Earnings Release • Aug 17, 2021
Earnings Release
Open in ViewerOpens in native device viewer
"Jyske Bank har i 1. halvår 2021 præsteret et højere resultat pr. aktie end i hele 2020. Trods omfattende COVID-19 restriktioner i det danske samfund har organisationen således formået at håndtere et højt aktivitetsniveau på både bolig- og bilmarkedet samt kapitalmarkederne. Mens et højt aktivitetsniveau og gunstige finansielle markeder har bidraget til højere indtægter, har produktivitetsforbedringer og stram omkostningsstyring også medført en reduktion af omkostningerne. Kreditkvaliteten er fortsat solid med en meget lav tabsprocent, og den egentlige kernekapitalprocent er på det hidtil højeste niveau. Det understøtter grundlaget for at igangsætte et nyt aktietilbagekøbsprogram. Den positive udvikling har foreløbigt affødt tre opjusteringer af resultatforventningerne for 2021, der samlet er løftet knap en tredjedel fra udgangspunktet. Jyske Banks bæredygtighedsindsats har samtidig medført en opgradering af MSCI's rating fra A til den højest mulige rating AAA. Kun 3% af de ratede banker hos MSCI har en så høj rating," udtaler ordførende direktør Anders Dam.
Efter en periode med omfattende COVID-19 restriktioner har det danske samfund i foråret realiseret en betydelig beskæftigelsesfremgang, og aktiviteten på boligmarkedet er fortsat på et højt niveau. Den økonomiske aktivitet nærmer sig samme niveau som inden pandemien understøttet af den fortsatte vaccineudrulning og et globalt industriopsving. Det afføder positive vækstudsigter for dansk økonomi.
I 1. halvår 2021 har Jyske Bank lanceret grønne realkreditlån til erhvervskunder, Jyske Frihed med fast rente uden afdrag i 30 år samt enkel og digital investering gennem Jyske NemInvestering til privatkunder. Hertil kommer forbedrede funktioner i Jyske Mobilbank i form af bl.a. mulighed for omlægning og rentetilpasning af boliglån samt et pensionsoverblik. Jyske Bank er i 1. halvår også blevet kåret af Voxmeter som bedst til private banking for sjette år i træk.
Over det seneste år har Jyske Bank nedbragt antallet af heltidsmedarbejdere med 156 og antallet af afdelinger med 15 samt reduceret åbningstider i yderligere syv afdelinger. Sammenlægningerne af privatafdelinger bidrager positivt til Jyske Banks forretning ved bl.a. at underbygge øget specialisering, forbedret sammenhængskraft og rentabilitet i de resterende afdelinger. Jyske Bank har desuden modtaget en pris fra Jobindex for den største jobglæde i den finansielle sektor.
Organisationsændringerne giver ligeledes et godt afsæt for det strategiske samarbejde med Købstædernes Forsikring kaldet Jyske Forsikring. Fra 3. kvartal 2021 vil samarbejdet bidrage til at dække kundernes forsikringsbehov gennem en komplet forsikringsløsning.
Samtidigt fortsætter Jyske Banks arbejde med målsætninger for bæredygtighed. Koncernens estimerede indirekte CO2 udledning vedr. udlån og investeringer blev reduceret 13% i 2020, og udskiftningen af bankens biler til lavemissionsbiler er igangsat. Jyske Capital har tilsluttet sig Net Zero Asset Managers-initiativet og derved forpligtet sig til nettonul udledning i 2050. Jyske Realkredit er blevet medlem af Energy Efficient Mortgage Label, der øger transparens om instituttets udlån til ejendomme og disses energiforbrug. Jyske Banks bæredygtighedsindsats har medført en opjustering af MSCI's rating fra A til den højest mulige rating AAA.
Periodens resultat på 1.685 mio. kr. forrenter egenkapitalen med 9,4% p.a. mod henholdsvis 82 mio. kr. og 0,0% p.a. i tilsvarende periode i 2020. Resultat pr. aktie steg til 22,2 kr. fra 0,0 kr. Det væsentligt højere resultat skyldes bl.a. en gunstig udvikling på de finansielle markeder og et højt aktivitetsniveau i 1. halvår 2021, men skal tillige ses i sammenhæng med, at resultatet i 1. halvår 2020 var negativt påvirket af det ledelsesmæssige skøn til nedskrivningerne efter udbruddet af CO-VID-19.
Jyske Banks nominelle realkreditudlån steg 1% i 1. halvår drevet af højere udlån til erhvervskunder. Leasingudlån udviste den højeste halvårsvækst hidtil med en fremgang på 7%, hvilket opvejede lavere bankudlån til privatkunder og offentlige myndigheder. Bankindlån faldt 4%, primært grundet reduceret indlån fra erhvervskunder.
Basisindtægter steg 13% i forhold til 1. halvår 2020 trods salget af Jyske Bank (Gibraltar). Såvel handels- som boligområdet var præget af et højt aktivitetsniveau, og kursreguleringer bar præg af en gunstig udvikling på de finansielle markeder.
Basisomkostninger faldt 7% sammenlignet med 1. halvår 2020 og 3% korrigeret for omkostninger forbundet med drift og salg af Jyske Bank (Gibraltar). Nedgangen kan henføres til en reduktion i antallet af heltidsmedarbejdere på 5% samt et intensiveret omkostningsfokus.
Nedskrivninger på udlån mv. udgjorde en indtægt på 37 mio. kr. mod en udgift på 1.011 mio. kr. i 1. halvår 2020, hvor et ledelsesmæssigt skøn vedr. nedskrivninger blev foretaget til at imødegå potentielle afledte økonomiske konsekvenser af COVID-19 pandemien. Kreditkvaliteten er fortsat solid med et lavt niveau af kreditforringede udlån og en meget lav tabsprocent i 1. halvår 2021.
Jyske Banks egentlige kernekapitalprocent er ved udgangen af 1. halvår opgjort til det hidtil højeste niveau på 18,3, svarende til en kapitaloverdækning på 14,6 mia. kr.
Jyske Bank udstedte i 1. halvår NOK 1 mia. og SEK 1 mia. supplerende tier 2-kapital samt EUR 200 mio. hybrid kernekapital. Derudover blev et aktietilbagekøbsprogram på op til 750 mio. kr. igangsat. Programmet løber frem til senest 30. september 2021. Jyske Bank starter herefter et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til 1 mia. kr., der løber fra 1. oktober 2021 til senest 31. marts 2022.
Som følge af udviklingen i 1. halvår og forventningerne til resten af året opjusterede Jyske Bank i marts, april og juli forventningerne til 2021. Jyske Bank forventer nu et resultat pr. aktie på 34-38 kr. i 2021 mod oprindeligt 25-31 kr. Det svarer til et resultat før skat på 3,3-3,7 mia. kr. mod oprindeligt 2,5-3,0 mia. kr. og et resultat efter skat på 2,6-2,9 mia. kr. mod oprindeligt 1,9-2,3 mia. kr.
Bankens forretningsomfang forventes i 2021 at blive påvirket af stigende bankudlån og faldende indlån. Det skyldes delvist forventninger om erhvervslivets betaling af udskudt moms og skatter samt ophobet investeringsefterspørgsel. Realkreditudlån ventes ligeledes at stige.
Basisindtægter ventes at være på et højere niveau i 2021 i forhold til 2020.
I 2021 tilstræbes en reduktion af basisomkostningerne sammenholdt med 2020.
Nedskrivninger på udlån mv. forventes at være omkring nul i 2021.
Som følge af det nye aktietilbagekøbsprogram forventes antal udestående aktier i omløb ultimo 2021 at være ca. 68 mio. stk. mod 72,6 mio. stk. ultimo 2020.
Venlig hilsen Jyske Bank
Kontakt: Ordførende direktør, Anders Dam, telefon +45 89 89 20 01 CFO, Birger Krøgh Nielsen, telefon +45 89 89 64 44
Building tools?
Free accounts include 100 API calls/year for testing.
Have a question? We'll get back to you promptly.