AI Terminal

MODULE: AI_ANALYST
Interactive Q&A, Risk Assessment, Summarization
MODULE: DATA_EXTRACT
Excel Export, XBRL Parsing, Table Digitization
MODULE: PEER_COMP
Sector Benchmarking, Sentiment Analysis
SYSTEM ACCESS LOCKED
Authenticate / Register Log In

Bavarian Nordic

Earnings Release Aug 28, 2012

3354_ir_2012-08-28_854a3376-0f29-4b01-b5c0-fad6bd76525c.html

Earnings Release

Open in Viewer

Opens in native device viewer

Bavarian Nordic offentliggør regnskab for første halvår 2012

Bavarian Nordic offentliggør regnskab for første halvår 2012

  • Fortsatte forbedringer i produktionen af IMVAMUNE® koppevaccine
  • Divisionen for infektionssygdomme øger lønsomheden
  • Selskabet opjusterer de finansielle forventninger til året samt kapitalberedskab ved årets udgang

KVISTGÅRD, Danmark, 28. august 2012 - Bavarian Nordic A/S (OMX: BAVA) offentliggør i dag regnskab for første halvår 2012. Periodens omsætning var DKK 445 mio. (2011: DKK 58 mio.) og resultatet udviser et underskud før skat på DKK 13 mio. (2011: DKK 275 mio. underskud). I andet kvartal udgjorde omsætningen DKK 278 mio. (2011: DKK 29 mio.) og resultatet var et overskud før skat på DKK 22 mio. (2011: DKK 140 mio. underskud). Pr. 30. juni 2012 udgjorde kapitalberedskabet DKK 631 mio., inklusive uudnyttede kreditfaciliteter på DKK 120 mio.

Divisionen for infektionssygdomme fortsætter med at øge effektiviteten i produktionen af IMVAMUNE®. Derfor vil Bavarian Nordic levere flere doser til det amerikanske strategiske beredskabslager end hidtidigt forventet. Kombineret med indtægter fra nyligt indgåede forsknings- og udviklingskontrakter, vil dette give en højere omsætning for året. Som følge heraf opjusterer selskabet sine forventninger til det økonomiske resultat for 2012, og forventer nu en omsætning på ca. DKK 900 mio. mod tidligere ca. DKK 850 mio. og en forbedring af resultatet før skat på DKK 50 mio. fra et underskud på ca. DKK 200 mio. til nu ca. DKK 150 mio. i underskud. Ligeledes opjusteres forventningerne til kapitalberedskabet ved årets udgang fra ca. DKK 350 mio. til ca. DKK 400 mio.

Vigtige begivenheder i første halvår samt efter regnskabsperiodens udløb

  • 5,2 mio. doser IMVAMUNE® leveret til USA's strategiske nationale beredskabslager i år til dato
  • Fortsatte forbedringer i produktionseffektiviteten for IMVAMUNE® henover årets første kvartaler
  • Tillæg til RFP-3 kontrakten har øget den samlede kontraktsum med USD 32 mio. til USD 545 mio. 
  • Anvendelsesområdet for MVA-BN® vaccineteknologien udvidet via ny kontrakt med den amerikanske regering. Kontrakten, der har en værdi af op til USD 17,9 mio. understøtter udviklingen af teknologier, der kan accelerere og forstærke immunresponset ved anvendelse af en rekombinant MVA-BN®-baseret vaccine 
  • Den amerikanske regering har udvidet godkendelsen af brugen af IMVAMUNE® i en nødsituation betragteligt til nu at omfatte alle personer med HIV eller atopisk dermatitis, herunder også børn, gravide og ammende kvinder
  • Som en konsekvens af ny dansk skattelovgivning har selskabet foretaget en delvis nedskrivning af det udskudte skatteaktiv med DKK 182 mio.
  • Registreringsansøgning for IMVANEX® (IMVAMUNE®) indsendt til de europæiske sundhedsmyndigheder 
  • PROSPECT fase 3 forsøget er åbnet i de første lande uden for USA
  • Foreløbige resultater fra et klinisk fase 2 studie, der kombinerer PROSTVAC® med Quadramet®, blev præsenteret på 2012 ASCO Annual Meeting
  • Data fra fase 1 studie med PROSTVAC® og ipilimumab indikerer potentiel synergieffekt ved kombination af behandlingerne

Anders Hedegaard, administrerende direktør i Bavarian Nordic, udtaler: "Vi er glade for at rapportere fortsatte solide resultater fra divisionen for infektionssygdomme, hvor produktionen og leverancerne af IMVAMUNE® forløber yderst tilfredsstillende. Divisionen har øget lønsomheden, og dette bidrager til et forbedret økonomisk resultat for koncernen. Vores eksisterende kontrakt med den amerikanske regering er i perioden blevet udvidet med henblik på at understøtte et større registreringsstudie, og tilsammen med den nylige udvidelse af befolkningsgruppen, der må modtage IMVAMUNE® i en nødsituation, styrker og viderefører dette vores partnerskab med den amerikanske regering. Vi er samtidig glade for at meddele, at vi nu også har påbegyndt PROSPECT fase 3 forsøget med PROSTVAC® i Europa, og der bliver til stadighed tilføjet nye kliniske forsøgscentre i USA og andre lande, til at understøtte indrulleringen i forsøget."

Udvalgte, forventede begivenheder

  • Levering af 7,5 millioner doser IMVAMUNE® til det amerikanske strategiske nationale beredskabslager (2012)
  • Rapportering af kliniske fase 2 data for CV-301 i brystcancer (Q4, 2012)
  • Udvide CRADA-aftale med NCI inden for nye cancerformer
  • Påbegynde kliniske fase 3 forsøg med IMVAMUNE® (Q4, 2012)
  • Påbegynde nyt klinisk fase 2 forsøg med IMVAMUNE® i frysetørret formulering (H1, 2013)
  • Opnå markedsgodkendelse af IMVAMUNE® i Canada (H1, 2013)
  • Opnå markedsgodkendelse af IMVANEX® i EU (2013)

Kontakt

Anders Hedegaard, administrerende direktør. Telefon +45 23 20 30 64

Telefonkonference

Der afholdes telefonkonference i dag kl. 14.00, hvor administrerende direktør Anders Hedegaard vil præsentere halvårsregnskabet. Den medfølgende præsentation kan i forvejen downloades på selskabets hjemmeside: http://www.bavarian-nordic.com/q2. På telefonkonferencen deltager endvidere Paul Chaplin, Executive Vice President og Division President Infectious Diseases, Reiner Laus, Executive Vice President and Division President Cancer Vaccines, Ole Larsen, Executive Vice President og CFO og Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations. Dial-in nummer fra Danmark er +45 32 71 46 07. Deltagerkode: 921026. For yderligere oplysninger, se venligst http://www.bavarian-nordic.com/q2.

Om Bavarian Nordic

Bavarian Nordic er et vaccine-fokuseret biotekselskab, der udvikler og producerer innovative vacciner til forebyggelse og behandling af livstruende sygdomme, hvor der er et stort udækket medicinsk behov. Selskabets pipeline fokuserer på cancer og infektionssygdomme, og indeholder ti udviklingsprogrammer. Inden for cancer er selskabets førende program PROSTVAC®, en vaccine til behandling af fremskreden prostatacancer, som er i fase 3 udvikling. Vaccinen, der udvikles i samarbejde med National Cancer Institute, er i kliniske fase 1 og fase 2 forsøg afprøvet i næsten 600 patienter. Inden for infektionssygdomme er det førende program IMVAMUNE®, en tredjegenerations koppevaccine, der udvikles og leveres til det amerikanske nationale beredskabslager under en kontrakt med de amerikanske myndigheder. For yderligere information, besøg www.bavarian-nordic.com.

Udsagn om fremtiden

Denne meddelelse indeholder udsagn om fremtiden ("forward-looking statements"), som er forbundet med risici, usikkerheder og andre faktorer, hvoraf mange er uden for vores kontrol. Dette kan medføre, at faktiske resultater afviger væsentligt fra de resultater, som er omhandlet i ovennævnte udsagn om fremtiden. Udsagn om fremtiden inkluderer udsagn vedrørende vores planer, mål, fremtidige begivenheder, præstation og/eller anden information, som ikke er historisk information. Vi påtager os ingen forpligtelser til offentligt at opdatere eller revidere udsagn om fremtiden således, at disse afspejler efterfølgende begivenheder eller omstændigheder, undtagen i det omfang dette er foreskrevet ved lov.

HUG#1636340

Attachments:

Talk to a Data Expert

Have a question? We'll get back to you promptly.