AI assistant
Vestas Wind Systems — M&A Activity 2018
Feb 2, 2018
Preview isn't available for this file type.
Download source fileKøbet giver Vestas mulighed for at gribe nye digitale muligheder og
videreudvikle Vestas' serviceløsninger.
Aarhus, Danmark, 2018-02-02 23:32 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
Vestas har indgået en aftale om at købe Utopus Insights, Inc., der er
leverandør af dataanalyse og har 15 års erfaring i udvikling af digitale
løsninger, en portefølje af innovative digitale produkter, mere end 30 patenter
og et team af erfarne dataforskere, energiingeniører, energisoftwareudviklere
og meteorologer.
Købsprisen for Utopus Insights på gældsfri basis er ca. USD 100 mio. (ca. EUR
80 mio.). Købesummen vil blive betalt kontant ud af eksisterende midler. For
2017 forventes Utopus Insights som selvstændig koncern at rapportere en
koncernomsætning på under USD 10 mio. (ca. EUR 8 mio.). Utopus Insights vil
blive inkluderet i Vestas’ regnskab fra tidspunktet for endelig gennemførelse
af transaktionen, som forventes i første kvartal af 2018, afhængigt af de
nødvendige tredjeparts-godkendelser.
Den globale energisektor undergår en digital transformation og det er Vestas’
ambition at tilbyde sine kunder digitale løsninger, der kan levere større
forudsigelighed, øget produktion af vedvarende energi, mere effektiv drift og
bedre integration med elnettet. Den digitale transformation betyder, at
energisystemer og ejere af bæredygtig energiproduktion skal forbedre
nøjagtigheden af sine prognoser for vedvarende energiproduktion, optimere
produktionen fra hver enhed og orkestrere en portefølje af ressourcer på tværs
af mange lokationer og produkttyper. Hvis dette samtidig foregår på en
omkostningseffektiv måde, der sikrer stabiliteten i elnettet, vil vedvarende
energikilder gradvist erstatte konventionelle fossile energikilder. Med opkøbet
af Utopus Insights vil Vestas gribe de muligheder, som den fortsatte
transformation giver, samt levere hurtigere, mere intelligente og mere
holistiske løsninger.
“Det er Vestas’ strategiske målsætning at accelerere transitionen til en fuldt
ud bæredygtig energisektor så hurtigt og billigt som muligt – både for vores
kunder og for Jorden” udtaler Vestas’ koncernchef og CEO Anders Runevad. ”Købet
af Utopus Insights forbedrer Vestas’ eksisterende, førende kompetencer inden
for dataanalyse og integreret energisoftware. Vi bliver nu i stand til at
levere forbedrede prognoser, produktionsoptimering og koordinering mellem
kraftværker, samt at understøtte det større energisystems øgede optag af
vedvarende energi”.
Det amerikansk-baserede Utopus Insights har sin oprindelse i IBM’s Smarter
Energy Research Institute og har mange års erfaring inden for datavidenskab,
software, drift af forsyningsværker, meteorologi samt vedvarende og
distribueret energi. Utopus Insights tilbyder i dag sine kunder i
energibranchen fem forskellige typer software og vil fortsætte med at udvikle
nye produkter baseret på sine mere end 30 udstedte patenter relateret til
energiinnovation. Vestas og Utopus Insights vil ligeledes indgå aftaler om
fælles udvikling af avancerede forudseende og præskriptive analyseprodukter.
Utopus Insights vil fortsætte som en selvstændig enhed med separat branding
under Vestas Service.
“Utopus Insights’ mission er at accelerere en æra af distribueret, pålidelig,
ren og omkostningseffektiv energi”, siger Utopus Insights’ CEO, Chandu
Visweswariah. “At blive forenet med Vestas repræsenterer et gigantisk skridt i
forhold til vores mulighed for at udleve denne mission. De betydelige
synergier, der ligger i at anvende vores banebrydende værktøjer på Vestas’
vindenergiressourcer og eksisterende løsninger vil komme både kunder og
elnettet til gavn. Vi sætter pris på muligheden for at arbejde med et team og
en virksomhed, hvis engagement, mission, vision og værdier stemmer så godt
overens med vore egne”.
“Vestas kan nu give kunderne flere digitale værktøjer, der yderligere kan løfte
de data, der er til rådighed, øge kundernes operationelle fleksibilitet og
hjælpe dem til at træffe bedre beslutninger, reducere omkostningerne, øge
omsætningen og opnå en bedre styring af deres kraftværker”, siger Christian
Venderby, Group Senior Vice President og global chef for Service hos Vestas.
”Vores enestående erfaring og datamængder vil i kombination med Utopus
Insights’ ekspertise inden for dataanalyse gøre os til en mastodont for
digitale løsninger, der vil gøre os i stand til at leve op til og overgå vores
kunders behov”.
Kontaktdetaljer
Vestas Wind Systems A/S, Denmark
Investorer/ analytikere:
Patrik Setterberg, Vice President
Investor Relations
Tlf.: 6122 1913
Medier:
Anders Riis, External Communications
Tlf.: 4181 3922
Email: [email protected]