Earnings Release • Feb 28, 2018
Preview not available for this file type.
Download Source FileSelskabsmeddelelse nr. 2/2018 | 28. februar 2018
Danske Andelskassers Bank A/S opnåede i 2017 et resultat på 100,8 mio. kr. før
skat mod et resultat på 50,0 mio. kr. før skat i 2016. Resultatfremgangen
skyldes først og fremmest væsentligt lavere nedskrivninger, en positiv
udvikling i bankens kursreguleringer, stigende gebyrindtægter som følge af høj
aktivitet samt et betydeligt fald i ”Andre driftsudgifter”. Basisindtjeningen
udgjorde i 2017 138,9 mio. kr. mod 162,8 mio. kr. i 2016. Bankens
kapitalmæssige overdækning var pr. 31. december 2017 på 4,6 % mod 3,0 % pr. 31.
december 2016. Samlet set betegner Danske Andelskassers Bank årsresultatet for
2017 som tilfredsstillende. Banken forventer en basisindtjening på mellem 130
og 170 mio. kr. i 2018 og et resultat før skat i intervallet 50-110 mio. kr.
Nedskrivningerne i Danske Andelskassers Bank er faldet fra 64,6 mio. kr. i 2016
til 41,8 mio. kr. i 2017, hvilket svarer til et fald på 35 %. De faldende
nedskrivninger skyldes hovedsageligt, at dansk landbrug igennem 2017 har
oplevet gunstigere økonomiske forhold.
Banken havde en samlet kursgevinst i 2017 på 3,8 mio. kr. mod et kurstab på
21,7 mio. kr. i 2016. Mens kursreguleringerne i 2016 især var påvirket af
kurstabet på 39,0 mio. kr. på bankens aktier i Sparinvest Holdings SE, dog
delvist opvejet af udbyttet på 17,8 mio. kr., var kursreguleringerne i 2017
påvirket af nedskrivningen af dagsværdien af andelskapitalen i Bankernes EDB
Central (BEC) med 21,2 mio. kr.
Gebyrindtægterne er steget fra 228,7 mio. kr. i 2016 til 237,9 mio. kr. i 2017
på grund af den øgede aktivitet i banken, blandt andet på udlån. ”Andre
driftsudgifter” er faldet fra 29,9 mio. kr. i 2016 til 3,6 mio. kr. i 2017,
hvilket hovedsageligt skyldes, at en tilpasning af bankens organisation i 2016
medførte, at der blev hensat 22,8 mio. kr. vedrørende forpligtelser til
afskedigede og fritstillede medarbejdere.
På udlånssiden fortsætter banken den positive udvikling. Udlånet er steget med
5 % i forhold til 31. december 2016, og tendensen er den samme som tidligere
meldt ud: En stor del af bankens udlån sker fortsat til erhvervsvirksomheder,
men banken oplever også en svag stigning i efterspørgslen blandt privatkunder
som følge af en spirende optimisme i bankens lokalområder. Trods den betydelige
stigning i aktiviteten og udlånet ses der imidlertid fortsat et fald i
renteindtægterne på grund af den massive priskonkurrence på området.
Basisindtjeningen er faldet fra 162,8 mio. kr. i 2016 til 138,9 mio. kr. i
2017, hvilket hovedsageligt skyldes stigende IT-udgifter til blandt andet
udvikling af digitale løsninger. Basisindtjeningen ligger indenfor det
forventede interval på 130-170 mio. kr. for 2017.
Bankens samlede omkostninger er steget fra 416,1 mio. kr. i 2016 til 423,8 mio.
kr. i 2017 svarende til 1,8 %.
Kapitalprocenten er pr. 31. december 2017 opgjort til 16,4 % mod en
kapitalprocent på 15,7 % pr. 31. december 2016. Kapitalkravet pr. 31. december
2017 udgør inklusive det kombinerede og det kontracykliske bufferkrav 11,8 %.
Banken har dermed en kapitalmæssig overdækning på 4,6 % pr. 31. december 2017
mod 3,0 % pr. 31. december 2016.
Den 20. december 2017 foretog Danske Andelskassers Bank en delindfrielse på
knap 113 mio.kr. af sit statslige hybridlån, hvormed banken dels kunne tage
endnu et væsentligt skridt nærmere at blive helt fri for statslige midler og
dels kunne styrke sit kapitalgrundlag yderligere. Banken går nu målrettet efter
at hente yderligere kapital i første halvår 2018 i form af Tier 2 i
størrelsesordenen 105-150 mio. kr., så resten af det statslige hybridlån, 19
mio. kr. efter step-up, kan indfries.
Danske Andelskassers Bank forventer en basisindtjening på mellem 130 og 170
mio. kr. i 2018 og et resultat før skat i intervallet 50-110 mio. kr.
Resume af hovedtal
Resultat før skat 101 50
Basisindtjening 139 163
Omkostninger 424 416
Nedskrivninger og tab 42 65
Kursreguleringer 4 -22
Indlån 8.482 8.407
Udlån 6.132 5.836
Kapitalprocent 16,4 % 15,7 %
Kapitalbehov 11,8 % 12,7 %
Kapitalmæssig overdækning 4,6 % 3,0 %
Likviditetsoverdækning § 152 149 % 176 %
Egenkapital 1.416 1.243
Direktionens kommentar til årsrapporten
I forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2017 udtaler
administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank A/S, Jan Pedersen:
”I Danske Andelskassers Bank har 2017 været et år med fremgang på flere
områder, og banken kommer ud med et årsresultat, som ikke blot er bedre end
forventet, men også det bedste resultat i årevis. Det skyldes naturligvis flere
faktorer, men er først og fremmest resultatet af medarbejdernes målrettede og
dedikerede arbejde med bankens strategi med bl.a. flere kundemøder, højere
kundetilfredshed og øget udlån til følge. På trods af, at det har været et år
med hård konkurrence, som har presset bankens renteindtægter betydeligt, er det
således lykkedes at øge udlånet med 5 %, ligesom vi har oplevet en flot
stigning i gebyrindtægterne på grund af den høje aktivitet. Desuden er det
lykkedes os at hente kapital nok til at delindfri størstedelen af bankens
resterende statslige hybridlån og i det hele taget at styrke kapitalgrundlaget.
Så jeg synes, vi har mange gode grunde til at være tilfredse med
årsregnskabet.”
Yderligere information
Ønskes yderligere information, kan kommunikationschef Tine Martlev Pallesen i
Danske Andelskassers Bank kontaktes på telefon 87 99 30 33 eller mobil 23 72 55
70.
Vedlagte filer
Årsrapport 2017 – Danske Andelskassers Bank A/S
Selskabsmeddelelse årsrapport 2017 – Danske Andelskassers Bank A/S
Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn, herunder udsagn
om Danske Andelskassers Banks aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er
baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Danske Andelskassers
Bank finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte
risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Danske
Andelskassers Banks faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller
branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater,
udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse
med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer
eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning
viser sig at være forkert, kan Danske Andelskassers Banks faktiske økonomiske
stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som
forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.