Board/Management Information • Mar 17, 2025
Board/Management Information
Open in ViewerOpens in native device viewer

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES, PUBLICERES ELLER UDLEVERES DIREKTE ELLER INDIREKTE I ELLER TIL NOGEN JURISDIKTION, HVOR DETTE VILLE UDGØRE EN OVERTRÆDELSE AF GÆLDENDE LOVGIVNING ELLER REGLER I DEN PÅGÆLDENDE JURISDIKTION, HERUNDER I USA
vedrørende det frivillige offentlige købstilbud fremsat den 7. marts 2025 af Constantinsborg A/S

| 1 | Indledning 3 | |
|---|---|---|
| 1.1 | Kort om Tilbuddet 3 | |
| 1.2 | Baggrund for Bestyrelsens redegørelse 3 | |
| 1.3 | Visse interesser og ejerandele i FirstFarms 4 | |
| 1.4 | Aktionærernes eget ansvar 4 | |
| 2 | Baggrund for Bestyrelsens vurdering af Tilbuddet 5 | |
| 2.1 | FirstFarms koncernens aktiviteter og forretningsstrategi 5 | |
| 2.2 | Forløbet frem til afgivelse af Tilbuddet 5 | |
| 2.3 | FirstFarms aktiekapital og ejerstruktur 5 | |
| 2.4 | Warrants 6 | |
| 2.5 | Regnskabsoplysninger og forventninger 6 | |
| 2.6 | Væsentligste aktiver og indre værdi 7 | |
| 2.7 | Tilbudskursen 8 | |
| 2.8 | Betingelser 9 | |
| 2.9 | Afnotering 10 | |
| 2.10 | Tvangsindløsning 10 | |
| 3 | Bestyrelsens vurdering af Tilbuddet 10 | |
| 3.1 | Fordele 10 | |
| 3.2 | Ulemper 11 | |
| 3.3 | Mulige konsekvenser for Aktionærer, der ikke accepterer Tilbuddet 12 | |
| 3.4 | Bestyrelsens øvrige overvejelser 13 | |
| 3.4.1 | Tilbudsgivers strategiske planer 13 | |
| 3.4.2 | Tilbudsgivers hensigt i forhold til medarbejdere, ledelse og driftssteder 13 | |
| 3.5 | Sammenfatning af Bestyrelsens overvejelser 14 | |
| 4 | Øvrige forhold 14 | |
| 4.1 | Modtagere 14 | |
| 4.2 | Lovvalg 14 | |
| 4.3 | Versioner og sprog 15 | |
| 4.4 | Informationskilder 15 | |
| 4.5 | Fremadrettede udsagn 15 | |

Redegørelse af 17. marts 2025 fra bestyrelsen ("Bestyrelsen") i FirstFarms A/S ("FirstFarms" eller "Selskabet") i henhold til § 22 i bekendtgørelse nr. 636 af 15. maj 2020 om overtagelsestilbud ("Tilbudsbekendtgørelsen") vedrørende det frivillige offentlige købstilbud ("Tilbuddet") fremsat den 7. marts 2025 af Constantinsborg A/S ("Tilbudsgiver").
Den 11. februar 2025 offentliggjorde Tilbudsgiver sin beslutning om at fremsætte et frivilligt kontant købstilbud på alle aktier i FirstFarms ("Aktierne") (bortset fra egne aktier ejet af FirstFarms og aktier allerede ejet af Tilbudsgiver) i henhold til § 4, stk. 1, i Tilbudsbekendtgørelsen.
Tilbudsgiver blev derved i henhold til § 4, stk. 2, i Tilbudsbekendtgørelsen forpligtet til senest fire uger efter den 11. februar 2025 at offentliggøre et tilbudsdokument ("Tilbudsdokumentet") godkendt af Finanstilsynet, som indeholder en beskrivelse af vilkårene for Tilbuddet til FirstFarms' aktionærer ("Aktionærerne"). Tilbudsdokumentet blev offentliggjort den 7. marts 2025.
I henhold til Tilbudsdokumentet tilbyder Tilbudsgiver et kontant vederlag på DKK 84 pr. aktie á nominelt DKK 10 ("Tilbudskursen") med forbehold for justering for udbytte eller andre udlodninger besluttet eller udbetalt til Aktionærerne inden gennemførelsen af Tilbuddet.
Tilbuddet er åbent for accept fra den 7. marts 2025 til 7. april 2025 kl. 23:59 (dansk tid) ("Tilbudsperioden"). Tilbudsperioden kan forlænges af Tilbudsgiver som nærmere anført i Tilbudsdokumentet.
Tilbudsgiver har i Tilbudsdokumentet fastsat visse betingelser for sit tilbud ("Betingelserne"), herunder opnåelse af relevante regulatoriske godkendelser og at Ingen Væsentlig Negativ Ændring har fundet sted. Tilbudsgiver har ikke betinget Tilbuddets gennemførelse af noget minimumsacceptniveau. Betingelserne er gengivet som i Tilbudsdokumentet i afsnit 2.8 nedenfor, og der henvises til Tilbudsdokumentets afsnit 12 for de anvendte definitioner. Tilbudsgiver forbeholder sig ret til at tilbagekalde Tilbuddet, hvis en eller flere af Betingelserne ikke er opfyldt ved Tilbudsperiodens udløb eller Tilbuddets gennemførelse. Tilbudsgiver kan frafalde eller begrænse omfanget af en eller flere af Betingelserne ved offentliggørelse af et tillæg til Tilbudsdokumentet.
Hvis Tilbudsgiver som resultat af det frivillige overtagelsestilbud ikke opnår mere end halvdelen (50 procent) af stemmerettighederne i Selskabet, vil Tilbudsgiver være forpligtet til at fremsætte et pligtmæssigt offentligt overtagelsestilbud i henhold til Kapitalmarkedslovens §§ 44-45. Tilbudsgiver har i Tilbudsdokumentet bemærket, at Tilbudsgiver ikke forventer en sådan forpligtigelse, da Tilbudsgiver forventer at erhverve Aktier svarende til mere end halvdelen af stemmerettighederne og aktiekapitalen i FirstFarms.
Det er Tilbudsgivers hensigt at søge Aktierne slettet fra handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen efter gennemførelsen af Tilbuddet, uanset resultatet af Tilbuddet, også selvom Tilbudsgiver ikke opnår mere end 90 procent af aktiekapitalen og stemmerettighederne i FirstFarms. Det er ikke Tilbudsgivers hensigt at gennemføre en tvangsindløsning af eventuelle resterende Aktier, som ejes af øvrige Aktionærer (udover Tilbudsgiver og FirstFarms), selvom Tilbudsgiver måtte være berettiget hertil efter gennemførelsen af Tilbuddet. Tilbudsgiver forbeholder sig dog retten hertil.
Denne redegørelse ("Redegørelsen") er udarbejdet af Bestyrelsen i FirstFarms med henblik på overholdelse af forpligtelserne i § 22 i Tilbudsbekendtgørelsen.
I henhold til § 22, stk. 1, i Tilbudsbekendtgørelsen skal bestyrelsen for et dansk børsnoteret selskab, som er genstand for et offentligt overtagelsestilbud, udarbejde og offentliggøre en redegørelse, som indeholder bestyrelsens holdning til overtagelsestilbuddet og en begrundelse herfor. Bestyrelsen skal ligeledes forholde sig til fordele og ulemper set i forhold til Tilbuddet og selskabets forventede udvikling. Bestyrelsen skal redegøre for sin holdning til konsekvenserne af overtagelsestilbuddet for alle selskabets interesser og til tilbudsgivers strategiske planer for målselskabet samt disses sandsynlige konsekvenser for medarbejderne og selskabets driftssteder.

Ved afgivelsen af denne Redegørelse har Bestyrelsen ønsket at iagttage samtlige Aktionærers interesser og sikre uafhængighed af særinteresser.
Som følge af dette har Bestyrelsen i enighed besluttet, at bestyrelsesmedlem Lise Kaae, på grund af hendes tilknytning til Tilbudsgiver, ikke måtte deltage i bestyrelsesmøder, hvor Tilbuddet har været drøftet, ligesom hun ikke har deltaget i udarbejdelsen af Bestyrelsens Redegørelse. Ingen øvrige bestyrelsesmedlemmer har vurderet at have en interessekonflikt i forhold til Tilbuddet, og disse har derfor deltaget i udarbejdelsen af denne Redegørelse.
Ingen medlemmer af Bestyrelsen er part i eller har kendskab til aftaler, der er væsentlige for vurderingen af Tilbuddet andet end de i Tilbudsdokumentet beskrevne aftaler. Der er ikke mellem medlemmer af Bestyrelsen eller Direktionen på den ene side og Tilbudsgiver eller nogen person, der handler i forståelse med Tilbudsgiver, på den anden side indgået nogen aftale om ændringer af eksisterende aftaler om bonus eller lignende incitamentsordninger, og der vil heller ikke blive indgået sådanne aftaler forud for gennemførelsen af Tilbuddet.
Ingen medlemmer af Bestyrelsen har direkte eller indirekte ejerandele i Tilbudsgiver. Bestyrelsesmedlemmerne ejer ikke warrants i Selskabet.
Følgende medlemmer i Bestyrelsen og Direktionen ejer Aktier i Selskabet som anført i nedenstående tabel:
| Bestyrelsesmedlem/Direktionsmedlem | Antal Aktier i FirstFarms (stk.) |
|---|---|
| Henrik Hougaard, direkte og indirekte via sit ejerskab af Thoraso ApS og Thoraso Holding ApS |
2.416.862 |
| Bendt Tido Hannibal Wedell, direkte og indirekte via sit ejerskab af Wefri Holding ApS, Wefri A/S samt AIC A/S |
1.360.829 |
| Asbjørn Børsting | 50.597 |
| Jens Bolding Jensen | 10.097 |
| Karina Boldsen | 2.899 |
| Claus Ewers | 284.771 |
| Anders H. Nørgaard | 186.435 |
1.4 Aktionærernes eget ansvar
Hver Aktionær skal træffe sin egen beslutning om, hvorvidt vedkommende vil acceptere Tilbuddet, idet der skal tages højde for de generelle omstændigheder, vedkommendes personlige situation (herunder skattemæssige situation) samt dennes individuelle vurdering af den fremtidige udvikling i FirstFarms' værdi og markedskurs, Tilbudsgivers hensigt om at søge en afnotering af Aktierne fra Nasdaq Copenhagen samt risikoen for en senere tvangsindløsning.
Ved beslutningen om hvorvidt man som Aktionær vil acceptere Tilbuddet, bør enhver Aktionær gøre brug af alle tilgængelige informationer og tage behørigt hensyn til personlige omstændigheder. I særdeleshed kan den specifikke finansielle og skattemæssige situation for individuelle Aktionærer i enkelte tilfælde føre til vurderinger, der afviger fra de vurderinger og holdninger, som Bestyrelsen har præsenteret i denne redegørelse. Bestyrelsen anbefaler derfor, at Aktionærerne på eget ansvar og for egen regning om nødvendigt

søger uafhængig skattemæssig og juridisk rådgivning, og Bestyrelsen påtager sig intet ansvar for de beslutninger, som Aktionærerne måtte træffe med hensyn til Tilbuddet.
2.1 FirstFarms koncernens aktiviteter og forretningsstrategi
FirstFarms koncernens driftsaktiviteter er indenfor jordbrug og fødevarer. Koncernen beskæftiger omkring 400 medarbejdere fordelt på fire driftsgrene: afgrøder, mælk, grise samt udvikling af jordporteføljen. FirstFarms koncernen har 20 lokationer fordelt over fem EU lande, henholdsvis Danmark, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Rumænien.
FirstFarms har for nuværende implementeret en 2028-strategi som har til formål at øge koncernens omsætning og indtjening over fem år, som nærmere beskrevet i FirstFarms' årsrapport for perioden 1. januar 2024 til 31. december 2024 offentliggjort den 13. marts 2025 ("2024 Årsrapporten").
FirstFarms blev børsnoteret i 2006.
Tilbudsgiver foretog sin første investering i FirstFarms i februar 2024 på DKK 97,2 million via en rettet aktieemission samt udstedelse af et konvertibelt lån til FirstFarms med en hovedstol på DKK 89,1 million. Tilbudsgiver har sidenhen løbende øget sit ejerskab i FirstFarms.
Forud for Tilbudsgivers beslutning om at fremsætte Tilbuddet har Bestyrelsen alene haft begrænset kontakt til Tilbudsgiver, og Bestyrelsen har således ikke forhandlet vilkårene med Tilbudsgiver forud for Tilbudsgivers beslutning om at fremsætte Tilbuddet.
Bestyrelsen blev orienteret den 4. februar 2025 om Tilbudsgivers overvejelser vedrørende fremsættelse af Tilbuddet og intentionerne om at søge Aktierne slettet fra handel og officiel notering fra Nasdaq Copenhagen efter gennemførelsen af Tilbuddet. Den 5. februar 2025 indgik FirstFarms og Tilbudsgiver en fortrolighedsaftale med henblik på at udveksle visse oplysninger samt afklare visse forhold til brug for Tilbudsgivers overvejelser samt til brug for koordination af en eventuel fremsættelse af Tilbuddet.
Den 11. februar 2025 besluttede Tilbudsgiver at fremsætte Tilbuddet, og Tilbudsgiver og FirstFarms offentliggjorde hver især meddelelser om Tilbudsgivers beslutning om at fremsætte Tilbuddet. Den 13. februar 2025 gav Tilbudsgiver meddelelse til FirstFarms om at konvertere den konvertible obligation til 1.100.000 Aktier til kurs DKK 84 pr. Aktie. Konverteringen blev gennemført den 6. marts 2025.
Efter Tilbudsgivers beslutning om at fremsætte Tilbuddet indledte Bestyrelsen (uden deltagelse af Lise Kaae) en drøftelse med Tilbudsgiver om en mulig justering af Tilbudskursen på baggrund af visse af de bemærkninger omkring FirstFarms' værdier, som Bestyrelsen nærmere redegør for i afsnit 2.6. Denne drøftelse førte ikke til ændringer.
Bestyrelsen er ikke bekendt med, om der skulle være afgivet forhåndstilsagn fra visse af FirstFarms' Aktionærer om accept af Tilbuddet.
FirstFarms, herunder Bestyrelsen, er bistået af ABG Sundal Collier som finansiel rådgiver og Gorrissen Federspiel Advokatpartnerselskab som juridisk rådgiver i forbindelse med Tilbuddet.
FirstFarms' samlede aktiekapital udgør per den 17. marts 2025 nominelt DKK 122.463.110 fordelt på 12.246.311 aktier á nominelt DKK 10. FirstFarms har en aktieklasse, og alle aktier á nominelt DKK 10 har en stemme. Aktierne er optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen.

Følgende Aktionærer har per 17. marts 2025 meddelt FirstFarms, at de hver især besidder mere end fem (5) procent af den samlede aktiekapital og/eller det samlede antal stemmerettigheder i Selskabet.
| Aktionær | Andel af FirstFarms' aktiekapital (procent) |
Andel af FirstFarms' stemmerettigheder (procent) |
|---|---|---|
| Constantinsborg A/S (Tilbudsgiver) |
30,87 | 30,87 |
| Bendt Tido Hannibal Wedell, direkte og indirekte via sit ejerskab af Wefri Holding ApS, Wefri A/S samt AIC A/S |
11,11 | 11,11 |
| Henrik Hougaard, direkte og indirekte via sit ejerskab af Thoraso ApS og Thoraso Holding ApS |
19,74 | 19,74 |
Bestyrelsen har ikke modtaget information om storaktionærernes stillingtagen til Tilbuddet.
FirstFarms' Bestyrelse har i perioden 2022-2024 besluttet at udnytte bemyndigelser fra FirstFarms' generalforsamling delvist og har udstedt warrants ("Warrants"), der giver indehavere af Warrants ret til at tegne aktier i FirstFarms i henhold til FirstFarms' vedtægter. Disse Warrants er tildelt til nuværende og tidligere medarbejdere i FirstFarms koncernen, og disse Warrants er på tidspunktet for afgivelsen af denne Redegørelse endnu ikke udnyttet. Alle warrants udstedt af FirstFarms før 2022 er enten udnyttet eller bortfaldet.
Nedenfor er et overblik over alle udestående Warrants samt tegningskurser:
| Udstedelsesår | 2022 | 2023 | 2024 |
|---|---|---|---|
| Tegningskurs pr. FirstFarms | DKK 68,82 | DKK 87,14 | DKK 66,32 |
| aktie á nominelt DKK 10 | |||
| Udestående warrants | 108.000 | 56.500 | 60.500 |
Der vil ikke i forbindelse med gennemførelsen af Tilbuddet blive truffet beslutning om en acceleration af disse Warrants' udnyttelsesperiode. I forbindelse med en eventuel afnotering af Aktierne fra Nasdaq Copenhagen forventer Bestyrelsen at der vil blive truffet nærmere beslutning herom.
Nedenstående finansielle hoved- og nøgletal for FirstFarms koncernen er medtaget i 2024 Årsrapporten:
| Hovedtal for koncernen (million DKK) | 2024 |
|---|---|
| Nettoomsætning | 454,0 |
| Bruttoresultat | 217,4 |
| Resultat før afskrivninger (EBITDA) | 105,3 |
| Resultat af primær drift (EBIT) | 43,0 |
| Resultat af finansielle poster, netto | -34,1 |
| Resultat før skat | 8,9 |
| Årets resultat | 16,3 |
| Foreslået udbytte | 0,0 |

| Langfristede aktiver | 1.271,4 |
|---|---|
| Kortfristede aktiver | 413,5 |
| Aktiver i alt | 1.684,9 |
| Aktiekapital | 111,5 |
| Egenkapital | 819,2 |
| Langfristede forpligtigelser | 718,8 |
| Kortfristede forpligtigelser | 146,9 |
| Nettorentebærende gæld* | 551,0 |
| Pengestrøm fra primær drift | 88,7 |
| Pengestrøm fra driftsaktivitet | 47,1 |
| Pengestrøm fra investeringsaktivitet, netto | -89,4 |
| Heraf til investering i materielle aktiver | -114,3 |
| Pengestrøm fra finansieringsaktivitet | 154,1 |
| Pengestrøm i alt | 111,8 |
| Nøgletal for koncernen | |
| Bruttomargin | 47,9 |
| EBITDA-margin | 23,2 |
| Overskudsgrad | 9,5 |
| Soliditetsgrad | 48,6 |
| Resultat pr. aktie, DKK | 1,55 |
| Udvandet resultat pr. aktie, DKK | 1,55 |
| Udbytte pr. aktie, DKK | 0,00 |
| Nettorentebærende gæld/EBITDA | 5,2 |
| Egenkapitalforrentning | 2,2 |
| Gennemsnitligt antal ansatte | 389 |
* Rentebærende gæld minus likvider.
I 2024 Årsrapporten er meddelt en forventning for 2025 om en omsætningsfremgang på minimum 10 %, et EBITDA i spændet DKK 115-155 mio. og et EBIT på DKK 45-85 mio. mod et realiseret EBITDA på DKK 105 mio. og et EBIT på DKK 43 mio. i 2024. Disse forventninger er baseret på en fortsættelse af FirstFarms' 2028 strategi.
FirstFarms samlede aktiver udgør ca. DKK 1,7 mia., hvoraf den bogførte værdi af jordarealer udgør 26 %, bygninger udgør 24 % og produktionsanlæg, maskiner udgør 14 % og kortfristede aktiver udgør 25 %, hvoraf samlede aftaleindlån beløber sig til DKK 125 mio.
En del af FirstFarms' værditilvækst sker via stigninger i FirstFarms' jordværdier. Dette kan ikke ses i Selskabets resultatopgørelse eller balance, da jordværdier opgøres til kostpris, men de skønnede værdier har været oplyst i FirstFarms' regnskaber. De skønnede jordværdier bygger på eksterne vurderinger kombineret med handler gennemført på samme niveau af FirstFarms.
Baseret på de seneste eksterne vurderinger havde FirstFarms' jordarealer ultimo 2024 en ikke-bogført værdi på ca. DKK 380 mio. før skat (DKK 300 mio. efter skat). Gældende regnskabspraksis og -standarder giver ikke mulighed for at opskrive disse værdier direkte over resultatopgørelsen i regnskaberne.
FirstFarms' samlede egenkapital, inklusiv den ikke-bogførte merværdi på jorden, er på DKK 1,1 mia. svarende til en indre værdi pr. aktie på DKK 101. Bestyrelsen bemærker, at indre værdi ikke er udtryk for Aktiernes

børskurs og ikke nødvendigvis kan sidestilles med de værdier, som kan opnås ved en realisation af Selskabets aktiver.
Bestyrelsen bemærker desuden, at en eventuel beslutning om realisering af FirstFarms' værdier til senere udlodning til Aktionærerne, herunder eventuelt som en del af den strategiske tilpasning af FirstFarms' forretningsaktiviteter som ønsket af Tilbudsgiver, se afsnit 3.4.1, vil skulle besluttes af FirstFarms' Bestyrelse på det tidspunkt, hvor en sådan udlodning finder sted. Som bemærket under afsnit 3.4.2 forventes gennemførelsen af Tilbuddet at medføre ændringer i sammensætningen af Bestyrelsen og den fremtidige sammensætning er ikke kendt på nuværende tidspunkt. En beslutning om solvent likvidation af Selskabet og senere udlodning af likvidationsprovenu kan besluttes på Selskabets generalforsamling med mindst 2/3 såvel af de stemmer, som er afgivet, som af den del af selskabskapitalen, som er repræsenteret på generalforsamlingen.
I denne forbindelse gøres Aktionærerne opmærksomme på, at Tilbudskursen vil blive betalt kontant på et tidligere tidspunkt end en udbetaling af udbytte som følge af realisering af FirstFarms' værdier.
Det bemærkes, at der kan være væsentlig usikkerhed forbundet med jordværdierne ved realisation, og at der derfor ikke gives nogen sikkerhed for at de ikke-bogførte merværdier kan realiseres.
I henhold til Tilbudsdokumentet tilbyder Tilbudsgiver et kontant vederlag på DKK 84 pr. aktie á nominelt DKK 10 i FirstFarms.
Tilbudskursen svarer til den kurs, som Tilbudsgiver den 6. marts 2025 har konverteret sin konvertible obligation til. Konverteringskursen blev i forbindelse med indgåelse af den konvertible obligation den 29. februar 2024 fastsat til DKK 81, hvilket svarede til tegningskursen for nye aktier ved den på samme dato gennemførte kontante kapitalforhøjelse fra Tilbudsgiver. Som en del af vilkårene for den konvertible obligation blev det aftalt, at kursen på DKK 81 skulle justeres med påløbende ikke-betalte renter, således at andelen af lånebeløbet til konvertering blev tillagt ikke-betalt rente, mens antallet af aktier alene blev beregnet ud fra lånebeløbet. Afhængigt af tidspunktet for udnyttelse af konverteringsretten kunne konverteringskursen have været imellem DKK 81-101 per aktie.
Bestyrelsen bemærker, at konverteringskursen dermed ikke er et udtryk for en markedsværdi af FirstFarms på nuværende tidspunkt eller på anden vis senere kan lægges til grund som en forhandlet pris i forbindelse med Tilbuddet.
Nedenfor vises Tilbudskursen i forhold til sammenligningskurser for visse udvalgte datoer og perioder:
| Dato/Periode | Kurs per FirstFarms Aktie |
Præmie (procent) |
|---|---|---|
| Lukkekurs 10. februar 2025 (sidste handelsdag før offentliggørelse af meddelelse om fremsættelse af Tilbuddet) |
72,00* | 16,67 |
| 11. november 2024 til 10. februar 2025 (3 måneder forud for 10. februar 2025) |
71,21** | 17,96 |
| 12. februar 2024 – 10. februar 2025 (12 måneder forud for 10. februar 2025) |
76,20** | 10,24 |
| 13. februar 2023 – 10. februar 2025 (24 måneder forud for 10. februar 2025) |
76,08** | 10,41 |
* Prisen refererer til den senest indberettede markedskurs for én Aktie den 10. februar 2025, som noteret på Nasdaq Copenhagen.

** Gennemsnitskursen er beregnet på grundlag af de volumenvægtede gennemsnitskurser for Aktierne i den pågældende periode som noteret på Nasdaq Copenhagen, dvs. at eventuelle handler foretaget på andre markedspladser end Nasdaq Copenhagen eller foretaget udenfor en markedsplads ("over-the-counter") ikke er medtaget.
Tilbudsgiver har i Tilbudsdokumentet fastsat nedenstående Betingelser for sit tilbud. Betingelserne er gengivet som i Tilbudsdokumentet, og der henvises til Tilbudsdokumentets afsnit 12 for de anvendte definitioner:

Tilbudsgiver forbeholder sig ret til at tilbagekalde Tilbuddet, hvis en eller flere af Betingelserne ikke er opfyldt ved Tilbudsperiodens udløb.
Bestyrelsen bemærker, at Tilbudsgivers ret til at tilbagekalde Tilbuddet frem til gennemførelsen af Tilbuddet betyder, at Aktionærer, der accepterer Tilbuddet, bærer risikoen for, om Betingelserne bliver henholdsvis vedbliver med at være opfyldt indtil gennemførelsen.
Bestyrelsen bemærker, at Tilbudsgiver ikke har betinget Tilbuddets gennemførelse af noget minimumsacceptniveau. Bestyrelsen bemærker også, at der efter Bestyrelsens vurdering er en rimelig grad af sikkerhed for, at Betingelserne bliver opfyldt, henholdsvis vedbliver med at være opfyldt, indtil gennemførelsen af Tilbuddet.
Som anført i afsnit 1.1 har Tilbudsgiver til hensigt at søge FirstFarms' Aktier slettet fra handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen.
Bestyrelsen bemærker, at Tilbudsgiver vil stille forslag om dette på en generalforsamling i FirstFarms, og at forslaget kræver vedtagelse med mindst 90 procent af FirstFarms' aktiekapital og stemmerettigheder til stede eller repræsenteret på generalforsamlingen.
Bestyrelsen bemærker, at vedtagelsen heraf afhænger af resultatet af Tilbuddet, og øvrige Aktionærers stemmeafgivelse, og det er derfor ikke afklaret på nuværende tidspunkt, om Tilbudsgivers forslag om afnotering kan vedtages med mindst 90 procent af FirstFarms' aktiekapital og de stemmerettigheder til stede eller repræsenteret på generalforsamlingen. Hvis en afnotering vedtages på FirstFarms' generalforsamling, skal der fremsættes et købstilbud til Aktionærerne med en tilbudsperiode på minimum 4 uger i overensstemmelse med Nasdaq Copenhagens regler. Aktionærerne skal i dette købstilbud, i henhold til Nasdaq Copenhagens regler, tilbydes et rimeligt vederlag for deres Aktier. Hvis købstilbuddet sker i forlængelse af Tilbuddet, vil Tilbudskursen som hovedregel blive lagt til grund.
Bestyrelsen bemærker, at hvis FirstFarms' Aktier slettes fra handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen, vil Aktionærer, der vælger ikke at sælge deres Aktier i Tilbuddet, ikke længere kunne drage fordel af de øgede rapporteringsforpligtigelser på det regulerede marked, ligesom Aktionærer efter gennemførelsen kan opleve betydeligt reducerede omsætningsmuligheder, idet der ikke vil være et marked for handel i Aktierne, hvilket kan betyde, at Aktionærer ikke vil kunne afhænde deres Aktier, såfremt disse ikke afhændes i forbindelse med Tilbuddet eller i forbindelse med afnoteringen. En afnotering kan for visse Aktionærer også have negative konsekvenser for den skattemæssige behandling af Aktierne.
I henhold til Tilbudsdokumentet har Tilbudsgiver ikke til hensigt at foretage en tvangsindløsning af Aktionærerne, selvom Tilbudsgiver skulle være berettiget til dette efter Tilbuddets gennemførelse. Bestyrelsen bemærker, at Tilbudsgiver dog forbeholder sig retten til at gennemføre en tvangsindløsning til enhver tid, hvis Tilbudsgiver skulle være berettiget hertil.
Bestyrelsen bemærker, at selvom der ikke iværksættes en tvangsindløsning, bør Aktionærer, der ikke accepterer Tilbuddet være opmærksomme på, at hvis en afnotering af Selskabet gennemføres, vil der ikke være et marked for handel i Aktierne, se ovenfor afsnit 2.9.
Idet Bestyrelsen opfordrer Aktionærerne til at analysere Tilbudsdokumentet og tage alle de forhold, der er beskrevet i denne Redegørelse i betragtning, når de skal beslutte hvorvidt de ønsker at acceptere Tilbuddet, vurderer Bestyrelsen, at accept af Tilbuddet indebærer følgende fordele og ulemper for Aktionærerne:
Bestyrelsen vurderer særligt følgende forhold som fordele for Aktionærer, som måtte ønske at acceptere Tilbuddet:

Bestyrelsen vurderer særligt følgende forhold som ulemper for Aktionærer, som måtte ønske at acceptere Tilbuddet:
1 Baseret på analyse lavet af ABG Sundal Collier omfattende i alt 83 gennemførte købstilbud på Nasdaq Copenhagen siden 1. januar 2000

Aktionærer, der ikke accepterer Tilbuddet, vil kunne opleve visse væsentlige ændringer for deres investering i FirstFarms, herunder:
Bestyrelsen anbefaler Aktionærerne at gennemgå og vurdere de erklæringer og udsagn, som Tilbudsgiver har fremsat i Tilbudsdokumentet, herunder de ovennævnte potentielle konsekvenser, når Aktionærerne beslutter sig for, om de vil acceptere Tilbuddet, samt de yderligere bemærkninger i denne Redegørelse. I forbindelse med disse bemærkninger understreger Bestyrelsen, at den ikke har nogen faktisk viden eller forventning om, at Tilbudsgiver vil forsøge at udnytte sin kontrol over Selskabet efter Tilbuddets gennemførelse på en måde, der er til skade for minoritetsaktionærerne. På denne baggrund har nedenstående beskrivelse til formål at gøre Aktionærerne opmærksomme på en række grundlæggende principper i gældende dansk ret:

Selvom Selskabsloven giver minoritetsaktionærerne i et selskab en række beskyttelsesrettigheder, og selvom at (i) et selskabs bestyrelse i henhold til dansk ret er forpligtet til at varetage selskabets og alle aktionærers interesser, (ii) de enkelte bestyrelsesmedlemmer er udelukket fra at deltage i beslutninger, hvis det pågældende medlem har eller kan have eller repræsenterer en tredjepart, der har eller kan have en væsentlig interesse, der er i strid med selskabets interesser, i den beslutning, og (iii) hverken generalforsamlingen eller bestyrelsen må træffe eller gennemføre en beslutning, der kan give en tredjepart (herunder en aktionær) en utilbørlig fordel på bekostning af selskabet eller dets aktionærer, er der ingen garanti for, at beskyttelsesrettighederne giver minoritetsaktionærerne tilstrækkelig beskyttelse, og under alle omstændigheder kan håndhævelsen af disse rettigheder være dyr og tidskrævende. I henhold til de generelle principper i dansk ret har en aktionær ingen loyalitetsforpligtelse eller lignende forpligtelser over for selskabet eller de andre aktionærer.
Tilbudsdokumentet indeholder en beskrivelse af Tilbudsgivers planer for FirstFarms. Efter Bestyrelsens vurdering kan følgende planer have særlig indvirkning på Selskabets interesser:
Bestyrelsen har noteret sig Tilbudsgivers ønske om en strategisk gennemgang. Bestyrelsen bemærker, at den hidtidige strategi for FirstFarms har været genstand for diskussion i Bestyrelsen, og at der i Bestyrelsen ikke har været enighed omkring det strategiske og forretningsmæssige fokus. Bestyrelsen bemærker, at indtil anden beslutning er truffet, fortsætter Bestyrelsen for nuværende den hidtidige strategi og drift af FirstFarms. Denne strategi, herunder spredningen i forretningsområder og geografi, er valgt for at diversificere FirstFarms' risiko både indenfor de enkelte forretningsområder og geografiske områder. Indtil gennemførelsen af den strategiske gennemgang er det ikke afklaret, hvilke tiltag og tilpasninger af FirstFarms' forretningsaktiviteter og geografisk spredning, som vil blive foretaget. Ud fra beskrivelsen i Tilbudsdokumentet kan Bestyrelsen ikke udelukke, at dette vil medføre frasalg af visse forretningsgrene, herunder f.eks. af den animalske produktion eller jord. Sådanne frasalg kan vedtages af Bestyrelsen og dets medlemmer på et senere tidspunkt.
I forhold til ønsket om afnotering henvises til afsnit 2.9.
3.4.2 Tilbudsgivers hensigt i forhold til medarbejdere, ledelse og driftssteder Tilbudsgiver har i Tilbudsdokumentet tilkendegivet, at Tilbudsgiver har til hensigt at bevare FirstFarms' operationelle tilstedeværelse i Danmark, herunder at bevare hovedkontoret for FirstFarms i Billund,
arbejdspladserne og ansættelsesvilkår.
Tilbudsgiver oplyser yderligere, at der ikke er truffet nogen beslutning om FirstFarms' drift og fremtidige organisation, herunder ansættelsesvilkår og arbejdspladser, på datoen for Tilbudsdokumentet, og at beslutninger, der i øvrigt vedrører FirstFarms' drift og fremtidige organisation, vil afvente gennemførelsen af den strategisk gennemgang nævnt ovenfor i afsnit 3.4.1.

Som nævnt ovenfor vil Bestyrelsen, indtil anden beslutning er truffet, for nuværende fortsætte den hidtidige strategi og drift af FirstFarms. Bestyrelsen bemærker, at eventuelle ansættelsesmæssige konsekvenser afventer den af Tilbudsgivers ønskede strategiske gennemgang, og at Tilbuddet derfor ikke for nuværende forventes at have konsekvenser for beskæftigelsen i FirstFarms, herunder medføre væsentlige negative ændringer af ansættelsesvilkårene for Selskabets medarbejdere.
Som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 12 af 26. november 2024 har FirstFarms' administrerende direktør, Anders H. Nørgaard, opsagt sin stilling til fratrædelse senest den 31. august 2025. Tilbudsgiver nævner, at Tilbudsgiver anser det som en central opgave for Bestyrelsen at ansætte en ny administrerende direktør. Tilbudsgiver nævner desuden, at Tilbudsgiver, efter Tilbuddets gennemførelse, har til hensigt at søge repræsentation i Bestyrelsen på et niveau, som passende afspejler Tilbudsgiver ejerskab efter gennemførelse af Tilbuddet.
Bestyrelsen erklærer sig enig med Tilbudsgiver i, at ansættelsen af en ny administrerende direktør er en central opgave. Bestyrelsen bemærker desuden, at Bestyrelsen finder det forventeligt og naturligt, at Tilbudsgiver efter gennemførelsen af Tilbuddet, vil søge en repræsentation i Bestyrelsen, som afspejler Tilbudsgivers ejerandel på dette tidspunkt, men bemærker, at den fremtidige sammensætning af Bestyrelsen dermed ikke er kendt. Bestyrelsen bemærker desuden, at såfremt Tilbudsgiver efter gennemførelsen af Tilbuddet besidder et simpelt flertal af stemmerettighederne i FirstFarms, vil Tilbudsgiver ensidigt kunne vælge henholdsvis afsætte samtlige bestyrelsesmedlemmer i FirstFarms.
Bestyrelsen har enstemmigt besluttet ikke at komme med en anbefaling for eller imod at acceptere Tilbuddet. Bestyrelsen har identificeret en række forhold, som efter Bestyrelsens opfattelse udgør de væsentligste fordele og ulemper ved Tilbuddet, samt visse andre forhold af relevans for Aktionærernes stillingtagen til Tilbuddet.
Bestyrelsen har desuden indhentet en uafhængig fairness opinion fra sin finansielle rådgiver ABG Sundal Collier, som konkluderer:
"På grundlag heraf og med forbehold for de i vurderingen fulgte procedurer, opstillede antagelser, forbehold og begrænsninger, vurderer vi, at Vederlaget, som beskrevet i tilbudsdokumentet dateret 7. marts 2025, er utilstrækkeligt ud fra et finansielt perspektiv for FirstFarms aktionærer."
I sin tilgang til redegørelsen har Bestyrelsen ønsket at iagttage samtlige Aktionærers interesser og sikre uafhængighed af særinteresser. På baggrund af Bestyrelsens arbejde med denne Redegørelse og det endelige indhold heraf må det i den sammenhæng konstateres, at det i høj grad vil afhænge af den enkelte Aktionærs forhold, forventninger, risikoprofil og investeringshorisont om en accept eller et afslag af Tilbuddet vil være det rette.
For at tilgodese samtlige Aktionærer har Bestyrelsen bestræbt sig på at tilvejebringe et så godt beslutningsgrundlag som muligt sådan, at hver enkelt Aktionær i Selskabet kan træffe sin egen beslutning på et oplyst grundlag.
Bestyrelsen opfordrer Aktionærerne til selv at søge rådgivning, såfremt de vurderer dette som relevant.
Ovenstående konklusion fra Bestyrelsen skal læses i sammenhæng med Redegørelsen i sin helhed.
Redegørelsen er rettet mod FirstFarms' Aktionærer, til hvem Tilbuddet er fremsat, med forbehold for de begrænsninger, der er anført i afsnit 2 i Tilbudsdokumentet.
Nærværende Redegørelse er underlagt dansk lovgivning, og danske domstole har enekompetence.

Denne Redegørelse er udarbejdet på både dansk og engelsk. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem de to versioner, er den danske version gældende.
Oplysningerne i denne Redegørelse vedrørende Tilbudsgiver er indhentet fra kilder, som er tilgængelige for offentligheden, herunder Tilbudsdokumentet. Redegørelsen indeholder også henvisninger til citater fra Tilbudsdokumentet. FirstFarms påtager sig ikke noget ansvar af nogen art for i) nøjagtigheden eller fuldstændigheden af sådanne oplysninger eller ii) undladelse fra Tilbudsgivers side af at oplyse om hændelser, som kan være opstået, eller som kan påvirke betydningen eller nøjagtigheden af sådanne oplysninger.
Denne Redegørelse kan indeholde oplysninger, der udgør fremadrettede udsagn. Fremadrettede udsagn er udsagn, der ikke er historiske fakta, og som er kendetegnet ved, at der anvendes ord som "vurderer", "mener", "forventer", "antager", "forudser", "overvejer", "har til hensigt", "skønner", "vil", "kan", "fortsætter med", "bør" og lignende udtryk. I denne Redegørelse er fremadrettede udsagn baseret på en række forudsætninger, hvoraf mange er baseret på yderligere forudsætninger. Selv om Bestyrelsen er af den opfattelse, at disse forudsætninger er rimelige på det tidspunkt, hvor de afgives, er de i sagens natur forbundet med betydelige kendte og ukendte risici, usikkerheder, uforudsete begivenheder og andre væsentlige forhold, som er vanskelige eller umulige at forudsige, eller som er uden for FirstFarms kontrol. Sådanne risici, usikkerheder, uforudsete begivenheder og andre væsentlige forhold kan bevirke, at de faktiske begivenheder afviger væsentligt fra de forventninger, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med de fremadrettede udsagn. Bestyrelsen har ikke verificeret, og frasiger sig udtrykkeligt ansvaret for de fremadrettede udsagn afgivet af Tilbudsgiver i Tilbudsdokumentet og som refereret i denne Redegørelse.
Tilbudsdokumentet udgør ikke en integreret del af denne Redegørelse og indgår ikke heri ved henvisning. FirstFarms påtager sig ikke noget ansvar for rigtigheden, fuldstændigheden eller tilstrækkeligheden af Tilbudsdokumentet, som udelukkende er Tilbudsgivers ansvar.
FirstFarms og FirstFarms' Bestyrelse påtager sig intet ansvar for udtalelser eller meninger udtrykt af nogen person i relation til Tilbuddet ud over de udtalelser og meninger, der udtrykkes heri.
Billund, den 17. marts 2025 Bestyrelsen for FirstFarms A/S:
Henrik Hougaard Asbjørn Børsting Formand Næstformand
Jens Bolding Jensen Karina Boldsen Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem
Bendt Wedell Claus Ewers Bestyrelsesmedlem Bestyrelsesmedlem
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.