Board/Management Information • Jul 18, 2011
Preview not available for this file type.
Download Source FileSelskabsmeddelelse nr. 6/2011
Som et led i et planlagt glidende generationsskifte i Danske Andelskassers Bank
A/S overdrager administrerende direktør Vagn T. Raun pr. 1. august 2011 denne
post til viceadministrerende direktør Jan Pedersen og fortsætter herefter selv
som bankdirektør frem til ultimo 2011
Administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank, Vagn T. Raun, overdrager
pr. 1. august 2011 denne post til viceadministrerende direktør Jan Pedersen og
fortsætter herefter selv som bankdirektør frem til udgangen af 2011, hvorefter
han indtræder i en konsulentrolle i forhold til bankens bestyrelse.
Overdragelsen sker som led i et planlagt glidende generationsskifte i Danske
Andelskassers Bank, der blev aftalt i forbindelse med Jan Pedersens tiltræden
som viceadministrerende direktør i april 2010.
Administrerende direktør Vagn T. Raun udtaler i den forbindelse:
”Jeg er nu blevet 61 år og har været en del af organisationen i snart 35 år. I
alle årene har stabilitet været en grundlæggende værdi. Derfor er jeg glad for,
at vi har kunnet tilrettelægge overdragelsen på denne måde, så der har været og
er tale om et glidende generationsskifte. Gennem det seneste års samarbejde er
det blevet tydeligt, at det var den helt rigtige person, bestyrelsen valgte som
min efterfølger, og jeg synes, at tidspunktet er det helt rigtige for denne
overdragelse. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med både Jan og
resten af organisationen.”
Viceadministrerende direktør Jan Pedersen udtaler:
”Det er et privilegium på denne måde at kunne blive ført ind i stillingen og
drage nytte af den erfaring, Vagn besidder. Vi har fra starten haft et godt
samarbejde, og at jeg nu overtager posten som administrerende direktør er
egentlig bare et skridt i den proces, der kommer til at fortsætte også i den
kommende tid. Jeg glæder mig til at udvikle vores bank yderligere i samarbejde
med såvel Vagn som de øvrige dygtige kolleger i banken.”
Formand for Danske Andelskassers Bank, Jakob Fastrup, udtaler:
”Der er tale om, at skibets kaptajner bytter kasketter som led i et senere
vagtskifte på kommandobroen. Vagn Raun har netop som administrerende direktør i
tæt parløb med Jan Pedersen gennemført såvel omdannelsen af Sammenslutningen
Danske Andelskasser til A/S som en meget succesfuld aktieemission, og det er
derfor et helt naturligt tidspunkt til at komme videre med det glidende
generationsskifte, der har været i gang, siden Jan Pedersen tiltrådte for snart
halvandet år siden. Jan Pedersen har gradvist overtaget flere og flere
ledelsesmæssige opgaver, der altid er blevet løst til bestyrelsens fulde
tilfredshed. Dette har muliggjort, at Vagn Rauns arbejdsopgaver gradvist er
blevet af mere strategisk og analytisk karakter. Bestyrelsen glæder sig over,
at Vagn Raun fortsat vil kunne løse sådanne opgaver på konsulentbasis, når han
som led i generationsskiftets endelige gennemførelse fratræder som direktør ved
årsskiftet.”
Vagn T. Raun er 61 år og har været en del af Foreningen Danske Andelskasser,
Sammenslutningen Danske Andelskasser og Danske Andelskassers Bank A/S siden
1977. Han har været direktør for Sammenslutningen Danske Andelskasser siden
1986 og har tillige været direktør for Danske Andelskassers Bank A/S siden
2001.
Jan Pedersen er 47 år og blev viceadministrerende direktør i Sammenslutningen
Danske Andelskasser og Danske Andelskassers Bank A/S i april 2010. Han har en
baggrund som administrerende direktør i Cardif Forsikring og underdirektør i
SEB A/S og har forud for dette gennem 15 år bestridt forskellige stillinger i
BG Bank.
Yderligere information
Ønskes yderligere information kan følgende kontaktes:
Kommunikationschef Martin Rask Pedersen
Tlf.: 87 99 30 33
Om Danske Andelskassers Bank
Danske Andelskassers Bank er en dansk bank med stærk lokalforankring via et
bredt afdelingsnet bestående af 52 fuldtidsbetjente afdelinger beliggende i
Jylland og på Fyn. Danske Andelskassers Banks målsætning er fremadrettet at
være en væsentlig spiller på det danske finansielle marked og at tilbyde
kompetent rådgivning koblet med et stærkt lokalt engagement til gavn for den
enkelte kunde og udviklingen i lokalområderne. Banken har knap 550 ansatte.
Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.