Pre-Annual General Meeting Information • Mar 18, 2015
Pre-Annual General Meeting Information
Open in ViewerOpens in native device viewer
18. marts 2015
Bestyrelsen indkalder herved til ordinær generalforsamling i BioPorto A/S
Bestyrelsen foreslår genvalg af bestyrelsesmedlemmerne Thomas Magnussen, Torben A. Nielsen og Roar Bjørk Seeger samt valg af Jan Kuhlmann Andersen som nyt medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsen foreslår genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som selskabets revisor.
Bestyrelsen foreslår, at bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år tages til efterretning.
Bestyrelsen foreslår, at den reviderede årsrapport for 2014 med forslag om overførsel af årets resultat godkendes.
Bestyrelsen foreslår, at der meddeles decharge til selskabets bestyrelse og direktion.
I henhold til BioPortos vederlagspolitik vedtaget på den ordinære generalforsamling den 16. april 2013 tildeles bestyrelsen et fast kontant honorar, dog kan formanden og næstformanden efter generalforsamlingens nærmere beslutning vederlægges med et forhøjet honorar.
Bestyrelsens foreslår, at vederlaget for bestyrelsen i regnskabsåret 2015 fastsættes til et standardhonorar på DKK 150.000 til bestyrelsesmedlemmer, DKK 350.000 til bestyrelsens næstformand og DKK 500.000 til bestyrelsens formand.
Det fremgår endvidere af BioPortos vederlagspolitik, at bestyrelsesmedlemmer, i tilfælde af deltagelse i udvalg eller udførelse af særlige opgaver for bestyrelsen, kan ydes et tillægshonorar herfor. Tillægshonorar skal ligeledes godkendes af generalforsamlingen.
Bestyrelsen foreslår, at menige bestyrelsesmedlemmer kan vederlægges for deltagelse i udvalg med et tillægshonorar på DKK 25.000 pr. udvalg, dog maksimalt i alt DKK 50.000 pr. menigt bestyrelsesmedlem. Formanden og næstformanden modtager ikke tillægshonorar for deltagelse i udvalg. For nærværende er der etableret følgende udvalg: Revisionsudvalg, Nomineringsudvalg og Vederlagsudvalg.
Bestyrelsen foreslår genvalg af bestyrelsesmedlemmerne Thomas Magnussen, Torben A. Nielsen og Roar Bjørk Seeger. Ydermere foreslås det, at Jan Kuhlmann Andersen vælges som nyt medlem af bestyrelsen.
Medlemmer af bestyrelsen udvælges og opstilles på baggrund af deres specifikke kompetencer og erfaring med relevans for BioPorto. Bestyrelsen er sammensat med henblik på at sikre en optimal kombination af professionel erfaring i branchen som helhed, inden for forskning og udvikling, salg og marketing, IP rettigheder og licensforhandlinger samt finans og økonomi. I sammensætningen af bestyrelsen tages der desuden hensyn til mangfoldighed i relation til køn, alder mv.
Bestyrelseskandidaternes baggrund beskrives nedenfor, idet det dog skal bemærkes, at årsrapporten for 2014 indeholder oplysning om de nuværende bestyrelsesmedlemmers ledelseshverv:
Thomas Magnussen har siden 2013 været valgt som medlem af bestyrelsen i BioPorto. Thomas Magnussen er bestyrelsesformand og henholdsvis co-founder og partner i QuantumWise A/S, Zylinc A/S samt direktør og bestyrelsesformand i Zylinc A/S. Thomas Magnussen er entreprenør inden for hightech space opstartsvirksomheder med global rækkevidde. Thomas Magnussen har erfaring med kommercialiseringsstrategier og brancherne nanoteknologi, ICT og med-tech. Thomas Magnussen har en MBA fra INSEAD samt en Ph.d. og M.Sc. fra DTU.
Torben Arnth Nielsen har siden 2013 været valgt som medlem af bestyrelsen i BioPorto. Torben Arnth Nielsen har de seneste 25 år haft ledende stillinger inden for den finansielle sektor – senest som medlem af direktionen i Sydbank med ansvar for blandt andet Asset Management og Capital Markets, siden som CEO i BankInvest. Sideløbende har han haft flere nationale og internationale bestyrelsesposter, blandt andet tidligere i NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Gennem sine i alt 30 år i den finansielle sektor, hvoraf 5 år har været i New York og London, har Torben Arnth Nielsen opbygget og ledet forretningsområder i indog udland inden for alle væsentlige kommercielle forretningsområder i den finansielle branche og været involveret i og ansvarlig for flere opkøb og fusioner. Torben Arnth Nielsen har DIEUs Toplederuddannelse VL (2006) samt en bankuddannelse. Torben Arnth Nielsen er i dag selvstændig og medejer af Linde og Partners Kapitalrådgivning A/S.
Roar Bjørk Seeger har siden 2013 været valgt som medlem af bestyrelsen i BioPorto. Roar Bjørk Seeger har siden 2011 været direktør for Lion&Dolphin A/S og siden september 2014 desuden direktør for JiaweiPhotovoltaicLigting i EMEA med overordnet ansvar for salg, brand building og opbygning af distributør netværk. Forinden var han direktør i Modstrøm A/S og opbyggede det første miljøvenlige forsyningsselskab. Roar Bjørk Seeger har desuden mangeårig erfaring fra telebranchen inden for salg og marketing. Roar Bjørk Seeger har en MBA i Technology, Market and Organisation fra Copenhagen Business School (2005) samt en militær uddannelse.
Jan Kuhlmann Andersen har siden 1995 beskæftiget sig med salg inden for Life Science området i fortrinsvis amerikansk ejede virksomheder (FMC, Cambrex, Fisher Scientific og Thermo Fisher Scientific). Siden 2007 har Jan Kuhlmann Andersen været ansat som Vice President, Salg & Marketing i Chr. Hansen A/S divison for Animal Health & Nutrition. Jan Kuhlmann Andersen er herudover bestyrelsesformand i Cytovac A/S. Indtil 1. januar 2015 sad Jan Kuhlmann Andersen som bestyrelsesmedlem i Noscomed Medical Supply A/S og i det franske Life Science selskab CellMade. Jan Kuhlmann Andersen har en Master of Science i Biologi og en Ph.D grad.
Bestyrelsen foreslår genvalg af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab som selskabets revisor.
****
Til vedtagelse af dagsordenens forslag kræves der vedtagelse med simpel majoritet.
På indkaldelsestidspunktet er selskabets aktiekapital nominelt DKK 117.874.210. Aktiekapitalen er fuldt indbetalt og fordelt i aktier á nominelt DKK 1,00. Hver aktie giver 1 stemme (svarende til i alt 117.874.210 stemmer).
En aktionærs ret til at deltage i generalforsamlingen og til at afgive stemme fastsættes i forhold til de aktier, aktionæren besidder på registreringsdatoen. Registreringsdatoen ligger en uge før generalforsamlingen. En aktionærs aktiebesiddelse og stemmerettigheder opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens ejerforhold i ejerbogen, eller på baggrund af meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indføring i ejerbogen.
Registreringsdatoen er fredag den 3. april 2015.
Aktionærer, som ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmode om adgangskort senest onsdag den 1. april 2015.
Adgangskort kan rekvireres ved personlig henvendelse eller skriftlig henvendelse til selskabet på e-mail: [email protected].
Tilmeldingsblanketten tilsendes de noterede aktionærer, som har fremsat begæring herom, og kan desuden hentes på selskabets hjemmeside, www.bioporto.com.
Aktionærer kan afgive fuldmagt til bestyrelsen eller til en af aktionæren udpeget person, der deltager på generalforsamlingen.
Fuldmagtsblanket kan rekvireres på selskabets hjemmeside, www.bioporto.com, eller ved skriftlig henvendelse til selskabet på [email protected].
Udfyldte fuldmagtsblanketter kan indsendes per brev eller e-mail til selskabet, Tuborg Havnevej 15, st., 2900 Hellerup eller e-mail: [email protected].
Fuldmagtsblanketten skal være selskabet i hænde senest onsdag den 1. april 2015.
Adgangskort til aktionærers eventuelle rådgivere eller fuldmægtige skal ligeledes løses inden for den angivne frist.
Aktionærer har tillige mulighed for at stemme skriftligt per brev.
Blanket til afgivelse af brevstemme kan rekvireres på selskabets hjemmeside, www.bioporto.com, eller ved skriftlig henvendelse til selskabet på e-mail: [email protected].
Brevstemmeblanketten kan indsendes per brev eller e-mail til selskabet, Tuborg Havnevej 15, st., 2900 Hellerup eller e-mail: [email protected].
Brevstemmeblanketten skal være selskabet i hænde senest tirsdag den 7. april 2015.
Indkaldelse med dagsorden, fuldstændige forslag, oplysninger om stemmerettigheder og aktiekapital på indkaldelsesdagen, blanket til afgivelse af fuldmagt eller brevstemme samt den reviderede årsrapport for 2014 er tilgængelige på selskabets hjemmeside, www.bioporto.com.
Frem til dagen før generalforsamlingen kan aktionærerne ved skriftlig henvendelse til selskabet stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenterne til brug for generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
BioPorto A/S Bestyrelsen
Gry Husby Larsen Telefon: 45 29 00 00, e-mail:[email protected]
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.