CPH: Uændret passagertal
Januar bød på status quo i antallet af passagerer i Københavns Lufthavn. Blot
1.725 færre rejsende i forhold til samme måned i fjor.
I alt 1.580.771 passagerer rejste igennem Københavns Lufthavn i januar måned,
hvilket er et fald på 0,1 procent i forhold til samme måned i fjor.
”Samlet set steg antallet af udenrigspassagerer, men generelt var januar lidt
atypisk i år, fordi businesstrafikken var længe om at komme i gang efter en
lang jule- og nytårsferie. Det smitter også af på transfertrafikken. Samtidig
ligger indenrigstrafikken stadig under niveauet i fjor pga. Cimber Sterlings
konkurs,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør, Københavns Lufthavn.
Antallet af udenrigspassagerer steg med 2,0 procent, mens der var 4,6 procent
færre transferpassagerer. Indenrigstrafikken lå 17,6 procent under samme måned
i fjor.
Antallet af starter og landinger faldt med 5,9 procent, idet flyselskaberne har
fløjet med større fly og bedre belægning.