Earnings Release • Feb 29, 2012
Preview not available for this file type.
Download Source FileSelskabsmeddelelse nr. 4/2012
Danske Andelskassers Bank A/S har i 2011 opnået en basisindtjening på 223 mio.
kr. mod 213 mio. kr. i 2010. Resultatet af den primære drift er dermed i midten
af bankens forventninger om en basisindtjening i intervallet 210-240 mio. kr.
Resultatet bekræfter en positiv udvikling henover året
På baggrund af særligt nedskrivninger og kursreguleringer i andet halvår 2011
må Danske Andelskassers Bank konstatere et resultat før skat på -240 mio. kr.
Det er på niveau med resultatet for 2010. Resultatet for 2011 er ekstraordinært
påvirket af nedskrivninger på 112 mio. kr. på baggrund af vurderinger fra
Finanstilsynet
Bestyrelsen for Danske Andelskassers Bank A/S har dags dato godkendt regnskabet
for 2011.
Regnskabet viser en basisindtjening på 223 mio. kr. mod en basisindtjening i
2010 på 213 mio. kr. Det svarer til en stigning på knap 5 %.
Basisindtjeningen – resultat før skat ekskl. kursreguleringer, nedskrivninger,
udgifter til sektorløsning og engangsudgifter i forbindelse med
selskabsomdannelsen – er således i tråd med de pr. 29. oktober 2011 opjusterede
forventninger om en basisindtjening på 210-240 mio. kr.
Trods de forværrede samfundsøkonomiske vilkår i andet halvår 2011 er der
konstateret en positiv udvikling henover året, hvor basisindtjeningen i andet
halvår ses 27 % højere end i første halvår.
Danske Andelskassers Banks resultat før skat er negativt påvirket af dels
kursreguleringer for -51 mio. kr. (mod positive kursreguleringer for 46 mio.
kr. i 2010), dels nedskrivninger på 378 mio. kr. (mod 414 mio. kr. i 2010).
Trods faldet i nedskrivninger på 9 % betegnes nedskrivningsniveauet som ikke
tilfredsstillende.
I det angivne nedskrivningsbeløb indgår nedskrivninger for 112 mio. kr. på
baggrund af Finanstilsynets vurderinger ved en ordinær inspektion i Danske
Andelskassers Bank i slutningen af 2011.
Resultatet før skat kan på den baggrund opgøres til -240 mio. kr.. Det er på
niveau med resultatet før skat i 2010. Resultatet efter skat er for 2011
opgjort til -176 mio. kr. Resultatet betegnes som ikke tilfredsstillende.
Hovedtræk fra årsrapporten
Hovedtræk fra årsrapporten er som følger (med 2010 angivet i parentes):
-- Resultat før skat på -240 mio. kr. (-241 mio. kr.)
-- Basisindtjening på 223 mio. kr. (213 mio. kr.), svarende til en stigning på
knap 5 %
-- Nedskrivninger og tab på 378 mio. kr. (414 mio. kr.), svarende til et fald
på 9 % og en nedskrivningsprocent på 3,2 % (3,8 %)
-- Kursreguleringer på -51 mio. kr. (46 mio. kr.)
-- Udgifter til personale og administration på 505 mio. kr. (570 mio. kr.),
svarende til et fald på 11 %
-- Indlån på 9.014 mio. kr. (9.931 mio. kr.)
-- Udlån på 8.914 mio. kr. (9.562 mio. kr.)
-- Solvensprocent på 14,2 % (12,0 %) mod et solvensbehov på 12,2 % (8,9 %)
svarende til en solvensmæssig overdækning på 2 procentpoint (3,1
procentpoint)
-- Kernekapitalprocent på 14,0 % (11,8 %)
-- Egenkapital på 1.617 mio. kr. (1.427 mio. kr.)
Danske Andelskassers Bank har således en stadig tilfredsstillende balance
mellem ind- og udlån, en stigende basisindtjening, et væsentligt nedbragt
udgiftsniveau og en høj kernekapitalandel.
Danske Andelskassers Bank har fortsat en solid overdækning i forhold til
samtlige kriterier i Finanstilsynets tilsynsdiamant. Det er dog bankens
vurdering, at den solvensmæssige overdækning er beskeden i forhold til det
ønskede, hvorfor banken har igangsat initiativer til at hæve denne.
Særlige forhold – Finanstilsynet
Finanstilsynet var i november og december 2011 på ordinær inspektion i Danske
Andelskassers Bank. Finanstilsynets redegørelse på baggrund af dette besøg vil
i henhold til reglerne herfor blive offentliggjort på bankens hjemmeside dags
dato.
Finanstilsynet har gennemgået samtlige Danske Andelskassers Banks engagementer
over 15 mio. kr. (i alt 76 engagementer svarende til 20 % af bankens
udlånsmasse) samt stikprøver af bankens øvrige engagementer. Finanstilsynet har
på baggrund heraf vurderet, at der i forhold til regnskabet pr. 30. september
2011 var behov for yderligere nedskrivninger for 112 mio. kr.
Finanstilsynet har endvidere vurderet, at Danske Andelskassers Banks
solvensbehov, der pr. 30. september 2011 var på 10,4 %, burde hæves. Ved
anvendelse af kreditreservationsmodellen, som ventes at tilsvare den model, der
fra 2013 bliver et lovkrav til danske pengeinstitutter, er Danske Andelskassers
Banks solvensbehov pr. 31. december 2011 opgjort til 12,2 %. Dette er af
Finanstilsynet vurderet som dækkende.
Med baggrund i resultatet for 2011 er Danske Andelskassers Banks solvensprocent
pr. 31. december 2011 opgjort til 14,2 %. Den solvensmæssige overdækning kan
således opgøres til 2,0 procentpoint.
Danske Andelskassers Banks basiskapital består i væsentligt omfang af
egenkapital og kan således betegnes som meget ”ren”. Banken er dog jf. ovenfor
enig i Finanstilsynets vurdering af, at den solvensmæssige overdækning er
beskeden. Der er derfor igangsat initiativer til at hæve den solvensmæssige
overdækning, som ventes at have effekt i første halvår 2012.
Finanstilsynets rapport indeholder forskellige påbud og risikooplysninger.
Danske Andelskassers Bank har meddelt Finanstilsynet, at man tager disse til
efterretning. Arbejdet med de angivne forhold er allerede igangsat og er i
flere tilfælde langt i processen.
Særlige forhold – Nedskrivninger
Danske Andelskassers Banks nedskrivninger er i 2011 i særdeleshed påvirket af
den forværrede økonomiske situation i anden halvdel af året, hvor bl.a. den
europæiske gældskrise påvirkede dansk økonomi og dermed flere af bankens kunder
negativt. Nedskrivningsniveauet i andet halvår ses således 178 % højere end i
første halvår.
Det største enkeltstående segment i Danske Andelskassers Banks udlånsportefølje
er landbrugssegmentet. På trods af, at banken har mange solide og dygtige
landbrugskunder, og på trods af generelt mere positive udsigter for landbruget
er der også i 2011 konstateret et relativt højt nedskrivningsniveau inden for
denne branche. Branchen tegner sig således for 39 % af de samlede
nedskrivninger.
Det er Danske Andelskassers Banks vurdering, at banken har et godt samarbejde
med landbrugskunderne, og at der løbende er foretaget de nødvendige
nedskrivninger inden for segmentet. Det bemærkes, at de jordpriser,
Finanstilsynet angiver i sit julebrev af 23. december 2011, ikke har givet
anledning til yderligere nedskrivninger på bankens landbrug. De angivne priser
afviger ikke fra det niveau, Danske Andelskassers Bank i forvejen havde
værdiansat jorden til.
Danske Andelskassers Bank har i 2011 og begyndelsen af 2012 styrket sin
kreditorganisation via dels ny kreditstruktur, dels ressourcemæssig styrkelse
af kreditfunktionen. Med baggrund heri og i de moderat positive – om end usikre
– forventninger til dansk økonomi (senest bekræftet af EU-kommissionens
prognose 24. februar) ventes nedskrivningsniveauet betydeligt nedbragt i 2012
og de kommende år.
Forventninger til 2012
2011 har understreget, at finanssektoren og herunder Danske Andelskassers Bank
er kraftigt påvirket af udviklingen i dansk og global økonomi. 2011 har
ligeledes understreget, at der i den indeværende finans-/gældskrise er
betydelig usikkerhed, og at vækstforventningerne i såvel Danmarks som den
øvrige verdens økonomi er på et lavt niveau og omgærdet med usikkerhed.
2012 forventes således alene at byde på begrænset vækst i dansk økonomi,
hvorfor aktiviteten blandt kunderne ligeledes ventes at ligge på et begrænset
niveau.
Det er imidlertid Danske Andelskassers Banks vurdering, at banken med de senere
års tiltag – herunder fusion af andelskasserne i Sammenslutningen Danske
Andelskasser og tilpasninger af filialnet og medarbejderstab – har tilpasset
banken til de nuværende markedsforhold. Dette ventes at have stigende positiv
effekt gennem 2012, og det er Danske Andelskassers Banks forventning, at der –
såfremt den samfundsøkonomiske situation/krise udvikler sig som ventet – opnås
et positivt resultat i 2012. Dette gælder både i forhold til resultat før skat
og basisindtjening.
Konkret forventer Danske Andelskassers Bank en basisindtjening for 2012 i
intervallet 270-300 mio. kr.
Kommentarer til årsregnskabet
Administrerende direktør Jan Pedersen udtaler i forbindelse med årsrapporten:
”Resultatet for 2011 kan ikke betegnes som tilfredsstillende. Men vi har
henover året fået en stadig mere tilfredsstillende basisindtjening, vi har
balance mellem indlån og udlån, og vi har en god basiskapital, der primært
består af vores egen opsparede formue – ikke af lånt kapital. Vi har tilpasset
os de nuværende og de forventede, kommende krav til sektoren, og vi har således
et godt fundament for de kommende år.”
”For bl.a. at sikre, at ingen kunder føler sig unødigt utrygge, vil vi gerne
have en større solvensmæssig ”friværdi” på den lange bane. Vi har derfor
igangsat initiativer for at øge overdækningen ud over den forøgelse, der kommer
af et positivt resultat.”
Yderligere information
Ønskes yderligere information kan direktionen i Danske Andelskassers Bank
kontaktes via:
HR- og kommunikationsdirektør Martin Rask Pedersen
Tlf.: 87 99 30 33
Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.