Delisting Announcement • Nov 18, 2024
Delisting Announcement
Open in ViewerOpens in native device viewer

I selskabsmeddelelse nr. 7 den 16. september 2024 orienterede selskabet om igangsætning af frasalgsproces for Roblons amerikanske datterselskab. Årsagen til beslutningen var, at både efterspørgsels- og konkurrenceforhold har ændret sig betydeligt over det seneste år.
CRU1 forventede ved udgangen af 2023 at USA-markedet i 2024 ville vende tilbage til en normalsituation som i 2022. Dette har ikke været tilfældet og skyldes blandt andet at igangsætning af statsstimulerede projekter til udrulning af bredbånd i USA er sket i et langsommere tempo end forventet. Desuden er konkurrencevilkårene i et midlertidigt reduceret totalmarked blevet skærpet betydeligt blandt andet på grund af fjernøstlig konkurrence. De tiltagende forlydender om, at den nyvalgte amerikanske præsident og kommende regering har til hensigt at beskytte landets industri med toldmure især mod fjernøstlig import har skærpet interessen fra virksomheder i disse lande til at etablere produktion i USA.
Efter offentliggørelsen af ovenstående frasalgsproces har Roblon modtaget et antal henvendelser fra potentielle købere – såvel amerikanske som køberemner fra andre lande.
Ledelsen forventer på nuværende tidspunkt, at den igangværende salgsproces vil være afsluttet inden udgangen af marts 2025 og kan af naturlige årsager på nuværende tidspunkt ikke oplyse forventninger om frasalgets påvirkning af driftsresultat og balance.
For den samlede forretning, inklusive de ophørende aktiviteter i det amerikanske datterselskab, er der for 2023/24 foreløbigt realiseret en omsætning på 346 mDKK (forventet i niveauet 370 mDKK), et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) og før særlige poster på 29 mDKK (forventet i niveauet 25 mDKK) og et resultat af primær drift (EBIT) før særlige poster på 3 mDKK (forventet i niveauet 0 mDKK).
De foreløbige ureviderede tal for 2023/24 er fordelt på:
| Fortsættende aktiviteter | Ophørende aktiviteter | |||
|---|---|---|---|---|
| mDKK | Foreløbigt realiseret |
Forventet i niveauet |
Foreløbigt realiseret |
Forventet i niveauet |
| Omsætning | 245 | 250 | 101 | 120 |
| EBITDA før særlige poster | 45 | 40 | -16 | -15 |
| EBIT før særlige poster | 29 | 24 | -26 | -24 |
Det foreløbige resultat for fortsættende aktiviteter har været positivt påvirket af et gunstigt produktmix.
Ledelsen vurderer, at de foreløbige ureviderede tal for koncernen er realiseret på det forventede niveau.
1 CRU analyserer forskellige industrier, og herunder FOC-industrien, og udbyder business intelligence. Se yderligere på https://www.crugroup.com/

Yderligere kommentarer til årets resultat vil fremgå af Roblons årsrapport for 2023/24, der offentliggøres som planlagt den 19. december 2024.
Det er ledelsens forventning, at de udfordrende markedsvilkår i FOC produktgruppen vil fortsætte i regnskabsåret 2024/25. Ledelsen forventer endvidere et mindre gunstigt produktmix i 2024/25 end realiseret i 2023/24.
Ledelsens forventninger for de fortsættende aktiviteter for regnskabsåret 2024/25 er som følger:
Omsætning og resultat for selskabets amerikanske datterselskab, hvor der er igangsat en frasalgsproces, rapporteres som ophørende aktiviteter, og er således ikke indeholdt i ovenstående forventninger til regnskabsåret 2024/25. Ledelsen har på nuværende tidspunkt og midt i en igangværende salgsproces ikke grundlag for at opgøre de regnskabsmæssige konsekvenser ved et frasalg af det amerikanske datterselskab.
Under normale markedsvilkår, er det koncernens økonomiske målsætning år for år at realisere en vækst i omsætning og vækst i resultat pr. aktie på mindst 15%, en EBIT-margin på mindst 10% samt forrentning af den investerede kapital før skat (ROIC) på mindst 20%. Det er ledelsens forventning, at koncernens økonomiske mål forventes at kunne opfyldes efter frasalg af Roblons amerikanske datterselskab og i takt med at markedsforholdene i FOC produktgruppen normaliseres.
Ovenstående udsagn om fremtidige forhold, herunder især forventningerne til omsætning og indtjening, er i sagens natur usikre og forbundet med risici. Mange faktorer vil være uden for Roblons kontrol og kan medføre, at de faktiske resultater vil afvige væsentligt fra de forventninger, som udtrykkes i delårsrapporten. Sådanne faktorer omfatter blandt andet – men ikke kun – ændringer i markeds- og konkurrenceforhold, ændringer i efterspørgsel og købemønstre, valutakurs- og renteudsving samt generelle økonomiske, politiske og forretningsmæssige forhold og herunder fortsatte geopolitiske udfordringer.
Frederikshavn, den 18. november 2024 Roblon A/S
| Jørgen Kjær Jacobsen | Kim Müller |
|---|---|
| Bestyrelsesformand | CEO |
Henvendelse vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:
Co-CEO Carsten Michno, tlf. +45 9620 3300
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.