AI Terminal

MODULE: AI_ANALYST
Interactive Q&A, Risk Assessment, Summarization
MODULE: DATA_EXTRACT
Excel Export, XBRL Parsing, Table Digitization
MODULE: PEER_COMP
Sector Benchmarking, Sentiment Analysis
SYSTEM ACCESS LOCKED
Authenticate / Register Log In

ALK-Abelló

Regulatory Filings Mar 20, 2012

Preview not available for this file type.

Download Source File

ALK meddeler i dag, at alle patienter med succes er rekrutteret til to pivotale
kliniske fase III-studier med MITIZAX®, som er den nye, innovative
tabletvaccine mod høfeber og astma forårsaget af husstøvmider. Over 1.700
patienter er nu inkluderet i studierne, som forventes afsluttet medio 2013.

København, 2012-03-20 08:56 CET (GLOBE NEWSWIRE) --

ALK meddeler i dag, at selskabet med succes har afsluttet rekrutteringen af
patienter til to pivotale, kliniske fase III-studier med MITIZAX® (de såkaldte
MERIT- og MITRA-studier) til behandling af høfeber og astma forårsaget af
husstøvmider.

Henrik Jacobi, Executive Vice President for R&D hos ALK, udtaler: "De to fase
III-studier er en del af det største udviklingsprogram i ALKs historie, og vi
er meget stolte af, at rekrutteringen af patienter er forløbet godt. MITIZAX®
har potentialet til at blive den første sygdomsmodificerende tabletbaserede
vaccine til behandling af den mest almindelige årsag til allergi og allergisk
astma i verden."

Husstøvmideallergi påvirker op til 200 millioner mennesker i Europa,
Nordamerika, Japan og Kina. Omtrent 50 % af alle husstøvmideallergikere lider
også af astma.

Både MERIT- og MITRA-studiet er fase III, randomiserede, dobbeltblinde,
placebokontrollerede parallelgruppe studier, som har til formål at vurdere
effekten af og sikkerheden ved én daglig dosis af MITIZAX® i forhold til
placebo ved behandling af henholdsvis allergisk rhinitis (høfeber) og allergisk
astma forårsaget af husstøvmider. MERIT-studiet omfatter nu mere end 900 voksne
patienter på 99 centre i 12 europæiske lande, og MITRA-studiet omfatter mere
end 800 voksne patienter på 98 centre i 13 europæiske lande.

Der udføres i øjeblikket klinisk udvikling med MITIZAX® i Europa, Nordamerika
og Japan. ALK samarbejder med Merck (uden for USA og Canada kendt som MSD) og
Torii Pharmaceutical i henholdsvis Nordamerika og Japan.

                             ALK-Abelló A/S

                               Jens Bager
                              Adm. direktør

Kontaktperson: Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 45 74 75 27, mobil 22 61 25 25
Presse: Martin Barlebo, tlf. 45 74 79 01, mobil 20 64 11 43

Om MITIZAX®, tablet til allergivaccination (immunterapi) mod husstøvmideallergi
Allergivaccination (immunterapi) er en unik behandlingsform af selve årsagen
til allergi. Be­handlingen fremkalder et beskyttende immunrespons, der giver en
vedvarende reduktion af allergisymptomerne og samtidig reducerer risikoen for
at udvikle astma.

Den øgede forekomst af allergi er blevet et væsentligt sundhedsproblem verden
over. Husstøvmideallergi er den mest almindelige allergi i verden og rammer op
til 200 millioner mennesker i Europa, Nordamerika, Japan og Kina.

Husstøvmideallergi er desuden en vigtig årsag til allergisk astma. Astma er en
sygdom med diffus luftvejsinflammation, der ofte giver kortåndethed, hoste,
hvæsende vejrtrækning og sammensnøret bryst. Disse symptomer er tit forbundet
med begrænsninger i daglige aktiviteter, nedsat lungefunktion og omfattende
brug af symptomatisk medicin. Et særligt kendetegn ved astma er akutte
forværringer (eksacerbationer) udløst af allergener eller andre faktorer.
Prøver viser, at ca. 48 % af alle astmatikere er sensibiliserede over for
husstøvmider. Det anslås, at over 30 mio. mennesker i Europa alene har astma.

ALK er i færd med at udvikle en tabletbaseret allergivaccine (AIT) mod
allergisk rhinitis og astma forårsaget af husstøvmider. I Europa er det
kliniske udviklingsprogram i fase III og har allerede vist lovende resultater:
Et nyt klinisk fase II/III-studie har opnået de primære mål og vist signifikant
reduktion i brugen af astmamedicin. Studiet har endvidere vist, at tabletten er
patientvenlig, veltolereret og har en god bivirkningsprofil. Derudover har ALK
gennemført to fase I-tolerabilitetsstudier i henholdsvis voksne og børn. De to
nye studier bringer det samlede antal patienter i det europæiske
udviklingsprogram op på 2.500.

Den nye tablet, MITIZAX®, er en del i ALKs AIT-program, der i 2007 resulterede
i lanceringen af verdens første AIT, GRAZAX® mod græspollenallergi.
AIT-programmet omfatter også tabletter mod ragweed- og træpollenallergi.

Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på
forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende
virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af
selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 1.800 medarbejdere og
datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK
har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii Pharmaceutical Co., Ltd. om
kommercialisering af tabletbaseret allergivaccination i henholdsvis Nordamerika
og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX
Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk-abello.com.

Talk to a Data Expert

Have a question? We'll get back to you promptly.