Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Carlsberg A/S Management Reports 2016

Mar 16, 2016

3355_iss_2016-03-16_c2b12a9d-8529-4af1-9700-c12889554476.pdf

Management Reports

Open in viewer

Opens in your device viewer

Carlsberg A/S Ny Carlsberg Vej 100 1799 København V CVR-nr. 61056416

Tlf. +45 3327 3300 [email protected] www.carlsberggroup.com

Selskabsmeddelelse 5/2016 16. marts 2016

Side 1 af 3

Carlsberg præsenterer sin SAIL'22-strategi SAIL'22 skal styrke vores kerneforretning, positionere os i forhold til

identificerede vækstområder og skabe øget værdi for vores aktionærer

I løbet af det sidste halve år har de 60 øverste ledere i Carlsberg-gruppen i fællesskab identificeret, evalueret og konkluderet på en række strategiske valgmuligheder. De valgte strategiske prioriteter i SAIL'22 er baseret på de vigtigste globale tendenser, forhold i den globale ølindustri, der skaber værdi, samt Carlsberg-gruppens styrker. Prioriteterne vil blive understøttet af udviklingen af en teambaseret vinderkultur, som har et øget fokus på levering og resultater.

Vores ambition: at blive en succesrig, professionel og attraktiv brygger i vores markeder

For at blive en succesrig virksomhed vil vi fremme top- og bundlinjevækst ved at identificere den optimale balance mellem tre nøglefaktorer: markedsandel målt i volumen, bruttomargin efter logistik (GPaL) og resultat af primær drift.

For at blive en professionel virksomhed vil vi blive dygtigere til at servicere vores brede udvalg af kunder ved at styrke vores kompetencer inden for kunde-insights, kundestyring, kategoristyring, eksekvering og innovation inden for logistik.

For at blive en attraktiv virksomhed vil vi fokusere på at skabe værdi for aktionærer, medarbejdere og samfund. Attraktiv for aktionærerne ved konsekvent at levere indtjeningsvækst og øge afkastet af den investerede kapital; attraktiv for medarbejderne ved at skabe et godt arbejdsmiljø og aktivt engagere medarbejderne i en high-performance kultur; og attraktiv for samfundet ved at have et overordnet mål om at være ansvarlig og bæredygtig, hvilket også bygger direkte på vores arv.

Vores vigtigste prioriteter: styrkelse af kerneforretningen, positionering i forhold til vækst, skabelse af en vinderkultur og værdiskabelse for aktionærerne

Vi vil styrke vores kerne og positionere os i forhold til vækst, understøttet af en vinderkultur og med det formål at skabe værdi for aktionærerne.

Styrkelse af kerneforretningen

Udnytte vores styrker. Vi vil revitalisere vores kerneforretning, øl, ved at revidere og strømline vores varemærkeporteføljer på kernemarkederne og således sikre en stærk og effektiv tilstedeværelse i de vigtigste markedssegmenter og muliggøre kategorivækst. For at gøre dette vil vi udnytte vores stærke lokale og internationale varemærker og omfordele investeringer til de varemærker, som udgør størstedelen af vores aktuelle indtjening, og som har høj-margin potentiale.

Transformere vores forretning i Rusland. Rusland er forsat et af vores nøglemarkeder. Som en afspejling af landets enorme størrelse og mangfoldighed vil vi udnytte vores nationale bryggerinetværk, levere en disciplineret eksekvering af en fuld portefølje af nationale og regionale varemærker samt forbedre salgseksekveringen.

Udmærke os inden for eksekvering. Vi vil forbedre kvaliteten, effekten og effektiviteten af vores eksekvering. Samtidig med at vi markedsfører en smart portefølje af varemærker på attraktiv vis over for forbrugerne, vil vores primære fokus være at vinde frem på salgsstederne og forbedre kundeserviceniveauet gennem øgede investeringer i kompetencer. Vi vil i betydelig grad øge den andel af vores marketinginvesteringer, der er rettet mod kunderne, og have fokus på den digitale indsats. Vi vil maksimere udbyttet af vores forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Funding the Journey. Funding the Journey-programmet forventes at give nettofordele på 1,5-2,0 mia. kr. i 2018, hvoraf omkring halvdelen vil blive investeret i SAIL'22-initiativer, og den anden halvdel vil øge indtjeningen med særligt fokus på forbedring af overskudsgraden i Vesteuropa. Et hovedelement i Funding the Journey er disciplineret og rutinemæssig opfølgning. I 2018 vil væsentlige elementer i Funding the Journey, så som Value Management, supply chain-forbedringer og styring af driftsomkostningerne være en integreret del af vores daglige arbejde.

Positionering i forhold til vækst

Vi ønsker at fremme væksten inden for geografier og segmenter, hvor vi ser muligheder for langsigtet vækst.

Blive en vinder inden for specialøl. Vi vil udnytte vores stærke historiske arv og mange autentiske lokale varemærker. Vi vil bygge videre på nuværende styrkepunkter, samtidig med at vi, hvor det er relevant, udvider varemærkesortimentet og den geografiske udbredelse.

Aktivt udvikle segmentet for alkoholfrit øl. Vi vil bygge videre på vores successer og markedsføre en fuld portefølje af såvel smagsvarianter som specialiserede varemærker på eksisterende og nye markeder.

Målrette indsatsen mod storbyer. Gennem en målrettet tilgang vil vi udnytte den globale urbaniseringstrend. Vi vil søge at opbygge rentable forretninger i storbyer både i vores eksisterende og i nye geografiske områder ved anvendelse af få aktiver og med fokus på vores premium-sortiment.

Vokse i Asien. Vi vil fortsætte med at erobre rentable vækstmuligheder i Asien ved at udnytte vores stærke position på både vækstmarkeder og mere modne markeder i Asien. Vi vil udvide vores position på de store ølmarkeder i Kina, Vietnam og Indien, hvor vi har et solidt fundament og et godt momentum at bygge på. Vi vil accelerere væksten gennem produktlanceringer, geografisk udbredelse inden for eksisterende lande og succesfuld management af varemærkeporteføljen.

Skabelse af en vinderkultur

Vi er i gang med at foretage gennemgribende ændringer i den måde, vi driver forretning på, med henblik på at skabe en stærk teambaseret og resultatorienteret kultur. Vi vil skabe en stærk følelse af ejerskab i hele organisationen. Prioriteterne i SAIL'22 er snævrere og skarpere og vil gøre os i stand til bedre at fokusere vores personalemæssige og økonomiske ressourcer. Vi ændrer markant i ansvaret for at levere resultaterne ved at indføre stramme opfølgningsmekanismer. Der vil være tæt sammenhæng mellem ledernes incitamentsordninger og finansielle mål.

Generering af værdi for aktionærerne

Ved at indfri ovenstående prioriteter ønsker vi at skabe vedvarende værdivækst for vores aktionærer gennem:

  • Kontinuerlig vækst i organisk resultat af primær drift.
  • Kontinuerlig forbedring af afkast af investeret kapital.

Med hensyn til prioriteterne for kapitalallokering er vores første prioritet at investere i vores forretning med henblik på at understøtte profitabel vækst. Derefter vil vi allokere kapital på følgende vis (i prioriteret rækkefølge):

  • Vores mål er en nettorentebærende gæld/EBITDA på under 2,0x med henblik på at sikre en solid balance.
  • Vores mål er en udbyttesats på 50% af justeret nettoresultat.
  • Overskydende likviditet vil blive distribueret til aktionærerne via aktietilbagekøb eller ekstraordinært udbytte.

I tilfælde af værdiskabende opkøbsmuligheder vil vi midlertidigt kunne afvige fra ovenstående målsætninger for kapitalstruktur.

    • 0 - -

Koncernchef Cees 't Hart siger: "Med SAIL'22 begiver Carlsberg-gruppen sig ud på en rejse med en ambition om at blive en succesrig, professionel og attraktiv brygger på vores markeder. Ved at styrke vores kerneforretning, positionere os i forhold til vækst og skabe en vinderkultur vil vi forbedre de finansielle resultater og skabe vedvarende værdivækst for vores aktionærer.

Selv om strategien er evolutionær på den måde, at øl forbliver vores kerneforretning, repræsenterer den en fundamental ændring i den måde, vi driver vores forretning på. SAIL'22-initiativerne bygger direkte på vores mange styrker, herunder stærke markedspositioner, en fremragende portefølje af internationale og lokale varemærker, vores stærk arv, overbevisende innovationskompetencer samt stolte og engagerede medarbejdere.

Vi har nu en række klare strategiske og finansielle prioriteter. Vi vil allokere ressourcer til støtte for disse prioriteter således, at vi styrker vores kerneforretning og udnytter de mange vækstmuligheder. Vi skaber også en teambaseret resultatorienteret kultur, som er udviklet med henblik på at fremme en stærk følelse af ejerskab og ansvar."

Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher siger: "Bestyrelsen har tiltro til, at SAIL'22 udstikker den rigtige kurs for Carlsberg-gruppen. Strategien er fast forankret i Gruppens kernekompetencer og arv, og vi vurderer, at den vil generere langsigtet og holdbar værdiskabelse til gavn for aktionærer, medarbejdere og andre interessenter."

Kontaktpersoner

Investor Relations: Peter Kondrup +45 3327 1221 Iben Steiness +45 3327 1232 Media Relations: Kasper Elbjørn +45 4179 1216 Anders Bering +45 4179 1217 Der kan læses flere nyheder ved tilmelding på www.carlsberggroup.com/subscribe eller ved at følge @CarlsbergGroup på Twitter.

Carlsberg-gruppen er en af verdens betydeligste bryggerigrupper med en omfattende mærkeportefølje inden for øl og øvrige drikkevarer. Carlsberg, som er vores førende ølmærke, er et af de mest kendte ølmærker i verden, og Baltika-, Carlsberg- og Tuborg-mærkerne er blandt de største ølmærker i Europa. Over 45.000 er ansat i Carlsberg-gruppen, og vores produkter sælges på mere end 150 markeder. I 2015 solgte Carlsberg-gruppen 120 mio. hl øl, hvilket svarer til omtrent 36 mia. flasker øl.

Læs mere på www.carlsberggroup.com.