M&A Activity • Nov 25, 2025
M&A Activity
Open in ViewerOpens in native device viewer
MÅ IKKE UDGIVES, OFFENTLIGGØRES ELLER DISTRIBUERES, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL NOGEN JURISDIKTION, HVOR SÅDAN UDGIVELSE, OFFENTLIGGØRELSE ELLER DISTRIBUTION VIL VÆRE ULOVLIG
CQXA Holdings Pte. Ltd. offentliggør et kontant, frivilligt, anbefalet offentligt overtagelsestilbud på aktierne i Asetek A/S
I dag har CQXA Holdings Pte. Ltd. ("Tilbudsgiver") og Asetek A/S ("Asetek") indgået en bindende aftale ("Offentliggørelsesaftalen"), i henhold til hvilken Tilbudsgiver vil fremsætte et kontant, frivilligt, anbefalet, offentligt overtagelsestilbud om at erhverve samtlige aktier i Asetek, eksklusive egne aktier ejet af Asetek og eventuelle aktier ejet af Tilbudsgiver ("Tilbuddet").
Tilbuddet vil blive fremsat på sædvanlige betingelser for gennemførelse, herunder at Tilbudsgiver ved udløbet af tilbudsperioden ejer eller har modtaget gyldige accepter vedrørende aktier, der repræsenterer mere end 90 procent af aktiekapitalen og stemmerettigheder i Asetek, eksklusive egne aktier ejet af Asetek, at der ikke er indtrådt nogen væsentlige negative ændringer, at nødvendige regulatoriske godkendelser er opnået, og at Aseteks bestyrelse ikke har tilbagekaldt, betinget eller på anden måde ændret sin anbefaling til aktionærerne om at acceptere Tilbuddet.
Tilbudsgiver vil snarest muligt og senest fire (4) uger fra dags dato offentliggøre et tilbudsdokument ("Tilbudsdokumentet") godkendt af Finanstilsynet med nærmere oplysninger om Tilbuddet.
Tilbudsgiver, CQXA Holdings Pte. Ltd., er et selskab med begrænset hæftelse, etableret under lovgivningen i Singapore, registreret hos Accounting and Corporate Regulatory Authority (ACRA) under selskabsregistreringsnummer 202550235Z, med hjemsted på adressen 18 Kaki Bukit Road 3, #05-17, Entrepreneur Business Centre, 415978, Singapore, som er et såkaldt special purpose vehicle (SPV) etableret med det formål at fremsætte Tilbuddet og offentliggøre Tilbudsdokumentet, og er 100 % ejet og fuldt kontrolleret af Suzhou Chunqiu Electronic Technology Co., LTD., et selskab med begrænset hæftelse, etableret under lovgivningen i Kina, registreret hos Suzhou Municipal Administration for Market Regulation (under State Administration for Market Regulation) under selskabsregistreringsnummer 913205005810580310, og med hjemsted på adressen No. 988 Yide Road, Zhangpu Town, Kunshan City, Suzhou, Kina, hvis aktier er optaget til handel og officiel notering på Shanghai Stock Exchange under handelssymbolet 603890 ("Chunqiu").
Chunqiu er en førende global leverandør af præcisionskomponentmoduler og avancerede produktionsløsninger til forbrugerelektronik. Med en stærk historik for innovation, operationel ekspertise og international markedsposition udnytter Chunqiu både organisk vækst og strategiske opkøb til at udvide sine teknologiske kapabiliteter og levere differentieret værdi til kunder globalt.
Chunqiu anser Aseteks brancheførende løsninger inden for væskekøling og ekspertise inden for highperformance computing for at være et stærkt supplement til sin portefølje, herunder Aseteks innovative SimSports-initiativer. Dette opkøb udgør en strategisk mulighed for at styrke Chunqius position inden
for avanceret termisk styring og simulationsbaserede sportsteknologier, samtidig med at væksten accelereres på nøglemarkeder.
Chunqiu er imponeret over Aseteks innovation, tekniske lederskab og ledelsesteam og har til hensigt at opretholde Asetek som en selvstændig forretningsenhed inden for Chunqiu-koncernen for at bevare dets brand og operationelle uafhængighed.
Chunqiu er positivt indstillet over for den potentielle transaktion og forventer, at den vil skabe langsigtet værdi for kunder, forretningspartnere og medarbejdere.
Aseteks bestyrelse vil, i overensstemmelse med § 23 i bekendtgørelsen om overtagelsestilbud, offentliggøre en redegørelse vedrørende Tilbuddet i forbindelse med offentliggørelsen af Tilbudsdokumentet, som vil indeholde Aseteks bestyrelses begrundede redegørelse for Tilbuddet. Aseteks bestyrelse har enstemmigt besluttet, at den agter at anbefale, at Aseteks aktionærer accepterer Tilbuddet efter offentliggørelsen af Tilbudsdokumentet.
Tilbuddet vil blive gennemført i overensstemmelse med dansk lovgivning og på de vilkår og betingelser, der fremgår af Tilbudsdokumentet, som offentliggøres efter Finanstilsynets godkendelse. Når Tilbudsdokumentet er offentliggjort, vil alle aktionærer i Asetek (undtagen aktionærer, der er bosiddende i visse begrænsede jurisdiktioner, som nærmere beskrevet i Tilbudsdokumentet) have mulighed for at sælge deres aktier til Tilbudsgiver på de vilkår, der fremgår af Tilbudsdokumentet.
Tilbudsperioden forventes at udløbe fire (4) uger efter offentliggørelsen af Tilbudsdokumentet, men vil om nødvendigt blive forlænget, herunder for at give tid til opfyldelse af den regulatoriske betingelse i overensstemmelse med de vilkår og betingelser, der fremgår af Tilbudsdokumentet.
Tilbudsgiver forventer at gennemførelsen af Tilbuddet, herunder betaling af vederlaget til de aktionærer, der har accepteret Tilbuddet, vil finde sted i 1. kvartal 2026.
Tilbuddet vil blive fremsat betinget af sædvanlige betingelser for gennemførelse, herunder at Tilbudsgiver ved udløbet af tilbudsperioden ejer eller har modtaget gyldige accepter vedrørende aktier, der repræsenterer mere end 90 procent af aktiekapitalen og stemmerettigheder i Asetek, eksklusive egne aktier
ejet af Asetek, at der ikke er indtrådt nogen væsentlige negative ændringer, at nødvendige regulatoriske godkendelser er opnået, at Aseteks bestyrelse ikke har tilbagekaldt, betinget eller på anden måde ændret sin anbefaling til aktionærerne om at acceptere Tilbuddet, og at Tilbuddet er blevet behørigt godkendt på Chunqius ekstraordinære generalforsamling.
Ifølge Tilbudsgivers vurdering vil gennemførelsen af Tilbuddet ikke være betinget af godkendelse efter fusionskontrolreglerne eller reglerne om udenlandske direkte investeringer, men vil være betinget af godkendelse under ordning for udgående direkte investeringer (ODI) i Kina. Tilbudsgiver har i Offentliggørelsesaftalen givet visse tilsagn over for Asetek med henblik på at opfylde denne reguleringsmæssige betingelse.
Tilbuddet er fuldt finansieret og er ikke betinget af Tilbudsgivers mulighed for succesfuldt at opnå institutionel eller anden gældsfinansiering eller anden ekstern finansiering til opkøbet, og Tilbudsgiver har på forhånd truffet de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at midlerne til finansiering af Tilbuddet er umiddelbart tilgængelige.
Hvis Tilbudsgiver ved gennemførelsen af Tilbuddet besidder det fornødne antal aktier og stemmerettigheder, agter Tilbudsgiver at indlede og gennemføre en tvangsindløsning af de resterende aktier i Asetek samt at søge afnotering af Aseteks aktier fra handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen.
Tilbudsgiver vil endvidere, når tiden er, foreslå passende ændringer af Aseteks vedtægter for at afspejle en sådan afnotering.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
CQXA Holdings Pte. Ltd., Securities Department, e-mail: [email protected].
Asetek (ASTK) er en udvikler og producent af højkvalitets gaming-hardware. Asetek blev stiftet i 2000 og har etableret sin innovative position som den førende OEM-udvikler og producent af alt-i-én
væskekøler til store pc- og entusiast-gaming-brands. I 2021 introducerede Asetek sin produktserie til næste generations fordybende SimSports-gamingoplevelser. Asetek har hovedsæde i Danmark og har aktiviteter i Kina og Taiwan.
Tilbudsgiver er et nyetableret selskab stiftet den 11. november 2025 under lovgivningen i Singapore. Tilbudsgiver er et såkaldt special purpose vehicle (SPV) etableret med det formål at fremsætte Tilbuddet og offentliggøre Tilbudsdokumentet. Bortset fra de aktiviteter, der er forbundet med Tilbuddet, har Tilbudsgiver ikke haft nogen aktiviteter siden stiftelsen.
Tilbudsgiver er 100 % ejet og fuldt kontrolleret af Chunqiu, en kinesisk producent af præcisionskomponenter med fokus på udvikling, design, fremstilling og salg af strukturelle komponentmoduler og relaterede præcisionsforme til forbrugerelektronik, historisk set med fokus på bærbare computere. Salg sker til det kinesiske og oversøiske markeder. Chunqiu har hovedsæde i Kunshan, Suzhou, Kina, og beskæftiger ca. 5.993 medarbejdere. Chunqius aktier er optaget til handel og officiel notering på Shanghai Stock Exchange under handelssymbolet 603890.
Denne meddelelse er udarbejdet på både dansk og engelsk. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de to versioner er den danske version gældende.
Denne meddelelse udgør ikke et tilbud eller en invitation til at købe værdipapirer i Asetek, og er heller ikke en opfordring til at afgive et tilbud om køb af værdipapirer i Asetek – hverken i henhold til Tilbuddet eller på anden måde. Tilbuddet er udelukkende fremsat gennem Tilbudsdokumentet, der er godkendt af Finanstilsynet, og Tilbudsdokumentet indeholder de fulde vilkår og betingelser for Tilbuddet, herunder oplysninger om, hvordan Tilbuddet kan accepteres.
Tilbuddet fremsættes ikke, og køb af aktier i Asetek accepteres ikke fra eller på vegne af personer, direkte eller indirekte, i jurisdiktioner, hvor fremsættelse eller accept af Tilbuddet ville være i strid med værdipapirlovgivningen eller anden lovgivning i den pågældende jurisdiktion, eller hvor registrering, godkendelse eller andre tiltag fra en tilsynsmyndighed ville være påkrævet, og som ikke udtrykkeligt er
forudsat i Tilbudsdokumentet (de "Udelukkede Jurisdiktioner"). Hverken USA eller Storbritannien udgør en Udelukket Jurisdiktion.
Personer, der modtager denne meddelelse og/eller kommer i besiddelse af denne meddelelse, skal tage hensyn til og overholde alle sådanne restriktioner og indhente de påkrævede bemyndigelser, godkendelser eller tilladelser. Hverken Tilbudsgiver eller nogen af dets rådgivere påtager sig noget ansvar for nogen overtrædelse af sådanne restriktioner fra nogen person. Enhver person (herunder, men ikke begrænset til, depotforvaltere, nominees, betroede personer, kontoførende institutter, trustees og andre mellemled), der har til hensigt at videresende denne meddelelse eller Tilbudsdokumentet til en jurisdiktion uden for Danmark eller USA, bør gøre sig bekendt med lovgivningen i den pågældende jurisdiktion, før der foretages nogen handling. Distribution af denne meddelelse eller Tilbudsdokumentet i andre jurisdiktioner end Danmark eller USA kan være begrænset ved lov, og personer, der kommer i besiddelse af denne meddelelse eller Tilbudsdokumentet, bør derfor gøre sig bekendt med og overholde sådanne eventuelle restriktioner. Enhver manglende overholdelse af sådanne restriktioner kan udgøre en overtrædelse af værdipapirlove og regler i den pågældende jurisdiktion.
Tilbudsgiver er ikke ansvarlig for, at distribution, formidling eller kommunikation af denne meddelelse eller Tilbudsdokumentet uden for Danmark, USA og Storbritannien sker i overensstemmelse med gældende lovgivning i de pågældende jurisdiktioner.
Tilbuddet vedrører aktierne i Asetek, et aktieselskab stiftet og optaget til handel på et reguleret marked i Danmark.
Aktionærer i Asetek, der er hjemhørende i USA ("Amerikanske Asetek Aktionærer") gøres opmærksom på, at aktierne i Asetek ikke er noteret på en amerikansk fondsbørs, og at Asetek ikke er underlagt de periodiske rapporteringskrav, som følger af U.S. Securities Exchange Act of 1934 med senere ændringer ("Exchange Act"), og ikke er forpligtet til og ikke indsender nogen rapporter til U.S. Securities and Exchange Commission ("SEC") i henhold hertil. Tilbuddet, der henvises til i denne meddelelse, fremsættes til Amerikanske Asetek Aktionærer på samme vilkår som dem, der gælder for alle andre aktionærer i Asetek, der modtager et tilbud. Tilbuddet fremsættes af Tilbudsgiver og ingen andre.
Tilbuddet fremsættes i henhold til og i overensstemmelse med kravene i dansk ret, herunder kapitalmarkedsloven og Bekendtgørelse om Overtagelsestilbud, samt dansk praksis. Tilbuddet fremsættes til Amerikanske Asetek Aktionærer som et "Tier I"-tilbud i henhold til Exchange Act, Rule 14d-1(e), og i øvrigt i overensstemmelse med kravene i dansk lovgivning.
Amerikanske Asetek Aktionærer bør derfor være opmærksomme på, at denne meddelelse, Tilbudsdokumentet og eventuelle andre dokumenter vedrørende Tilbuddet er udarbejdet i overensstemmelse med, og vil være underlagt, de oplysningsmæssige og andre proceduremæssige krav, herunder i forhold til fortrydelsesret, tidsplan for Tilbuddet, afviklingsprocedurer og betalingstidspunkter, som kan afvige væsentligt fra de regler, der finder anvendelse på tilbud i USA og efter amerikansk lovgivning. Derudover er de finansielle oplysninger, som er indeholdt i denne meddelelse eller Tilbudsdokumentet, ikke udarbejdet i overensstemmelse med amerikanske regnskabsprincipper og er derfor muligvis ikke sammenlignelige med finansielle oplysninger fra amerikanske selskaber.
Medmindre andet kræves ved lov, er der ikke ansøgt om eller givet nogen registreringer, godkendelser eller tilladelser i forbindelse med denne meddelelse og/eller Tilbuddet uden for Danmark.
I overensstemmelse med dansk lovgivning og praksis, og i det omfang det er muligt i medfør af gældende lovgivning, herunder Exchange Act, Rule 14e-5(b), kan Tilbudsgiver, Tilbudsgivers associerede virksomheder eller enhver af disses nominees eller mæglere (i deres egenskab som agent, eller tilsvarende egenskab, for Tilbudsgiver eller enhver af Tilbudsgivers associerede virksomheder, alt efter omstændighederne) fra tid til anden og på andre måder end i henhold til Tilbuddet, direkte eller indirekte købe eller indgå aftaler om at købe aktier i Asetek eller værdipapirer, som kan konverteres, ombyttes eller udnyttes til aktier i Asetek, både i eller uden for USA, før eller i løbet af den periode, hvor Tilbuddet fortsat er åbent for accept, forudsat at sådanne køb eller aftaler om køb er i overensstemmelse med gældende dansk lovgivning og praksis. Sådanne køb kan gennemføres på markedet til gældende priser eller i private transaktioner til forhandlede priser. Enhver information om sådanne køb vil blive offentliggjort via Nasdaq Copenhagen og relevante elektroniske medier, hvis og i det omfang en sådan offentliggørelse kræves i henhold til gældende dansk ret og praksis. I det omfang oplysninger om sådanne køb eller aftaler om køb gøres offentligt tilgængelige i Danmark, vil sådanne oplysninger blive offentliggjort ved hjælp af en engelsksproget pressemeddelelse via et elektronisk informationsdistributionssystem i USA eller på anden rimelig måde med henblik på at informere Amerikanske Asetek Aktionærer om sådanne oplysninger.
Derudover kan, med forbehold for gældende dansk ret og amerikansk værdipapirlovgivning, herunder Rule 14e-5 under Exchange Act, de finansielle rådgivere for Tilbudsgiver eller deres respektive associerede selskaber også deltage i sædvanlige handelsaktiviteter i værdipapirer udstedt af Asetek, hvilket kan omfatte køb eller aftaler om køb af sådanne værdipapirer.
Herudover kan Tilbudsgivers finansielle rådgivere eller deres respektive associerede virksomheder i overensstemmelse med gældende lovgivning i Danmark og USA som led i deres sædvanlige aktiviteter foretage handler med værdipapirer i Asetek, herunder køb eller aftaler om køb af sådanne værdipapirer.
Som led i deres normale forretningsaktiviteter kan Tilbudsgivers finansielle rådgivere og disses associerede virksomheder eje eller foretage en bred vifte af investeringer, herunder fungere som modparter i visse derivat- eller afdækningsaftaler og aktivt handle gælds- og aktieinstrumenter (eller relaterede afledte finansielle instrumenter) og andre typer finansielle instrumenter (herunder banklån) for egen regning og for deres kunders regning. Sådanne aktiviteter kan omfatte værdipapirer og/eller instrumenter i Asetek.
Det kan være det ikke er muligt for Amerikanske Asetek Aktionærer at foretage forkyndelse i USA over for Asetek, Tilbudsgiver, nogen af deres respektive tilknyttede virksomheder og/eller deres respektive direktions- eller bestyrelsesmedlemmer, idet nogle eller alle af disse er bosiddende uden for USA, eller at håndhæve domme afsagt af amerikanske domstole mod nogen af dem baseret på de civile erstatningsbestemmelser i de føderale amerikanske værdipapirlove eller anden amerikansk Lovgivning, herunder da Tilbudsgiver er en suveræn stat.
Det kan være, det ikke er muligt at anlægge sag mod Tilbudsgiver, Asetek og/eller deres respektive ledelsesmedlemmer, direktører, ministerier, agenturer, institutioner og politiske underafdelinger (efter omstændighederne) ved en ikke-amerikansk domstol for overtrædelser af amerikansk lovgivning. Endvidere kan det være, det ikke er muligt at tvinge Tilbudsgiver og/eller Asetek eller deres respektive tilknyttede selskaber, efter omstændighederne, til at underkaste sig en amerikansk domstols afgørelse. Derudover kan det være vanskeligt i Danmark at håndhæve oprindelige søgsmål eller søgsmål med henblik på fuldbyrdelse af domme afsagt af amerikanske domstole, der er baseret på de civilretlige ansvarsbestemmelser i den føderale amerikanske værdipapirlovgivning.
Tilbuddet kan have skattemæssige konsekvenser efter amerikanske føderale indkomstskatteregler og efter gældende amerikanske delstats- og lokale samt udenlandske og øvrige skatteregler. Hver Amerikansk Asetek Aktionær opfordres til straks at konsultere sin uafhængige professionelle rådgiver om de skattemæssige konsekvenser af Tilbuddet.
HVERKEN SEC ELLER NOGEN VÆRDIPAPIRTILSYNSMYNDIGHED I NOGEN STAT ELLER ANDEN JURISDIKTION I USA HAR GODKENDT ELLER AFVIST TILBUDDET ELLER VURDERET DETS RIMELIGHED, OG HVERKEN SEC ELLER NOGEN VÆRDIPAPIRTILSYNSMYNDIGHED I USA HAR VURDERET ELLER VIL VURDERE INDHOLDET AF TILBUDSDOKUMENTET ELLER NOGEN ANDEN DOKUMENTATION VEDRØRENDE TILBUDDET MED HENSYN TIL
NØJAGTIGHED, FULDSTÆNDIGHED ELLER RIMELIGHED. ENHVER UDTALELSE OM DET MODSATTE UDGØR ET STRAFBART FORHOLD I USA.
I relation til Storbritannien er denne meddelelse og Tilbudsdokumentet alene rettet til personer, som: (i) befinder sig uden for Storbritannien; (ii) har erhvervsmæssig erfaring med investeringer omfattet af artikel 19(5) i Financial Services and Markets Act 2000 (Financial Promotion) Order 2005 ("FPO Bekendtgørelsen"); (iii) er omfattet af artikel 49(2)(a)–(d) ("high net worth companies, unincorporated associations, etc.") i FPO Bekendtgørelsen; eller (iv) som det i øvrigt lovligt kan kommunikeres til (samlet benævnt "Relevante Personer"). Enhver investering eller investeringsaktivitet, som denne meddelelse vedrører, er alene tilgængelig for, og vil kun blive udøvet med, Relevante Personer. Personer, der ikke er Relevante Personer, bør ikke handle på grundlag af eller støtte sig til denne meddelelse eller dens indhold.
Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn og udsagn om fremtidige forventninger, der afspejler Tilbudsgivers aktuelle synspunkter og antagelser vedrørende fremtidige begivenheder, herunder forventet tidspunkt og gennemførelse heraf. Disse fremadrettede udsagn kan omhandle forventninger, identificere strategier, indeholde prognoser eller angive andre fremadrettede oplysninger og omfatter blandt andet udsagn vedrørende den forventede struktur og tidsplan for gennemførelsen af Tilbuddet og tilknyttede forhold beskrevet i denne meddelelse, ledelsen af og fremtidsudsigterne for Aseteks forretning efter gennemførelsen af Tilbuddet, samt Tilbudsgivers nuværende planer vedrørende Tilbuddet og Aseteks virksomhed, ledelse og fremtidsudsigter. Sådanne udsagn er ingen garanti for fremtidige resultater, idet de indebærer kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre faktorer, som kan medføre, at Tilbudsgivers og/eller Aseteks faktiske resultater, udvikling eller finansielle stilling i væsentlig grad afviger fra de resultater, der er udtrykt eller antydet i de fremadrettede udsagn.
Disse fremadrettede udsagn kan identificeres ved brugen af fremadrettede udtryk som fx "tilsigter", "tror", "forventer", "skønner", "kan", "forudser", "antager", "vurderer", "påtænker", "planlægger", "agter", "skulle", "vil", "søger", "forudsiger", "i fremtiden" eller negationer heraf samt lignende udtryk, og særligt ved drøftelser om "strategi", "mål", "plan" eller "hensigt". Det er muligt, at faktiske resultater kan afvige væsentligt fra de resultater, der er udtrykt i eller underforstået i sådanne fremadrettede udsagn som følge af forskellige faktorer. Disse faktorer omfatter, men er ikke begrænset til: (i) usikkerheder vedrørende struktur og tidsplan for gennemførelsen af Tilbuddet, (ii) at Aseteks aktionærer måtte vælge at acceptere eller ikke acceptere Tilbuddet, (iii) at der måtte blive fremsat et konkurrerende tilbud, (iv) at offentliggørelsen af Tilbuddet kan vanskeliggøre opretholdelsen af relationerne til Aseteks ledelse og
medarbejdere (herunder nøglemedarbejdere), kunder, leverandører og øvrige samarbejdspartnere, (v) risikoen for retssager vedrørende aktierne i Asetek og de deraf følgende betydelige udgifter eller forpligtelser, (vi) ændringer i lovgivning, regnskabsstandarder eller andre regulatoriske forhold for de involverede parter, (vii) vanskeligheder ved implementering af forretningsstrategier, (viii) virkningen af finansiel usikkerhed og ændringer i generelle økonomiske og branchemæssige forhold, (ix) omkostninger forbundet med Tilbuddet, (x) eventuelle eventualforpligtelser og/eller behov for øgede investeringer (herunder investeringer som følge af øget efterspørgsel, nye forretningsmuligheder eller udvikling af ny teknologi), samt (xi) andre risici, som fremgår af dokumenter offentliggjort af Tilbudsgiver eller Asetek. Hverken Tilbudsgiver eller Asetek har pligt til at ajourføre de fremadrettede udsagn som følge af nye oplysninger, fremtidige hændelser eller andre forhold, medmindre dette udtrykkeligt kræves i henhold til gældende lovgivning.
Selvom Tilbudsgiver anser de forventninger, der er indeholdt i de fremadrettede udsagn, for at være rimelige på tidspunktet for denne meddelelse, er sådanne udsagn baseret på Tilbudsgivers nuværende forventninger, skøn, prognoser, forudsætninger og vurderinger vedrørende Aseteks virksomhed samt, efter gennemførelsen og afviklingen af Tilbuddet i overensstemmelse med de vilkår, der fremgår af Tilbudsdokumentet, Aseteks virksomhed og den branche, Asetek opererer i. Udsagnene er primært baseret på offentligt tilgængelige oplysninger, som er udledt af publikationer, rapporter og andre dokumenter udarbejdet af Asetek og/eller Tilbudsgiver, og de udgør ingen garanti for fremtidige resultater eller udvikling og indebærer kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre væsentlige faktorer uden for Tilbudsgivers og/eller Aseteks kontrol, som kan medføre, at faktiske resultater, præstationer eller udvikling afviger væsentligt fra de fremtidige resultater, præstationer eller udvikling, der er udtrykt eller antydet i de fremadrettede udsagn.
Medmindre det kræves i henhold til gældende lovgivning, påtager hverken Tilbudsgiver eller nogen af dennes rådgivere sig nogen forpligtelse til at opdatere eller ændre sådanne fremadrettede udsagn eller til at afspejle ændringer i deres respektive forventninger hertil eller ændringer i begivenheder, nye oplysninger, forhold eller omstændigheder, som sådanne udsagn er baseret på, og til at tilpasse dem til fremtidige begivenheder eller udviklinger.
Have a question? We'll get back to you promptly.