AI Terminal

MODULE: AI_ANALYST
Interactive Q&A, Risk Assessment, Summarization
MODULE: DATA_EXTRACT
Excel Export, XBRL Parsing, Table Digitization
MODULE: PEER_COMP
Sector Benchmarking, Sentiment Analysis
SYSTEM ACCESS LOCKED
Authenticate / Register Log In

Danske Andelskassers Bank

Earnings Release Aug 22, 2012

Preview not available for this file type.

Download Source File

Selskabsmeddelelse nr. 12/2012

Danske Andelskassers Bank har i første halvår 2012 nået en basisindtjening før
skat på 123 mio. kr., hvilket er 7 % mere end i samme periode i 2011.
Afhændelse af 261.000 stk. aktier i GrønlandsBANKEN A/S samt et øget
nedskrivningsbehov, særligt i relation til landbruget samt små og mellemstore
erhvervskunder, er medvirkende til, at bankens resultat før skat er på -75 mio.
kr. Med baggrund i særligt et faldende udlån nedjusterer Danske Andelskassers
Bank sine forventninger til den samlede basisindtjening før skat i 2012 fra
tidligere 270-300 mio. kr. til nu 245-265 mio. kr.

Bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank A/S har dags dato godkendt regnskabet
for første halvår 2012.

Regnskabet viser en basisindtjening før skat (resultat før skat ekskl.
kursreguleringer, nedskrivninger og sektorløsninger) på 123 mio. kr. i første
halvår 2012. Det svarer til en stigning på 7 % i forhold til første halvår
2011, hvor basisindtjeningen før skat blev på 115 mio. kr.

Det bemærkes i den sammenhæng, at basisindtjeningen i første halvår 2011 var
positivt påvirket af en tilbageførsel af hensættelser til pensioner på 17 mio.
kr. Når bortses denne engangspost, er basisindtjeningen i første halvår 2012
steget med 25 %, hvilket betegnes som meget tilfredsstillende.

Den solide basisindtjening til trods må Danske Andelskassers Bank notere et
resultat før skat på -75 mio. kr. i første halvår 2012 mod et resultat før skat
på -40 mio. kr. i første halvår 2011. Resultatet efter skat blev for første
halvår 2012 på -64 mio. kr.

Resultatet betegnes som ikke tilfredsstillende.

Resultatet er særligt påvirket af dels afhændelsen af 261.000 stk. aktier i
GrønlandsBANKEN A/S pr. 9. marts 2012, der isoleret betragtet øgede den
solvensmæssige overdækning med 1,1 procentpoint, men medførte et kurstab på 38
mio. kr., dels øgede nedskrivninger. Disse nedskrivninger knytter sig særligt
til landbrugssektoren, hvor flere landbrug oplever vanskeligheder trods de, for
nogle undersektorer, positive tendenser. Endvidere betyder længden og hårdheden
af den økonomiske krise, at der fortsat er små og mellemstore virksomheder, som
oplever økonomiske udfordringer.

Danske Andelskassers Bank følger naturligvis de præciserede nedskrivningsregler
fra Finanstilsynet. Dette har ikke givet anledning til væsentligt forøgede
nedskrivninger.

Danske Andelskassers Bank har en meget tilfredsstillende likviditetssituation
med indlånsoverskud og en overdækning i henhold til lovens krav på 183 %. Dette
skal ses i lyset af, at banken pr. 18. juni 2012 førtidsindfriede et
obligationslån udstedt med statsgaranti på nom. 1.000 mio. kr. Solvensmæssigt
betegnes situationen som acceptabel.

Hovedtræk fra halvårsrapporten
Hovedtræk fra halvårsrapporten er som følger (med 1. halvår 2011 angivet i
parentes):

-- Resultat før skat på -75 mio. kr. (-40 mio. kr.)
-- Basisindtjening på 123 mio. kr. (115 mio. kr.), svarende til en stigning på
godt 7 %
-- Nedskrivninger og tab på 166 mio. kr. (100 mio. kr.), svarende til en
nedskrivningsprocent på 1,6 % (0,8 %)
-- Kursreguleringer på 20 mio. kr. (-23 mio. kr.)
-- Resultat af kapitalandele i associerede virksomheder på -36 mio. kr. (1
mio. kr.).
-- Udgifter til personale og administration på 254 mio. kr. (248 mio. kr.)
-- Indlån på 9.377 mio. kr. (9.115 mio. kr.)
-- Udlån på 8.181 mio. kr. (9.443 mio. kr.)
-- Solvensprocent på 14,6 % (15,4 %) mod et solvensbehov på 12,2 % (10,3 %)
svarende til en solvensmæssig overdækning på 2,4 procentpoint (5,1
procentpoint)
-- Kernekapitalprocent på 14,5 % (15,8 %)
-- Likviditetsmæssig overdækning i forhold til Lov om finansiel virksomhed, §
152, på 183 % (141 %)
-- Egenkapital på 1.553 mio. kr. (1.796 mio. kr.).

Forventninger
Danske Andelskassers Bank har siden selskabsomdannelsen i maj 2011 gennemført
og igangsat en række projekter, der styrker banken på længere sigt. Det må
imidlertid konstateres, at disse tiltag udgiftsmæssigt slår hårdere igennem på
basisindtjeningen og har en længere indkøringsfase end ventet.

Da Danske Andelskassers Bank samtidigt oplever et stort tilbageløb på sit udlån
kombineret med en lav lånelyst i bankens markedsområde, må forventningerne til
basisindtjeningen for 2012 nedjusteres.

Banken forventer således en basisindtjening i intervallet 245-265 mio. kr. mod
tidligere 270-300 mio. kr. En følge af den lavere basisindtjening er, at de
tidligere forventninger om et positivt resultat før skat justeres til et
mindre, negativt resultat.

Kommentarer til halvårsrapporten
Administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank, Jan Pedersen, udtaler i
forbindelse med halvårsrapporten:

”Vi har en acceptabel solvensmæssig overdækning, vi har en meget
tilfredsstillende likviditet, og vi har en solid og stabil basisindtjening,
forholdene taget i betragtning. Desværre er halvårsregnskabet præget af
nedskrivninger. Længden og hårdheden af den økonomiske krise betyder, at der
fortsat er kunder, der bliver udfordret rent økonomisk, og i første halvår har
vi især oplevet dette hos vores landbrugskunder.”

”Den stabile basisindtjening skal ses i lyset af, at vi gennem det seneste år
har gennemført adskillige projekter med henblik på at styrke organisationen til
fremtidig udvikling og vækst. Flere af disse projekter har krævet
ekstraordinære udgifter, som i nogle tilfælde har været større end ventet. I
takt med, at projekterne i den kommende tid bliver stadigt mere integrerede,
kan vi dels realisere værdierne fra projekterne, dels mindske udgifter til
sådanne projekter, og begge dele vil styrke basisindtjeningen betydeligt.
Samtidigt realiseres stadigt flere synergier fra selskabsomdannelsen.”

”Vi har således et godt fundament for de kommende år, men vi må konstatere, at
aktiviteten hos vores kunder, særligt på udlånssiden, fortsat er meget lav.
Denne tendens ser ud til at fortsætte i andet halvår, og det er medvirkende
til, dels at vores basisindtjening for 2012 bliver lavere end ventet, dels at
årets resultat desværre ventes at blive negativt. Det er naturligvis ikke
tilfredsstillende.”

Se mere i vedhæftede halvårsrapport

Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan direktionen i Danske Andelskassers Bank
kontaktes via:

HR- og kommunikationsdirektør Martin Rask Pedersen
Tlf.: 87 99 30 33

Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.

Talk to a Data Expert

Have a question? We'll get back to you promptly.