Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

ChemoMetec Interim / Quarterly Report 2007

Feb 28, 2008

3356_ir_2008-02-28_53d15584-dcf1-47c8-9af6-6a14212bc719.pdf

Interim / Quarterly Report

Open in viewer

Opens in your device viewer

Delårsrapport for 1. halvår 2007/08 (1. juli - 31. december 2007)

Fortsat solid vækst og resultat på DKK 15,2 mio. medfører opjustering

ChemoMetec fortsatte fremdriften i 1. halvår 2007/08, og omsætningen steg med 27% i forhold til samme periode sidste år. Samtidig medførte salg af en licensaftale særlige driftsindtægter på DKK 17 mio. og en væsentlig forøgelse af EBIT til DKK 15,1 mio. Det nye produkt NC-plus, som er en ny generation af celletællere, forventes at kunne markedsføres i midten af 2008. NC-plus medfører en væsentlig udvidelse af anvendelsesområdet for ChemoMetecs produkter og forventes at give adgang til nye vigtige kundegrupper.

"Jeg er glad for, at ChemoMetec fortsat kan melde om god fremgang i forretningen i det forløbne halvår. Vi blev noteret på børsen i slutningen af 2006, og siden da har vi arbejdet hårdt for at leve op til aktionærernes forventninger. Det synes jeg, at vi har gjort indtil videre, og aktiemarkedet har da også kvitteret med en stigning i aktiekursen på mere end 200% siden børsnoteringen. Den næste vigtige milepæl for ChemoMetec er lanceringen af vores nye celletæller, NCplus. Det nye produkt vil forhåbentligt bringe os endnu nogle skridt fremad og styrke vores markedsposition yderligere", siger administrerende direktør Claus Resen Steenstrup.

Hovedpunkter

  • Omsætningen i 1. halvår 2007/08 blev DKK 13,1 mio., svarende til en stigning på 27% i forhold til samme periode sidste år.
  • ChemoMetecs vækst er bredt funderet. Både salget af analyseapparater og engangskassetter udvikler sig positivt som forventet.
  • Der er i 1. halvår 2007/08 indtægtsført andre driftsindtægter på DKK 17,0 mio., som primært relaterer sig til indgåelse af licensaftale med en producent af malkeudstyr.
  • Resultat af primær drift, EBIT, blev på DKK 15,1 mio. i 1. halvår mod DKK 0,5 mio. i samme periode sidste år. EBIT er påvirket positivt af andre driftsindtægter på DKK 17 mio.
  • Periodens resultat før skat blev DKK 15,2 mio., hvilket er en betydelig forbedring i forhold til samme periode sidste år. Fremgangen skyldes primært andre driftsindtægter og positive netto finansielle poster.
  • Selskabets egenkapital er steget til DKK 53,7 mio.
  • I 1. halvår 2007/08 har ChemoMetec indfriet ekstern gæld på i alt DKK 8,8 mio. og er pr. 31. december 2007 gældfrit bortset fra sædvanlige omsætningskreditorer og periodiseringsposter.
  • ChemoMetec opjusterer forventningerne til EBIT-marginen, som nu i 2007/08 forventes at ligge i intervallet 28-33% mod tidligere forventet på ca. 20%. Samtidig opjusteres og præciseres forventningerne til årets samlede omsætning (inkl. andre driftsindtægter) fra tidligere DKK 38-44 mio. til nu DKK 44-47 mio.

Yderligere oplysninger

Adm. direktør Claus Resen Steenstrup Telefon +45 48 13 10 20

ChemoMetec A/S Gydevang 43 DK-3450 Allerød Denmark

Phone +45 4813 1020 Fax +45 4813 1021 www.chemometec.dk CVR.No. 1982.8131

Hoved- og nøgletal

DKK 1.000 2007/08
1. halvår
2006/07
1. halvår
2006/07
År
Resultatopgørelse
Nettoomsætning 13.122 10.285 22.310
Andre driftsindtægter 17.017 0 0
Resultat af primær drift (EBIT) 15.056 542 1.431
Finansielle poster, netto 193 -187 -294
Resultat før skat 15.249 355 1.137
Periodens resultat 15.249 256 1.137
Balance, ultimo
Aktiver i alt 56.334 51.474 51.481
Egenkapital 53.732 35.548 39.335
Pengestrømme
- fra driftsaktiviteter 2.280 -838 -812
- fra investeringsaktiviteter -4.040 -2.539 -8.214
- fra finansieringsaktiviteter -9.627 18.201 16.477
Nøgletal
EBIT-margin (%) 50,0 5,3 6,4
Afkast af investeret kapital (%) 57,6 5,2 12,0
Nettoomsætning/Investeret kapital 0,5 1,0 1,9
Finansiel gearing -0,3 -0,4 -0,4
Egenkapitalandel (%) 95,4 69,1 76,4
Egenkapitalens forrentning (%) 28,4 0,7 4,1
Antal medarbejdere ultimo 27 22 25

Delårsrapporten for 1. halvår 2007/08 er udarbejdet efter samme regnskabspraksis som Årsrapport 2006/07.

Delårsrapporten er ikke revideret.

Nøgletallene er beregnet i henhold til Den Danske Finansanalytikerforenings "Anbefalinger og Nøgletal 2005".

Ledelsesberetning

Kommentarer til regnskabet

Omsætning

ChemoMetec opnåede en fortsat solid fremgang i 1. halvår 2007/08. Omsætningen nåede DKK 13,1 mio. i perioden, hvilket er en stigning på 27% i forhold til samme periode sidste år.

Fremgangen i omsætningen er geografisk bredt funderet, mens væksten på produktsiden har været markant højere for apparater end forbrugsvarer. ChemoMetec satte således på ny salgsrekord i 1. halvår med et salg på 108 analyseapparater til en samlet værdi af DKK 6,5 mio.

Det fortsat voksende antal analyseapparater i drift hos ChemoMetecs kunder er en afgørende drivkraft bag det stabilt stigende salg af forbrugsvarer, primært omfattende engangskassetter. Salget af forbrugsvarer nåede DKK 4,8 mio. i 1. halvår 2007/08, og det forventes, at denne omsætning vil stige solidt fremover, svagt forskudt i forhold til salget af instrumenter.

Salget af forbrugsvarer har i 1. halvår i et vist omfang været påvirket af, at selskabets produktionskapacitet af engangskassetter er fuldt udnyttet, hvorfor ikke alle ordrer modtaget i perioden også er effektueret inden halvårets udgang, som det ellers hidtil har været praksis. Som beskrevet under afsnittet "Produktionskapacitet m.m." forventes det, at produktionen igen vil kunne følge med den stigende efterspørgsel inden udgangen af marts 2008.

Den stigende omsætning er resultatet af en stadig øget og fokuseret salgsindsats, baseret på en større salgsstyrke, en løbende effektivisering af salgsprocesserne samt optimering af distributionsaftaler mv.

ChemoMetec indgik i januar 2008 en rammeaftale med en af verdens største bryggerigrupper om levering af ChemoMetecs NucleoCounter YC-100 som obligatorisk kvalitetssikringsværktøj. Denne aftale forventes at bidrage væsentligt til en styrkelse af selskabets forretningsgrundlag i de kommende år.

Omsætningens fordeling på produktgrupper og geografi fremgår af nedenstående oversigt.

Mio. DKK Dan
mark
Europa USA/
Canada
Øvrige H1
07/08
I alt
H1
06/07
I alt
Instrumenter 1,1 2,9 1,5 1,0 6,5 5,1
Forbrugsvarer 1,0 2,0 1,2 0,6 4,8 4,3
Andet 1,1 0,4 0,2 0,1 1,8 0,9
I alt 3,2 5,3 2,9 1,7 13,1 10,3

Omsætningens fordeling på segmenter, 1. halvår 2007/08

Resultat

Resultatet af primær drift, EBIT, blev på DKK 15,1 mio., svarende til en stigning på DKK 14,6 mio. i forhold til samme periode sidste år. Årsagen hertil er primært andre driftsindtægter i perioden på DKK 17,0 mio., som primært hidrører fra engangsbetaling vedrørende salg af licens- og patentrettighed i oktober 2007.

Det ekstraordinært gode resultat i 1. halvår medfører, at periodens EBIT-margin udgør 50,0%, hvilket er væsentligt højere end sidste års 5,3%. ChemoMetec forventer stadig, at selskabets EBIT-margin ekskl. engangsindtægter i de kommende år vil ligge på 10-20%.

Resultat før skat blev på DKK 15,2 mio., hvilket også er periodens resultat efter skat, idet der ikke er indregnet skat for perioden. Dette skyldes, at selskabet stadig har betydelige skattemæssige underskud fra tidligere år, og at det vurderes, at der ikke skal ske reduktion eller regulering af dette udskudte skatteaktiv pr. 31. december 2007.

Egenkapital og balance

ChemoMetecs samlede aktiver er i løbet af 1. halvår 2007/08 øget med ca. DKK 5 mio. til DKK 56,3 mio. Balanceforøgelsen afspejler periodens investering i produktionsanlæg og udviklingsprojekter, tillagt en væsentlig stigning i tilgodehavender som følge af, at en større del af periodens andre driftsindtægter først kommer til betaling over den kommende årrække. Balancepåvirkningen modvirkes dog med DKK 8,8 mio. i forbindelse med indfrielse af rentebærende gæld til bl.a. Vækstfonden.

Ved udgangen af 1. halvår 2007/08 har ChemoMetec ikke længere rentebærende gæld, og selskabet gældfrit bortset fra sædvanlige omsætningskreditorer og periodiseringsposter.

Selskabet har i perioden købt egne aktier for DKK 0,9 mio., hvilket svarer til 0,2% af kapitalen pr. 31. december 2007. Den samlede beholdning af egne aktier var ved udgangen af 1. halvår 2007/08 på 32.500 stk. aktier svarende til 0,2% af aktiekapitalen.

Egenkapitalen udgjorde DKK 53,7 mio. ved udgangen af 1. halvår, svarende til en egenkapitalandel på 95,4.

Pengestrømme og likviditetsudvikling

Periodens driftsaktiviteter resulterede i positive pengestrømme på DKK 2,3 mio. Pengestrømme fra investeringsaktiviteter resulterede i et likviditetsforbrug på DKK 4,0 mio., mens pengestrømmene fra finansieringsaktiviteter yderligere medførte et likviditetsforbrug på DKK 9,6 mio. som følge af indfrielse af gæld og køb af egne aktier, jf. afsnittet ovenfor.

ChemoMetec havde ved periodens slutning et likvidt beredskab på DKK 13,9 mio.

Produktudvikling

NC-Plus

Udviklingen af næste generation af celletællere forløber planmæssigt, og det første produkt, med arbejdstitlen NC-Plus, forventes at kunne markedsføres medio 2008.

Udover de analyser, som den eksisterende NucleoCounter produktfamilie kan levere, er det planen, at NC-Plus også skal kunne udføre måling af en lang række nye parametre, som for eksempel GFP (green fluorescent protein), apoptosis (programmeret celledød), klumpningsgrad samt størrelsesfordeling og form af celler. NC-Plus vil desuden kunne tælle insektceller, planteceller, fiskeceller samt en lang række nye typer af gærceller. NC-Plus ventes også at kunne anvendes på helt nye områder – blandt andet i forbindelse med såkaldte specifikke tællinger, fx af undergrupper af hvide blodlegemer.

Produktet henvender sig primært til life-science markedet og forventes især at finde anvendelse inden for kræft- og stamcelleforskning samt inden for udvikling af nye lægemidler.

Kompositionsanalyse

ChemoMetec arbejder desuden med udviklingen af en helt ny teknologiplatform til analyse af væskers kemiske sammensætning. Et af anvendelsesområderne for den nye teknologi kan være måling af kolesterol og triglycerider i blod, et andet kan være kvalitetskontrol af vin eller mælk. Projektet forløber planmæssigt, og det første produkt forventes at være færdigudviklet ultimo 2009.

Udviklingssamarbejder

ChemoMetecs udviklingssamarbejder omkring henholdsvis on-site detektion af bakterier, atline monitorering af bakterier samt analyse af dyresæd forløber planmæssigt.

For at styrke udviklingsaktiviteterne er der i 2. kvartal 2007/08 ansat yderligere tre medarbejdere i udviklingsafdelingen. Udviklingsafdelingen består nu af 10 højtuddannede medarbejdere. Derudover er en af selskabets stiftere, samt endnu en ingeniør, fast tilknyttet til virksomhedens udviklingsafdeling via stifterens konsulentfirma på Island.

I kalenderåret 2008 forventes det, at der ansættes endnu to medarbejdere i udviklingsafdelingen.

Produktionskapacitet mm.

ChemoMetec beskæftigede 27 medarbejdere ved udgangen af 1. halvår, hvoraf 7 fuldtidsmedarbejdere var beskæftiget med selskabets produktion af apparater og engangskassetter.

Med den aktuelle efterspørgsel efter engangskassetter er ChemoMetecs produktionskapacitet fuldt udnyttet. Produktionslinien er delt op i tre del-linier, hvoraf den ene del-linie er det kapacitetsbegrænsende led. Selskabet er i øjeblikket ved at erstatte denne del-linie med en ny, som har en væsentligt forøget kapacitet. I øjeblikket produceres ca. 50% af kassetterne på den nye del-linie, men allerede i marts 2008 forventes indkøringen at være helt afsluttet, hvorefter den nye del-linie endeligt vil afløse den gamle.

Inden for de næste 12 måneder forventes det, at de to andre del-linier erstattes med nye, hurtigere linier, således at produktionskapaciteten vil flerdobles til ca. 6 mio. kassetter per år.

Patentposition

ChemoMetec er ved udgangen af halvåret ikke bekendt med indsigelsessager mod selskabets patenter.

Warrantprogram

Selskabets udestående warrantaftaler er alle udløbet ved udgangen af halvåret, hvorfor selskabet pr. 31. december 2007 ikke længere har sådanne aftaler.

Forventningerne til 2007/08

På baggrund af en stadig tilfredsstillende udvikling i omsætningen af apparater og forbrugsvarer samt de i 1. halvår opnåede andre driftsindtægter på DKK 17 mio. opjusterer ChemoMetec forventningerne til EBIT-marginen til nu at ligge i intervallet 28-33% mod tidligere forventet ca. 20%.

Den ekstraordinært høje EBIT-margin for regnskabsåret 2007/08 er som nævnt positivt påvirket af engangsindtægter på DKK 17 mio., og ChemoMetec forventer således, at selskabet i de kommende år vil kunne opretholde en EBIT-margin på 10-20% ekskl. engangsindtægter o.l.

Samtidig opjusteres og præciseres forventningerne til årets omsætning (inkl. andre driftsindtægter) fra de tidligere udmeldte DKK 38-44 mio. til nu at udgøre en nettoomsætning på DKK 27-30 mio. og andre driftsindtægter på DKK 17 mio., dvs. samlede indtægter i regnskabsåret 2007/08 i intervallet DKK 44-47 mio.

Om ChemoMetec A/S

ChemoMetec udvikler, producerer og sælger analyseudstyr til tælling af celler i væsker. Den patentbeskyttede teknologiplatform er unik, og ChemoMetecs analyseinstrumenter er allerede på markedet i forskellige markedssegmenter, blandt andet inden for pharma, biotek og landbrug.

ChemoMetec arbejder intenst med nye anvendelsesmuligheder i den eksisterende teknologi. Selskabet arbejder også på at udvikle en helt ny teknologiplatform, der blandt andet sigter mod medicinalindustrien.

En vigtig del af ChemoMetecs forretningsmodel er det løbende salg af forbrugsartikler til analyseapparaterne. Dette salg er en stabil og lønsom forretningsaktivitet for selskabet, som vil vokse i takt med salget af analyseapparater.

Se også www.chemometec.dk

Ledelsespåtegning

Bestyrelse og direktion har dags dato behandlet og godkendt den ureviderede delårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2007.

Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med årsregnskabsloven, danske regnskabsvejledninger og yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede virksomheder.

Vi erklærer, at ledelsesberetningen indeholder en retvisende gennemgang af udviklingen i selskabets aktiviteter og økonomiske forhold samt en beskrivelse af de væsentligste risici og usikkerhedsfaktorer, som selskabet kan påvirkes af.

Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at delårsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 31. december 2007 samt resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for perioden 1. juli - 31. december 2007.

Allerød, 28. februar 2008

Direktion

Claus Resen Steenstrup Adm. direktør

Bestyrelse:

Preben Kønig Bestyrelsesformand Erik Damgaard Nielsen Bestyrelsesmedlem

Hans Martin Glensbjerg Bestyrelsesmedlem

Resultatopgørelse

1. juli - 31. december 2007

DKK 1.000 2007/08
1. halvår
2006/07
1. halvår
Nettoomsætning 13.122 10.285
Andre driftsindtægter 17.017 0
Resultat af primær drift (EBIT) 15.056 542
Finansielle poster, netto 193 -187
Resultat før skat 15.249 355
Skat af periodens resultat 0 -99
Periodens resultat 15.249 256

Balance

31. december 2007

DKK 1.000 31. december
2007
31. december
2006
30. juni
2007
Langfristede aktiver 19.801 10.949 16.302
Kortfristede aktiver 36.533 40.525 35.179
Aktiver i alt 56.334 51.474 51.481
Egenkapital 53.732 35.548 39.335
Langfristede gældsforpligtelser 0 12.525 5.978
Kortfristede gældsforpligtelser 2.602 3.401 6.168
Passiver i alt 56.334 51.474 51.481

Pengestrømsopgørelse

1. juli - 31. december 2007

2007
1. halvår
2006
1. halvår
Pengestrømme fra driftsaktiviteter 2.280 -838
Pengestrømme vedr. investeringsaktiviteter -4.040 -2.539
Pengestrømme vedr. finansieringsaktiviteter -9.627 18.201
Periodens likviditetsvirkning, netto -11.387 14.824
Likviditetsposition, primo 25.268 17.817
Likviditetsposition, ultimo 13.881 32.641

Udvikling i egenkapital

1. juli - 31. december 2007

DKK 1.000 Aktie-
kapital
Over-
kursfond
Overført
resultat
I alt
Egenkapital 1. juli 2007 17.402 0 21.933 39.335
Kapitalforhøjelse 0 0 0 0
Emissionsomkostninger 0 0 0 0
Køb af egne aktier 0 0 -852 -852
Periodens resultat 0 0 15.249 15.249
Egenkapital 31. december 2007 17.402 0 36.330 53.732

1. juli - 31. december 2006

Aktie-
kapital
Over-
kursfond
Overført
resultat
I alt
Egenkapital 1. juli 2006 1.608 0 14.887 16.495
Kapitalforhøjelse 15.414 18.720 -12.864 21.270
Emissionsomkostninger 0 -2.473 0 -2.473
Opløsning af overkursfond 0 -16.247 16.247 0
Periodens resultat 0 0 256 256
Egenkapital 31. december 2006 17.022 0 18.526 35.548