AI assistant
Sydbank — Audit Report / Information 2014
Oct 26, 2014
Preview isn't available for this file type.
Download source fileAabenraa, Danmark, 2014-10-26 12:01 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Omfattende
vurdering af sundhedstilstanden i de europæiske banker
Sydbank har deltaget i en omfattende vurdering af sundhedstilstanden i de
europæiske banker.
Vurderingen, der involverer 123 banker, har til formål at vurdere de europæiske
bankers modstandsdygtighed, herunder bankernes solvens, over for alvorlige stød
under hypotetiske stressscenarier. Vurderingen startede i november 2013 og har
dermed stået på i 12 måneder.
Den omfattende vurdering består af to elementer:
- Gennemgang af aktivkvaliteten (AQR)
- EU-stresstest
Gennemgang af aktivkvaliteten (AQR)
AQR øger gennemsigtigheden i bankernes eksponeringer, herunder værdiansættelsen
af aktiver og tilstrækkeligheden af de foretagne værdireguleringer herpå.
Gennemførslen af AQR er foretaget af Finanstilsynet efter retningslinjer
fastlagt af Den Europæiske Centralbank (ECB). AQR gennemgangen har været mere
omfattende end tidligere gennemførte analyser foretaget af Finanstilsynet.
Finanstilsynets redegørelse vedrørende AQR er vedlagt som bilag. Finanstilsynet
har vurderet, at der pr. 31. december 2013 burde nedskrives yderligere 75 mio.
kr., hvilket vurderes som værende uvæsentligt.
Nedskrivningsbehovet på 75 mio. kr. sammensætter sig af:
-- Individuelle nedskrivninger på 51 mio. kr., der er indeholdt i de foretagne
nedskrivninger i 1. kvartal 2014
-- Gruppevise nedskrivninger på 24 mio. kr., der indgår i bankens
nedskrivninger i 3. kvartal 2014.
Resultatet af gennemgangen giver ikke anledning til at ændre på de i
forbindelse med delårsrapporten for 1. halvår 2014 udmeldte forventninger til
nedskrivninger på udlån for hele 2014, der således fortsat forventes i niveauet
700-800 mio. kr.
EU-stresstest 2014
EU-stresstesten for 2014 er gennemført af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed
(EBA) i samarbejde med de nationale myndigheder, ECB, Europa-Kommissionen og
Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB). Fra Danmark deltog
Finanstilsynet som national myndighed.
Stresstesten tager udgangspunkt i EBA's standardiserede metoder og
retningslinjer som beskrevet i EBA's metodenotat. Hverken resultatet af
basisscenariet eller resultatet af stressscenariet kan på nogen måde opfattes
som Sydbanks forventninger eller sammenlignes med øvrige oplysninger, som
Sydbank har offentliggjort.
Stresstesten består af et basisscenarie og et stressscenarie, der dækker
perioden 2014-2016.
Basisscenariet er baseret på Europa-Kommissionens prognose fra februar 2014,
der er på linje med de nuværende forventninger til den økonomiske udvikling i
Danmark.
Stressscenariet, der er designet af ESRB, afspejler de systemiske risici, der i
øjeblikket vurderes at udgøre de mest relevante trusler mod stabiliteten i
banksektoren i EU.
Antagelser og metoder er udviklet med henblik på at vurdere bankernes egentlige
kernekapital i forhold til et fastsat minimum på 8,0 og 5,5 pct. i henholdsvis
basisscenariet og det negative stressscenarie.
Sydbank er tilfreds med gennemførelsen af EU-stresstesten og koncernens
individuelle resultat, der viser:
-- en betydelig modstandskraft i forhold til en negativ økonomisk udvikling i
2014-2016
-- ingen nævneværdig eksponering mod stater og pengeinstitutter i lande med
forhøjet risiko
-- en meget robust kapitalstruktur.
I basisscenariet stiger Sydbanks egentlige kernekapitalprocent til 15,5 i 2016
sammenlignet med 13,7 ultimo 2013. Svarende til 7,5 procentpoint mere end det
fastsatte minimum på 8,0 pct.
I stressscenariet falder Sydbanks egentlige kernekapitalprocent til 12,9 i 2016
sammenlignet med 13,7 ultimo 2013. Svarende til 7,4 procentpoint mere end det
fastsatte minimum på 5,5 pct.
Detaljerede resultater
De detaljerede resultater af basis- og stressscenariet såvel som information om
bankernes krediteksponeringer og eksponeringer mod centrale og lokale
offentlige myndigheder kan findes i vedhæftede offentliggørelsesskabelon, som
er baseret på EBA's standardiserede format.
Yderligere information
Se flere detaljer vedrørende scenarier, antagelser og metoder på EBA's
hjemmeside
http://www.eba.europa.eu/risk-analysis-and-data/eu-wide-stress-testing/2014