Earnings Release • Feb 24, 2016
Preview not available for this file type.
Download Source FileSelskabsmeddelelse nr. 3/2016 | 24. februar 2016
Danske Andelskassers Bank A/S har dags dato offentliggjort årsrapporten for
2015. Bankens resultat før skat blev på - 11 mio. kr. mod et resultat før skat
på 23 mio. kr. i 2014. Basisindtjeningen landede på 129 mio. kr. og ligger
således inden for det forventede interval på 125-155 mio. kr. for 2015. Trods
det negative resultat betegner banken resultatet som acceptabelt. I 2016
forventer Danske Andelskassers Bank A/S en basisindtjening mellem 220-240 mio.
kr.
Basisindtjeningen er faldet med 14 mio. kr. til 129 mio. kr. mod 143 mio. kr. i
2014, hvilket primært skyldes en nedgang i bankens netto renteindtægter på 51
mio. kr. som følge af lavere udlån samt det generelt lavere renteniveau.
Nedgangen modsvares delvist af en fremgang i gebyrindtægterne på 15 mio. kr. og
et fald i omkostningerne på 20 mio. kr. til 425 mio. kr. mod 445 mio. kr. i
2014. Omkostningerne er hovedsageligt nedbragt via sammenlægning af filialer
til større enheder samt en generel optimering af organisationen og
effektivisering af processer og arbejdsgange.
Årsresultatet for 2015 er desuden påvirket af et fald i kursreguleringer med 49
mio. kr., hvor der specielt i 4. kvartal 2015 har været kurstab. Herudover er
resultatet påvirket af et fald i bankens nedskrivninger på 35 mio. kr.
Nedskrivningerne ligger på niveau med bankens forventninger for 2015, som var
et år, der i høj grad var kendetegnet ved den fortsatte krise i dansk landbrug.
Finanstilsynets inspektion i september 2015 gav ikke anledning til yderligere
nedskrivninger på den samlede udlånsportefølje.
Planmæssig styrkelse af bankens kapitalplan
I 2015 har Danske Andelskassers Bank arbejdet planmæssigt med at styrke bankens
egentlige kernekapital og kernekapital. Som led heri blev den egentlige
kernekapital styrket med brutto 165 mio. kr. ved bankens
fortegningsretsemission i december 2015. Herudover blev kernekapitalen i
december 2015 styrket med brutto 232 mio. kr. ved udstedelse af hybride
kernekapital-instrumenter. En betydelig del af provenuet herfra blev anvendt
til samtidig delindfrielse af det statslige hybride kapitalindskud.
Ved udgangen af 2015 havde Danske Andelskassers Bank en kapitalprocent på 15,1
% mod et individuelt solvensbehov på 11,9 %. Banken havde således en
kapitalmæssig overdækning på 3,2 % mod en kapitalmæssig overdækning i 2014 på
2,7 %. Det bemærkes i den henseende, at restprovenuet fra udstedelsen af
hybride kernekapitalinstrumenter, der forventes at blive benyttet til
restindfrielse af den statslige hybride kernekapital, indgår i bankens
kapitalgrundlag og påvirker kapitalprocenten pr. 31. december 2015 med 0,5
procentpoint.
Direktionens kommentar til årsrapporten
I forbindelse med årsrapporten for 2015 udtaler administrerende direktør i
Danske Andelskassers Bank A/S, Jan Pedersen, følgende:
”På trods af, at vi kommer ud med et negativt resultat for 2015, vil jeg
betegne resultatet som acceptabelt. Desværre har uroen på de finansielle
markeder i december resulteret i et større kurstab svarende til årets
underskud. Til gengæld er der mange positive elementer i regnskabet, som
fortjener at blive fremhævet. Bankens omkostninger og nedskrivninger er faldet,
ligesom vi har gennemført størstedelen af vores kapitalplan. Som følge af dette
samt den løbende optimering af organisationen står vi ved udgangen af 2015 med
en mere effektiv og slagkraftig organisation og en stærkere platform, end vi
gjorde ultimo 2014.”
Hovedtal 2015 2014
Mio. kr.
Resultat før skat -11 23
Basisindtjening 129 143
Omkostninger 425 445
Nedskrivninger og tab 118 153
Kursreguleringer 16 65
Indlån 8.316 8.565
Udlån 5.436 5.701
Kapitalprocent 15,1 15,7
Solvensbehov 11,9 % 13,0 %
Kapitalmæssig overdækning 3,2 2,7
Likviditetsoverdækning 205 236
Egenkapital 1.200 860
Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan kommunikationschef Tine Martlev Pallesen i
Danske Andelskassers Bank kontaktes på telefon 87 99 30 33 eller mobil 23 72 55
70.
Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.