Earnings Release • Aug 28, 2013
Preview not available for this file type.
Download Source FileSelskabsmeddelelse nr. 10/2013
Danske Andelskassers Bank A/S har i første halvår 2013 fået et resultat før
skat på -81 mio. kr. mod et resultat før skat på -75 mio. kr. i første halvår
2012. Resultatet er særligt påvirket af en nedskrivning på 45 mio. kr. på én af
bankens kunder, og bortses denne nedskrivning, har banken oplevet en generelt
positiv tendens for bankens nedskrivninger. Nedskrivningen er neutral i forhold
til den solvensmæssige overdækning, da beløbet tidligere indgik i bankens
afsatte solvensbehov.
Bankens basisindtjening ligger på et lavere niveau end i første halvår 2012.
Dette skyldes særligt et faldende udlån gennem det seneste år, men det skal
bemærkes, at der for andet kvartal 2013 ses dels en langsomt tiltagende
aktivitet i bankens markedsområder, dels en stabilisering af bankens udlån.
Banken vil også i de kommende kvartaler arbejde for, at bankens kunder får
udnyttet de muligheder, der ligger, samtidig med at banken løbende vil tilpasse
omkostningsniveauet i organisationen.
Banken har et solidt indlånsoverskud og en likviditetsmæssig overdækning i
forhold til lovens krav på 171 %, ligesom banken har en acceptabel
solvensmæssig overdækning på 2,9 procentpoint. Danske Andelskassers Bank
fastholder sine forventninger til basisindtjeningen for 2013.
Bestyrelsen i Danske Andelskassers Bank A/S har dags dato godkendt regnskabet
for første halvår 2013.
Danske Andelskassers Banks resultat før skat beløber sig i første halvår 2013
til -81 mio. kr. mod -75 mio. kr. i første halvår 2012. Resultatet efter skat
beløber sig til -83 mio. kr. i første halvår 2013 mod -78 mio. kr. i første
halvår 2012.
Resultatet for første halvår 2013 er særligt påvirket af to faktorer. Dels
nedskrivninger på 158 mio. kr. Dels et udlån, der siden første halvår 2012 er
faldet med 836 mio. kr., hvilket naturligt har sænket bankens renteindtægter.
På begge områder ses dog en generelt mere positiv udvikling gennem 2013.
Nedskrivningsniveauet er i første halvår 2013 særligt påvirket af en
nedskrivning på 45 mio. kr. på ét af bankens engagementer. Da beløbet tidligere
indgik i bankens afsatte solvensbehov, er nedskrivningen neutral i forhold til
den solvensmæssige overdækning, der pr. 30. juni 2013 er på 2,9 procentpoint
mod 2,4 procentpoint pr. 30. juni 2012. Trods denne nedskrivning ses et fortsat
fald i nedskrivningerne, hvilket er en bekræftelse af, at de tiltag, banken har
foretaget på kreditområdet, har haft effekt, og også fremadrettet ventes et
faldende nedskrivningsniveau.
Udlånsniveauet er ved sammenligning med første halvår 2012 særligt påvirket af
et fald gennem 2012 og i begyndelsen af 2013, hvor der er oplevet en fortsat
lav samfundsøkonomisk aktivitet i bankens primære markedsområder og blandt
bankens primære kundesegmenter. I andet kvartal 2013 er udlånsniveauet
imidlertid stabiliseret, og banken oplever en langsomt tiltagende aktivitet i
markedsområderne, selv om et egentligt opsving stadig ikke kan ses. Banken vil
også i de kommende kvartaler arbejde for, at kunderne får udnyttet de
muligheder, der ligger på eksempelvis bolig- og investeringsområdet.
Som en konsekvens af den lave samfundsøkonomiske aktivitet og for at styrke
organisationen fremadrettet har banken i første halvår sammenlagt filialer og
nedlagt stillinger, hvilket påvirker regnskabet for første halvår negativt, men
vil have en positiv effekt på kommende regnskaber. Også i de kommende kvartaler
ventes det, at der gennemføres tilpasninger i form af ændringer på
hovedkontoret, sammenlægning af filialer og nedlæggelse af stillinger i hele
organisationen for at tilpasse omkostningsniveauet til markedssituationen og
indtægterne.
Bankens basisindtjening - resultat før skat ekskl. kursreguleringer,
nedskrivninger og udgifter til sektorløsninger - er for første halvår 2013
opgjort til 97 mio. kr. mod 123 mio. kr. i første halvår 2012.
Hovedtræk fra halvårsrapporten
Hovedtræk fra halvårsrapporten er som følger (med første halvår 2012 i
parentes):
-- Resultat før skat på -81 mio. kr. (-75 mio. kr.)
-- Basisindtjening på 97 mio. kr. (123 mio. kr.)
-- Nedskrivninger og tab på 158 mio. kr. (166 mio. kr.)
-- Kursreguleringer på -1 mio. kr. (20 mio. kr.)
-- Udgifter til personale og administration på 253 mio. kr. (254 mio. kr.)
-- Bidrag til sektorløsninger på 13 mio. kr. (10 mio. kr.)
-- Indlån på 9.287 mio. kr. (9.378 mio. kr.)
-- Udlån på 7.345 mio. kr. (8.181 mio. kr.)
-- Solvensprocent på 13,1 % (14,6 %) mod et solvensbehov på 10,2 % (12,2 %)
svarende til en solvensmæssig overdækning på 2,9 procentpoint (2,4
procentpoint)
-- Kernekapitalprocent på 13,1 % (14,5 %)
-- Likviditetsmæssig overdækning i forhold til § 152 i Lov om finansiel
virksomhed på 171 % (183 %)
-- Egenkapital på 1.116 mio. kr. (1.311 mio. kr.).
Danske Andelskassers Bank har et solidt indlånsoverskud, en god
likviditetsmæssig overdækning og en acceptabel solvensmæssig overdækning.
Banken er således godt funderet i forhold til at imødekomme kunders ønsker og
behov, og banken vil i de kommende kvartaler arbejde for at styrke banken
yderligere for dermed at kunne levere endnu bedre løsninger til kunderne.
Danske Andelskassers Bank fastholder sine forventninger til 2013, som disse er
angivet i delårsrapporten af 15. maj 2013. Banken forventer således en
basisindtjening i intervallet 160-190 mio. kr.
Særligt om sigtelse for overtrædelse af Værdipapirhandelsloven
Som offentliggjort i selskabsmeddelelse nr. 8/2013 af 7. august 2013 og
selskabsmeddelelse nr. 9/2013 af 22. august 2013 er Danske Andelskassers Bank
og en af bankens ledende medarbejdere blevet sigtet for overtrædelse af
Værdipapirhandelsloven § 39 om kursmanipulation.
Banken har afvist sigtelsen på det foreliggende grundlag og samarbejder fuldt
ud med myndighederne om at få afklaring omkring forholdene, da det er bankens
ønske, at en sådan afklaring sker hurtigst muligt.
Såfremt der sker en udvikling, der giver anledning til yderligere kommentarer,
udsendelse af en selskabsmeddelelse e.l., vil dette naturligvis ske i henhold
til de gældende regler herfor.
Særligt om avisartikler og undersøgelse
Danske Andelskassers Bank har igennem sommeren 2013 været i centrum for en
række artikler i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor avisen havde negativ fokus
på bankens aktieemission i juni 2011 tillige med flere andre forhold.
Finanstilsynet har på den baggrund indledt en undersøgelse af de beskrevne
forhold, ligesom banken har iværksat sin egen interne undersøgelse, hvorfra
resultaterne indgår i bankens dialog med Finanstilsynet. Også på dette område
samarbejder banken fuldt ud med myndighederne og ønsker en afklaring hurtigst
muligt.
Det er Danske Andelskassers Banks opfattelse, at artiklerne overordnet set har
været præget af misforståelser, udeladelser og mangel på proportionalitet, men
artiklerne har ikke desto mindre påpeget forskellige fejl og
uhensigtsmæssigheder, der berettiger en undersøgelse.
Da Finanstilsynets undersøgelse endnu ikke er afsluttet, ønsker banken ikke at
kommentere forholdene nærmere, og banken ønsker heller ikke for nuværende at
kommentere et eventuelt erstatningsmæssigt ansvar eller en eventuel
resultatmæssig påvirkning heraf.
Kommentarer til halvårsrapporten
Administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank, Jan Pedersen, udtaler i
forbindelse med halvårsrapporten:
”Resultatet for første halvår er ikke tilfredsstillende. Det er dog positivt,
at der ses en stabilisering af udlånet, hvilket både vidner om en spirende
aktivitet i lokalområderne, og om at bankens medarbejdere gør en stor indsats
for at sikre, at kunderne får udnyttet de mange muligheder, der ligger netop
nu.”
”Vi har de senere år nedbragt vores omkostninger betydeligt, samtidig med at vi
har styrket organisationen på mange fronter. Kombinationen af, at et egentligt
opsving i økonomien stadig ligger et stykke ude i fremtiden, at kundernes brug
af banker er under forandring, og at hele sektoren er under forandring, gør
imidlertid, at omkostningerne stadig er på for højt et niveau. Der vil derfor
også i den kommende tid blive nedlagt stillinger, lavet ændringer på
hovedkontoret, sammenlagt filialer og foretaget andre tilpasninger. Det er
beklageligt men nødvendigt for at sikre, at vi fortsat kan levere gode og
værdiskabende løsninger for vores kunder.”
Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan adm. direktør i Danske Andelskassers Bank,
Jan Pedersen, kontaktes via:
Kommunikationsdirektør Martin Rask Pedersen
Tlf.: 87 99 30 33
Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.