AI Terminal

MODULE: AI_ANALYST
Interactive Q&A, Risk Assessment, Summarization
MODULE: DATA_EXTRACT
Excel Export, XBRL Parsing, Table Digitization
MODULE: PEER_COMP
Sector Benchmarking, Sentiment Analysis
SYSTEM ACCESS LOCKED
Authenticate / Register Log In

Københavns Lufthavne

Earnings Release Aug 8, 2017

Preview not available for this file type.

Download Source File

Fondsbørsmeddelelse 2017

København, den 8. august 2017

Bestyrelsen har i dag godkendt delårsrapporten for perioden 1. januar – 30.
juni 2017.

Resume for første halvår af 2017

Væksten i antallet af rejsende betød, at Københavns Lufthavne A/S opnåede et
tilfredsstillende halvårsresultat. Omsætningen steg 1,8%. Fra 1. april 2017
blev hotelaktiviteten indregnet på nettobasis, grundet den nye operatøraftale
med Nordic Choice. Korrigeret for effekten heraf er den underliggende omsætning
steget 4,3%. CPH har fortsat fokus på vedvarende effektivitetsforbedringer,
hvilket endnu engang blev belønnet med prisen som Europas mest effektive
lufthavn, der hvert år uddeles af førende internationale forskere og
luftfartseksperter i Air Transport Research Society (ATRS). Det er 12. gang på
14 år, at CPH modtager denne pris. Det ses også i halvårsregnskabet, hvor det
er lykkedes at reducere omkostningerne pr. passager med 1,6% i forhold til
samme periode sidste år, når der korrigeres for særlige forhold og effekten af
den nye hotelaftale. CPH har ansat 98 flere medarbejdere siden 30. juni 2016 og
fortsat sin vækstplan, hvilket er en medvirkende årsag til, at de samlede
underliggende driftsomkostninger (inklusive afskrivninger) er steget 5,2%.
Samlet set medfører dette en stigning i resultat før skat korrigeret for
særlige forhold på 1,0% til DKK 758,0 mio., svarende til DKK 7,7 mio.

På den baggrund fastholder Københavns Lufthavne A/S forventningerne til årets
resultat før skat, når der tages højde for særlige forhold, i intervallet DKK
1.600-1.700 mio.

Københavns Lufthavn er kommet godt fra start. Oven på rekordåret i 2016 viser
første halvår af 2017 en pæn vækst i antallet af rejsende i lufthavnen og en
positiv udvikling i rutenetværket. Med 14,0 mio. rejsende var der således 2,3%
flere rejsende gennem lufthavnen, hvilket er i tråd med lufthavnens
forventninger. I 2016 havde CPH for første gang dage, hvor der var flere end
100.000 rejsende på én dag. I år forventer CPH flere end 30 af disse dage.
Danskerne rejser oftere, og Danmark er blevet et attraktivt rejsemål for mange
turister, især fra Sydeuropa. Den udvikling ønsker CPH at kunne fortsætte med
Expanding CPH-planen om at udbygge lufthavnen, så CPH i fremtiden kan have
flere end 40 mio. passagerer om året.

Væksten i antallet af passagerer har betydet, at flyselskaberne generelt har
oplevet en forbedring i belægningen på de enkelte fly. Den såkaldte ”load
factor”, der er et udtryk for, hvor stor en andel af sæderne i et fly der er
solgt, er steget fra 71,8% til 74,5% sammenlignet med første halvår 2016.

Den internationale konkurrence mellem de større europæiske lufthavne handler
især om at tiltrække nye interkontinentale ruter. Her har Københavns Lufthavn
de senere år formået at øge både antallet af destinationer og ikke mindst
antallet af ugentlige frekvenser. Således var der i 2012 i alt 102 ugentlige
interkontinentale afgange fra CPH, mens det i 2016 var steget til 134, svarende
til en vækst på mere end 31%. Antallet af destinationer steg i samme periode
fra 25 til 34, svarende til 36%.

I første halvår af 2017 steg antallet af rejsende på de interkontinentale ruter
7,8%, hvilket understreger, at der fortsat er et underliggende potentiale for
flere rejsende på de lange ruter. CPH arbejder målrettet på at udvide antallet
af interkontinentale ruter. I maj kunne CPH meddele, at Air India fra september
vil begynde at flyve direkte mellem København og Delhi. Det er en rute, som
dansk erhvervsliv har efterspurgt længe, og som CPH har brugt mange kræfter på
at få etableret de sidste otte år. En analyse fra DAMVAD Analytics viser, at
ruten mellem CPH og Delhi alene vil give et bidrag på godt DKK 250 mio. til den
danske samfundsøkonomi.

Der er i første halvår 2017 åbnet flere ruter fra København – dels nye ruter
til destinationer som Oakland, Valencia og Torino, dels med nye flyselskaber
til eksisterende destinationer som eksempelvis SAS’ ruter til Færøerne og Riga.
Flyruter skaber vækst og arbejdspladser. Analysefirmaet DAMVAD Analytics har
beregnet, at væksten i Københavns Lufthavn i perioden 2005 til 2015 har øget
Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) med ca. DKK 31 mia.

Højt investeringsniveau

Københavns Lufthavne A/S har de senere år investeret mere end DKK 1 mia. årligt
i at udvide og udvikle lufthavnen. Det er en væsentlig del af CPH’s
udvidelsesplan, Expanding CPH, som CPH ønsker skal gøre lufthavnen i stand til
at håndtere 40 mio. passagerer om året. Det høje investeringsniveau er
fastholdt i 2017, hvor der i begyndelsen af året bl.a. blev igangsat flere
større investeringsprojekter. I januar blev opførelsen af en ny Finger E sat i
gang. Første fase af byggeriet forventes at være færdigt i 2019, hvor der vil
være 7 nye gates, bl.a. til de største widebody-fly. Derudover blev udvidelsen
af Terminal 2 sat i gang. Denne udvidelse vil fordoble arealet i den travleste
del af lufthavnen, bl.a. med større gang- og flowarealer samt nye tilbud til de
rejsende. Udvidelsen af den centrale sikkerhedskontrol forventes færdiggjort
inden årets udgang. Det samlede investeringsniveau lå i første halvår af 2017
på DKK 653,5 mio.

Regeringens forslag om øget regulering skaber usikkerhed

Som en del af udspillet ”Vækst og udvikling i hele Danmark” igangsatte
regeringen udarbejdelsen af Danmarks første nationale luftfartsstrategi i
november 2015. Som udmeldt i fondsbørsmeddelelserne den 3. og 5. juli 2017, er
det muligt at de foreslåede ændringer kan få væsentlig negativ indvirkning på
lufthavnens strategi, forretning og økonomi. Der henvises til førnævnte
fondsbørsmeddelelser.

CPH vil gennemgå sin forretningsmodel og strategi i lyset af den foreslåede
ændrede regulering. CPH vil særligt blive nødt til at revurdere sin
investeringsplan og finansiering. Den konkrete regulering, som nu er i høring,
mener CPH ikke vil lede til de ønskede effekter i strategien med hensyn til
vækst, tilgængelighed og beskæftigelse.

Interim-udbytte

På baggrund af halvårsresultatet er der taget beslutning om udlodning af et
interim udbytte på i alt DKK 500,0 mio., svarende til DKK 63,7 pr. aktie. CPH
vil gennemgå årets udbytte i overensstemmelse med normal praksis.

Highlights af resultaterne

-- Passagertallet i Københavns Lufthavn steg 2,3% i de første seks måneder af
2017. Antallet af lokaltafgående passagerer steg 4,5%, og
transferpassagerer faldt 5,5%.

-- Omsætningen steg 1,8% til DKK 2.146,6 mio. (2016: DKK 2.108,6 mio.),
hvilket primært er drevet af passagervæksten i de afgående internationale
passagerer. Den underliggende omsætningsvækst er på 4,3%, når der
korrigeres for den nye hotelaftale.

-- Grundet vedvarende fokus på omkostningseffektivitet er omkostningerne pr.
passager trods øget regulering faldet 1,6%, når der korrigeres for særlige
forhold og effekten den nye hotelaftale.

-- EBITDA korrigeret for særlige forhold steg 6,0% til DKK 1.246,0 mio. (2016:
DKK 1.175,1 mio.). Rapporteret EBITDA steg 5,8% til DKK 1.236,1 mio. (2016:
DKK 1.167,9 mio.).

-- EBIT korrigeret for særlige forhold steg 1,7% til DKK 852,8 mio. (2016: DKK
838,5 mio.). Rapporteret EBIT steg 1,4% til DKK 842,9 mio. (2016: DKK 831,3
mio.). EBIT er påvirket af en stigning i afskrivningerne på 16,8% som
konsekvens af de store investeringer i vækst.

-- Nettofinansieringsomkostningerne steg DKK 6,6 mio. sammenlignet med første
halvår 2016, hvilket bl.a. skyldes et øget investeringsniveau delvist
modsvaret af forbedrede lånevilkår.

-- Resultat før skat korrigeret for særlige forhold steg 1,0% til DKK 758,0
mio. (2016: DKK 750,3 mio.). Rapporteret resultat før skat steg 0,7% til
DKK 748,1 mio. (2016: DKK 743,1 mio.).

-- Anlægsinvesteringer udgjorde DKK 653,5 mio. i de første seks måneder af
2017 (2016: DKK 372,2 mio.). Årets første seks måneder har været præget af
udvidelse af kapaciteten i den centrale sikkerhedskontrol, udvikling af
widebody-faciliteterne, udvidelse af Terminal 2 airside, etablering af
Finger E samt diverse investeringer i vækst.

-- Udbyttet på i alt DKK 500,0 mio. er til disposition den 11. august 2017.
Udbyttekørslen foretages i Værdipapircentralen den 10. august 2017 på
grundlag af de beholdninger, der er registreret på VP-konti ved dagens
slutning. Således vil køb med afvikling til og med den 10. august 2017 give
ret til udbytte, medens salg med afvikling til og med den 10. august 2017
vil miste retten til udbytte af de solgte aktier. Det betyder, at handler
til og med den 8. august 2017 afvikles inklusive udbytte, og handler
foretaget fra og med 9. august 2017 afvikles eksklusive udbytte ved normal
2-dages valør.

Forventninger til 2017

Forventningerne til trafikvækst, resultat før skat og investeringer i
anlægsaktiver er uændrede i forhold til udmeldingen af 16. maj 2017.

Forventninger til resultat før skat

På baggrund af det forventede trafikprogram for 2017 forventes vækst i det
samlede antal passagerer.

Udviklingen i antallet af passagerer er en dynamisk faktor, som kan påvirkes
både positivt og negativt af den generelle økonomiske udvikling, rute- og
kapacitetsbeslutninger hos flyselskaberne samt enkelthændelser inden for
luftfarten. Stigningen i passagertallet forventes at have en positiv effekt på
omsætningen.

Som følge af ændring i hotelaktiviteten fra Hilton til Nordic Choice (Clarion)
forventes koncernens omsætning og omkostninger at falde, idet CPH pr. 1. april
2017 indregner aktiviteten som en omsætningsbaseret indtægt. Korrigeret for
effekten af hotelaktiviteten forventes der stadig en stigning i omsætning og
driftsomkostninger.

Driftsomkostningerne forventes fortsat at være højere end i 2016, korrigeret
for effekten af hotelaktiviteten, primært på grund af den forventede
passagervækst, øgede krav på sikkerhedsområdet samt omkostningsinflation. Dette
modsvares delvist af et fortsat fokus på effektivisering af
driftsomkostningerne. Afskrivninger og finansieringsomkostninger forventes
samlet set at være højere end i 2016, primært som følge af et fortsat højt
investeringsniveau.

Resultat før skat i 2017 forventes at ligge i et interval mellem DKK 1.600 mio.
og DKK 1.700 mio., når der tages højde for særlige forhold. Driftsresultatet
før afskrivninger (EBITDA) forventes at være højere i 2017 end i 2016, når der
tages højde for særlige forhold.

Forventning til investeringer i anlægsaktiver

CPH forventer at fortsætte med at investere i væksten til gavn for passagerer
og flyselskaber og fastholder sin vækstplan, Expanding CPH, hvor CPH vil udvide
og udvikle lufthavnen, i takt med at passagertallet stiger. CPH forventer at
fastholde et højt investeringsniveau i 2017, som forventes at udgøre ca. DKK
1,3 mia., for at imødekomme den høje passagervækst. Investeringer omfatter
bl.a. udbygning af den centrale sikkerhedskontrol,
widebody-kapacitetsudvidelser, en ny gangbro i Terminal 3 og udvidelse af
Terminal 2 airside. Dertil kommer andre ikke-aeronautiske investeringer til
gavn for flyselskaber og passagerer.

Postboks 74
Lufthavnsboulevarden 6
2770 Kastrup
Kontaktperson:
Lars Jønstrup Dollerup
Økonomidirektør
Tlf.: 3231 3231
Fax: 3231 3132
E-mail: [email protected]
www.cph.dk
CVR-nr. 14 70 72 04

Contents

Talk to a Data Expert

Have a question? We'll get back to you promptly.