AI assistant
Alm. Brand — Earnings Release 2016
Nov 16, 2016
Preview isn't available for this file type.
Download source fileResultatet for årets første tre kvartaler blev et overskud på 817 mio.kr. før
skat, hvilket er meget tilfredsstillende. Forventningerne til året opjusteres
med 200 mio.kr. til et overskud på mellem 900 og 1.000 mio.kr.
-
Resultatet for tredje kvartal 2016 overgik endnu en gang vores forventninger,
og samlet for de første ni måneder har vi leveret et usædvanligt flot overskud,
udtaler adm. direktør i Alm. Brand, Søren Boe Mortensen. -
Skadeforsikring bidrager med den største del af resultatet, der dog særligt
er løftet af høje afløbsgevinster og få vejrligsskader. Set i forhold til de
seneste års resultater, så er den store forskel, at banken igen leverer
overskud, uddyber Søren Boe Mortensen og fortsætter: -
Endelig er det meget positivt, at vores kundetilfredshed er høj og fortsat
øges, ligesom antallet af pluskunder i såvel forsikring som bank stiger. Det er
jeg meget tilfreds med.
Resultater for tredje kvartal:
· Skadeforsikring leverede et meget tilfredsstillende resultat på 310
mio.kr. før skat, hvilket er væsentligt bedre end forventet og positivt
påvirket af et godt investeringsresultat.
Combined Ratio blev på 76,7 og er positivt påvirket af få vejrligsskader og
afløbsgevinster. Derimod er resultatet negativt påvirket af nogle større
brandskader hos erhvervskunder og en højere skadefrekvens.
Som forventet faldt præmierne i kvartalet med 1,0 %, hvilket blandt andet er en
følge af, at Alm. Brand har nedsat prisen på særligt bilforsikringer.
· Liv- og pensionsaktiviteterne gav et tilfredsstillende overskud på
23 mio.kr. før skat, hvilket er bedre end forventet.
Pensionsindbetalingerne er på niveau med sidste år. Justeret for
periodeforskydninger steg de løbende præmier med knap 4 %, hvilket er
tilfredsstillende, mens indbetalinger på markedsbaserede ordninger i banken er
faldet. Udviklingen i de markedsbaserede ordninger er ikke tilfredsstillende.
Ved udgangen af tredje kvartal udgjorde bonusgraden 17,5, hvilket er et meget
tilfredsstillende niveau. Den høje bonusgrad betyder, at Alm. Brand Liv og
Pension fortsat kan tilbyde høje og konkurrencedygtige depotrenter til
kunderne.
· Resultatet af bankens fremadrettede aktiviteter blev et overskud på
24 mio.kr., hvilket er bedre end forventet. Resultatet påvirkes dog fortsat af
den negative korte rente i kombination med bankens overskudslikviditet.
Resultatet er positivt påvirket af et godt investeringsresultat samt af en pæn
vækst i antallet af helkunder inden for både privatsegmentet, Finansielle
Markeder og Leasing. Banken har over det sidste år fået 13 % flere helkunder,
og udlånet til privatkunderne er steget med 6 %. Porteføljen af Totalkreditlån
øges ligeledes fortsat og er over de seneste 12 måneder øget med 18 %.
· Bankens afviklingsaktiviteter gav et underskud på 9 mio.kr. i
tredje kvartal, hvilket er bedre end forventet. Resultatet er forbedret med 73
mio.kr. i forhold til i samme periode sidste år. Den positive udvikling skyldes
en markant bedre fundingsituation samt en mere stabil udvikling i
udlånsporteføljens risiko.
Forventninger
· For 2016 opjusteres forventningerne med 200 mio.kr. til et overskud
før skat på mellem 900 og 1.000 mio.kr. Forventningerne til koncernen
fremadrettede aktiviteter opjusteres til mellem 925 og 1.025 mio.kr. og dækker
over en opjustering af forventningerne til Skadeforsikring på 200 mio.kr., mens
Øvrige nedjusteres med 10 mio.kr.
Bankens aktiviteter under afvikling justeres til et forventet underskud på 25
mio.kr.
· For 2017 forventes et overskud på 400 til 500 mio.kr. med en
Combined Ratio i niveauet 92. Forventningerne til resultatet af aktiviteter
under afvikling er nul.
Webcast og telekonference
Alm. Brand afholder webcast og telekonference onsdag den 16. november 2016 kl.
10.00.
https://player.eventcdn.net/tu2ovr
Analytikere kan deltage på telefon: danske analytikere: +45 3544 5583,
US-analytikere: +1 855 269 2604 og andre internationale analytikere: +44 (0)
203 194 0544.
Kontakt
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til:
adm. direktør Søren Boe Mortensen på tlf. nr. 35 47 79 07 eller
kommunikationsdirektør Susanne Biltoft på tlf. nr. 35 47 76 61.