarende til betydelig tocifret vækst Efter udfordringer i forsyningskæden i begyndelsen af året nød EPOS godt af en markant stigning i headset-efterspørgslen efter udbruddet af coronavirus, hvilket resulterede i en vis mængde restordrer ved udgangen af første halvår. I forbindelse med opsplitningen indregnede vi i rapporteringsperioden netto positive engangseffekter på DKK 307 mio. bestående af en positiv dagsværdiregulering, en negativ regulering af lageret samt ekstraordinære omkostninger i forbindelse med brandingen af EPOS.
Koncernens bruttomargin var 70,0 % justeret for engangseffekter i EPOS, hvilket er et fald på 7,6 procentpoint i forhold til første halvår i 2019. Dette skyldes primært det betydelige fald i omsætningen, men også konsolideringen af EPOS, som udvandede bruttomarginen med lidt mere end 2 procentpoint.
Efter rapporteringsperioden er den stærke bedring af markedet for høresundhedsløsninger fortsat. Koncernens (inkl. EPOS) nuværende omsætningsniveau svarer til en vækst i lokal valuta på -5 % til 5 % sammenlignet med sidste år, og på dette niveau genererer koncernen overskud.
| Vækst i lokal valuta* | H1 2020 | Medio august | Forventninger til H2 |
|---|---|---|---|
| Koncernomsætning: | -18 % | -5 % til 5 % | 5 % til 15 % |
| Engrosforretning for høreapparater | -25 % | -15 % til -5 % | |
| Detailforretning for høreapparater | -31 % | -10 % til 0 % | |
| Høreimplantater | -18 % | -20 % til -10 % | |
| Diagnostik | -2 % | -5 % til 5 % | |
| Kommunikation (EPOS) | - | - | |
| Kapacitetsomkostninger (OPEX) | -4 % | -5 % til 5 % |
* Vi har tidligere angivet omsætnings-runrates i forhold til vores oprindelige forventninger. Vækstraterne ovenfor er imidlertid vist i forhold til den tilsvarende periode sidste år.
Der er dog stadig betydelig usikkerhed omkring normaliseringen af markedet for høresundhedsløsninger – og dermed af vores forretning. I de seneste måneder har den stærke bedring af høreapparatmarkedet primært været drevet af brugere, der ikke kunne serviceres under de omfattende nedlukninger, mens der stadig er usikkerhed omkring generering af nye leads på detailniveau. Derudover udgør koncernens eksponering over for udviklingen i store offentlige systemer og på hospitaler – ikke mindst VA i USA og NHS i Storbritannien – en risiko, idet bedringen i disse kanaler sker langsomt. Sluttelig er der risiko for indførelse af skærpede nedlukningsrestriktioner, da nogle markeder stadig oplever lokale udbrud, deriblandt vores største marked, USA, og en række udviklingsmarkeder. I modsætning til den alvorlige effekt af coronavirus på vores høresundhedsforretning så fortsætter EPOS med at nyde godt af den store stigning i efterspørgslen efter virtuelle samarbejdsværktøjer. Selvom vi har til hensigt at øge vores salgs- og marketingaktiviteter med henblik på at øge salget, så er der stadig betydelig usikkerhed omkring de faktiske salgs- og marketingomkostninger og også omkring den hastighed, hvormed vi vil foretage nyansættelser i andet halvår. Derudover er der stor usikkerhed omkring fragtomkostninger.
Koncernens forventninger til 2020 blev trukket tilbage den 15. marts som en direkte følge af coronavirus, og – som nævnt ovenfor – er der stadig betydelig usikkerhed om, hvornår høresundhedsmarkedet normaliseres. Baseret på en antagelse om, at der ikke sker yderligere omfattende nedlukninger inden udgangen af året, og at salget af høresundhedsløsninger vil nærme sig en normalisering i fjerde kvartal, forventer vi nu at generere vækst i omsætningen på 5-15 % i lokal valuta i andet halvår (omsætningen i sammenligningsperioden var negativt påvirket af ithændelsen). Dette inkluderer omsætning genereret i EPOS (ikke konsolideret sidste år). Vi forventer at se forbedringer i koncernens EBIT før engangseffekter i EPOS i andet halvår i forhold til første halvår, hvilket afspejler en forventet stigning i omsætningen. Vi forventer at indregne negative engangseffekter i EPOS på DKK 75-125 mio. i andet halvår relateret til ekstraordinære omkostninger til branding. Vi fastholder suspenderingen af vores aktietilbagekøb, indtil vi har større overblik over den hastighed, hvormed markedet bedres.
"Takket være en stærk og innovativ produktportefølje oplevede vi i de første måneder af 2020 høj vækst, som lå over vores forventninger, ligesom udviklingen i alle vores høresundhedsaktiviteter var meget positiv. I perioden fra midten af marts og fremefter – som er uden fortilfælde – blev vores omsætning hårdt ramt, og markedet for høresundhedsløsninger gik helt i stå. Jeg er stolt over at kunne konstatere, at vi med vores evne til at styre vores omkostninger og forblive i tæt kontakt med vores kunder befinder os i en solid position, som gør os i stand til at sikre fortsat bedring og styre sikkert gennem coronakrisen. Som en konsekvens af hjemmearbejdstrenden er vi også blevet begunstiget af kraftig medvind i vores nye headset-forretning EPOS. Til min store tilfredshed har vi været i stand til at holde dampen oppe og følge vores plan for udvikling og lanceringer af nye produkter igennem et udfordrende halvår, og vores medarbejdere har været engagerede og gjort et fantastisk stykke arbejde for at støtte selskabet," siger koncernchef og administrerende direktør Søren Nielsen og fortsætter:
"Jeg er især taknemmelig over den tillid og loyalitet, som vores kunder og brugere har vist os, hvilket gør, at vores nuværende performance er på niveau med sidste år. I lyset af den aktuelle positive bedring forventer vi at nærme os en normalisering i år, omend med risiko for, at normaliseringsprocessen vil fortsætte ind i næste år, da det er usikkert, hvordan og hvornår efterspørgslen vil materialisere sig."
*******
Demant afholder en telekonference den 17. august 2020 kl. 14.00. For deltagelse i konferencen anvendes et af følgende telefonnumre: +45 3544 5577 (DK), +44 3333 000 804 (UK) eller +1 6319 131 422 (USA). Pin-koden er 74309912#. Præsentationen, som vil blive gennemgået på telekonferencen, vil blive uploadet på www.demant.com, kort før konferencen starter.
Yderligere information: Søren Nielsen, koncernchef og adm. direktør Telefon +45 3917 7300 www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner: René Schneider, CFO Mathias Holten Møller, Head of Investor Relations Christian Lange, Investor Relations Officer Trine Kromann-Mikkelsen, VP Corporate Communications and Relations
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.