Regulatory Filings • Jul 31, 2012
Preview not available for this file type.
Download Source FileALKs partner, Torii, igangsætter et omfattende klinisk fase
II/III-udviklingsprogram i Japan med MITIZAX®, den nye, innovative tablet mod
høfeber og astma forårsaget af husstøvmider. Igangsættelsen udløser en
milepælsbetaling til ALK.
København, 2012-07-31 08:00 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
ALK meddeler i dag, at selskabets strategiske partner, Torii, påbegynder næste
fase i det kliniske udviklingsprogram for MITIZAX® ved at igangsætte to
parallelle fase II/III-studier i Japan. MITIZAX® er ALKs nye, innovative
tabletbaserede allergivaccine (AIT) mod høfeber og astma forårsaget af
husstøvmider.
De to studier vil omfatte ca. 1.800 personer og har til formål at undersøge
sikkerheden og effekten af MITIZAX® ved behandling af allergisk rhinitis
(høfeber) og astma forårsaget af husstøvmider i en japansk befolkning.
Jens Bager, administrerende direktør for ALK, udtaler: "Samarbejdet med Torii
er en vigtig del af vores strategi om at sikre global udbredelse af vores
moderne allergivacciner. At MITIZAX® nu går ind i det sene kliniske
udviklingsforløb i Japan, er et væsentligt fremskridt og giver ALK og Torii en
klar konkurrencemæssig fordel."
MITIZAX® har potentialet til at blive den første sygdomsmodificerende
tabletbaserede allergivaccine til behandling af den mest almindelige årsag til
allergi og allergisk astma i verden.
Norihiko Matsuo, administrerende direktør for Torii, udtaler: "Vores samarbejde
med ALK, som blev indgået i januar 2011, opfylder begge selskabers
forventninger. Vi er stolte over de store fremskridt, vi har gjort i
udviklingen af MITIZAX®. Disse fremskridt bringer os hurtigt og sikkert tættere
på at forbedre livskvaliteten for de mange patienter, der lider af allergisk
rhinitis og astma som følge af husstøvmideallergi."
De to fase II/III-studier i Japan er en del af det største udviklingsprogram
nogensinde inden for allergivaccination (immunterapi). I Europa gennemfører ALK
i øjeblikket to lignende kliniske fase III-studier, som afsluttes i 2013. I
Nordamerika udvikles MITIZAX® i samarbejde med Merck (kendt som MSD uden for
USA og Canada) og er i øjeblikket i fase II i det kliniske udviklingsforløb.
Når første patient får første dosis medicin i fase II/III-studierne i Japan
udløses en ikke-offentliggjort milepælsbetaling fra Torii til ALK. Betalingen
er allerede indregnet i ALKs økonomiske forventninger til 2012, og denne
meddelelse ændrer derfor ikke ved ALKs forventninger til regnskabsåret.
ALK-Abelló A/S
Jens Bager
Adm. direktør
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Adm. direktør Jens Bager, tlf. 4574 7576
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 45 74 75 27, mobil 22 61 25 25
Presse: Martin Barlebo, tlf. 45 74 79 01, mobil 20 64 11 43
Om MITIZAX®, tablet til allergivaccination (immunterapi) mod husstøvmideallergi
Allergivaccination (immunterapi) er en unik behandlingsform af selve årsagen
til allergi. Behandlingen fremkalder et beskyttende immunrespons, der giver en
vedvarende reduktion af allergisymptomerne og samtidig reducerer risikoen for
at udvikle astma.
Den øgede forekomst af allergi er blevet et væsentligt sundhedsproblem verden
over. Husstøvmideallergi er den mest almindelige allergi i verden og rammer ca.
90 millioner mennesker i Europa, Nordamerika og Japan.
Husstøvmideallergi er desuden en vigtig årsag til allergisk astma. Astma er en
sygdom med diffus luftvejsinflammation, der ofte giver kortåndethed, hoste,
hvæsende vejrtrækning og sammensnøret bryst. Disse symptomer er tit forbundet
med begrænsninger i daglige aktiviteter, nedsat lungefunktion og omfattende
brug af symptomatisk medicin. Et særligt kendetegn ved astma er akutte
forværringer (eksacerbationer) udløst af allergener eller andre faktorer.
Prøver viser, at ca. 48 % af alle astmatikere er sensibiliserede over for
husstøvmider. Det anslås, at over 30 mio. mennesker i Europa alene har astma.
ALK er i færd med at udvikle en tabletbaseret allergivaccine (AIT) mod
allergisk rhinitis og astma forårsaget af husstøvmider. I Europa er det
kliniske udviklingsprogram i fase III og har allerede vist lovende resultater:
Et nyt klinisk fase II/III studie har opnået de primære mål og vist signifikant
reduktion i brugen af astmamedicin. ALK gennemfører i øjeblikket to kliniske
fase III studier i Europa, der skal vurdere effekten af MITIZAX® ved behandling
af henholdsvis allergisk rhinitis og astma forårsaget af husstøvmider. Det
samlede antal patienter i det globale udviklingsprogram er nu 4.300.
Den nye tablet, MITIZAX®, er en del i ALKs AIT-program, der i 2007 resulterede
i lanceringen af verdens første AIT, GRAZAX® mod græspollenallergi.
AIT-programmet omfatter også tabletter mod ragweed- og træpollenallergi.
Om Torii Pharmaceutical Co., Ltd.
Torii Pharmaceutical Co., Ltd., (Torii) som blev grundlagt i 1921, fremstiller
og distribuerer farmaceutiske produkter. Torii er et børsnoteret selskab med
hovedsæde i Tokyo (TSE:4551). Selskabet har ca. 500 salgsrepræsentanter, som
arbejder ud fra 14 filialkontorer i hele Japan. Torii markedsfører lægemidler
inden for en række terapeutiske prioritetsområder: nyresygdomme og
hæmodialyse, akutte sygdomme, hiv, hudsygdomme (f.eks. atopisk dermatit), gigt
og allergi. Torii har i mere end 40 år været den eneste virksomhed i Japan, som
fremstiller og sælger allergenspecifikke lægemidler. Toriis hovedaktionær er
Japan Tobacco. Læs mere på www.torii.co.jp.
Om samarbejdet med Torii
I januar 2011 indgik ALK og Torii en eksklusiv licensaftale om udvikling,
registrering og kommercialisering af ALKs immunterapiprodukter mod allergisk
rhinitis og astma forårsaget af husstøvmider i Japan, som er verdens
næststørste marked for allergimedicin efter USA. Aftalen gav Torii eksklusive
licensrettigheder til udvikling, markedsføring og distribution af MITIZAX® –
ALKs tabletbaserede allergivaccine mod husstøvmideallergi. Aftalen omfatter
også et injektionsbaseret immunterapiprodukt og diagnostiske produkter til
husstøvmideallergi. Derudover omfatter aftalen et forsknings- og
udviklingssamarbejde om udvikling af en tabletbaseret allergivaccine mod
japansk cedertræsallergi.
Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på
forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende
virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af
selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 1.800 medarbejdere og
datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK
har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii Pharmaceutical Co. Ltd. om
kommercialisering af tabletbaseret allergivaccination i henholdsvis Nordamerika
og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX
Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk-abello.com.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.