AI assistant
ALK-Abelló — Board/Management Information 2016
May 17, 2016
Preview isn't available for this file type.
Download source fileKøbenhavn, 2016-05-17 18:32 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --
ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddeler i dag, at bestyrelsen har
ansat Carsten Hellmann som ny administrerende direktør for virksomheden.
Carsten Hellmann kommer fra en stilling som administrerende direktør i Merial
og er ligeledes Executive Vice President og medlem af koncerndirektionen i
Sanofi (NYSE:SNY). Merial, der har hovedkontor i Lyon, er Sanofis
dyresundhedsforretning med en årlig omsætning på EUR 2,6 mia. (DKK 19 mia.) og
mere end 7.000 medarbejdere globalt. Før Carsten Hellmann kom til Sanofi, har
han beklædt ledende stillinger i globale health care og biofarmaceutiske
selskaber, inklusive Chr. Hansen og Nunc Group. Carsten Hellmann er dansk
statsborger og er født i 1964.
"Det er en stor glæde at meddele, at Carsten Hellmann bliver ny administrerende
direktør i ALK. Carsten Hellmann har stor international erfaring og har skabt
synlige, kommercielle resultater i forskningsbaserede selskaber, der har meget
tilfælles med ALK. Vi er overbeviste om, at Carsten Hellmann har de
kompetencer, der kræves for at accelerere den globale kommercialisering af ALKs
portefølje af evidensbaserede produkter rettet mod både allergisk rhinitis og
astma," siger Steen Riisgaard, formand for ALKs bestyrelse.
Carsten Hellmann siger: "ALK udmærker sig som verdens førende inden for
allergi-immunterapi og som branchens mest innovative virksomhed. Jeg er
inspireret af ALKs vision og glæder mig til at føre ALK gennem transformationen
til en egentlig global virksomhed. Jeg ser frem til at arbejde sammen med alle
i ALK om at opbygge en endnu stærkere fremtid for vores patienter, ansatte,
partnere og aktionærer."
Efter en vellykket turnaround af Merial har Sanofi besluttet at frasælge
selskabet til Boehringer-Ingelheim. Carsten Hellman vil færdiggøre dette
frasalg, inden han starter som administrerende direktør i ALK, hvilket vil ske
senest den 1. januar 2017. Steen Riisgaard vil fortsætte med at fungere som
bestyrelsesformand med udvidet ansvar, indtil Carsten Hellmann stopper hos
Sanofi.
ALK-Abelló A/S
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Bestyrelsesformand og fungerende adm. direktør Steen Riisgaard, tlf. 4574 7576
Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014
Om Carsten Hellmann
Carsten Hellmann har en BSc i Business Administration fra Copenhagen Business
School fra 1989, en MSc fra Lancaster University i Information Management fra
1990 og har gennemført et lederuddannelsesprogram fra INSEAD. Carsten Hellmann
startede sin karriere i 1990 hos Radiometer Medical A/S som produktspecialist,
før han blev produktchef. Han skiftede til Novo Nordisk i 1993 og havde
forskellige stillinger inden for marketing, forretningsudvikling, strategiske
alliancer og business intelligence med stigende ansvar. I 1996 blev han salgs-
og marketingdirektør hos Synthelabo, og i 1997 skiftede han til Pronosco A/S,
en nystartet virksomhed specialiseret i diagnosticering af osteoporose. I 2000
blev han udnævnt til administrerende direktør i Nunc Group, en verdensførende
virksomhed inden for cellekultur-, immunologi- og forbrugsprodukter til
laboratorier og farmaceutiske virksomheder. Efter Fisher Scientific (nu
ThermoFisher) overtog Nunc Group, havde Carsten Hellmann det overordnede ansvar
for integrationsprocessen, inden han startede i Chr. Hansen Holding A/S i 2006
som Executive Vice President/koncerndirektør, Global Sales, og medlem af
koncerndirektionen. Han tiltrådte sin nuværende stilling som administrerende
direktør i Merial (www.merial.com) og Executive Vice President i Sanofi
(www.sanofi.com) i 2013.
Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på
forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er en af verdens
førende virksomheder inden for allergivaccination (immunterapi) – en behandling
af selve årsagen til allergi. Virksomheden har ca. 2.000 medarbejdere og
datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK
har indgået partnerskabsaftaler med MSD (kendt som Merck i USA og Canada),
Torii, Abbott og Seqirus om kommercialisering af sublinguale tabletbaserede
allergivacciner i henholdsvis Nordamerika, Japan, Rusland, Sydøstasien,
Australien og New Zealand. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er
børsnoteret på NASDAQ Copenhagen. Læs mere på www.alk.net.