AI assistant
RTX — Interim / Quarterly Report 2024
May 7, 2024
3413_ir_2024-05-07_aaec8b5d-398f-4da2-88b4-2f93f2f02f00.pdf
Interim / Quarterly Report
Open in viewerOpens in your device viewer

RTX A/S | www.rtx.dk Strømmen 6 9400 Nørresundby, DK
Selskabsmeddelelse
Til Nasdaq Copenhagen A/S og pressen
Nørresundby, den7. maj 2024 Selskabsmeddelelse nr. 25/2024 Antal sider:6
Delårsrapport for 2. kvartal og 1. halvår 2023/24
(perioden 01.10.2023 - 31.03.2024)
2. KVARTAL INDFRIER FORVENTNINGERNE MED STIGENDE ORDRETILGANG OG SALG I ET MARKED, HVOR KUNDERNES LAGRE NORMALISERES, OG ANTALLET AF GENBESTILLINGER BEGYNDER AT STIGE.
" Resultatet for 2. kvartal er i overensstemmelse med vores forventninger, hvor vi realiserede en omsætning på DKK 125 mio. og reducerede lagerbeholdningen med DKK 8 mio. I 2. kvartal ser vi desuden en stigning i vores ordreindgang, hvilket indikerer, at vi er på vej mod en mere sædvanlig markedsdynamik, præget af kortere ordrehorisonter og hvor lagerreduktioner prioriteres.
2023/24 er virkelig et udfordrende år for RTX, og i 2. kvartal har vi set forretningen gradvis forbedres. Vi forventer, at forbedringerne fortsætter i de kommende kvartaler, og trods en vis usikkerhed fastholder vi vores forventninger for året, som tidligere kommunikeret i årsrapporten 2022/23. "
Peter Røpke, Administrerende direktør
HOVEDPUNKTER
Nettoomsætningen i 2. kvartal blev DKK 125 mio., hvilket er indenfor det forventede interval på DKK 120-130 mio. som annonceret i kvartalsrapporten for 1. kvartal, og omsætningen er således steget med DKK 43 mio. (53 %) i forhold til 1. kvartal 2023/24.
I 2. kvartal var der en betydelig fremgang i ordretilgangen, hvilket indikerer en gradvis normalisering i markedet.
EBITDA blev DKK 1 mio. for kvartalet sammenlignet med DKK -31 mio. i 1. kvartal 2023/24.
Lagrene faldt med DKK 8 mio. i 2. kvartal, hvor vi har modtaget de sidste komponenter, som blev ordret for to år siden. Yderligere reduktioner forventes i løbet af året.
I 2. kvartal var cash flow negativt på DKK 22 mio., hvoraf DKK 9 mio. er relateret til aktietilbagekøbsprogrammet.
I løbet af 1. halvår 2023/24 er der købt aktier for DKK 12 mio. af de planlagte DKK 20 mio. i det aktuelle program.
FORVENTNINGER
I 2. kvartal er ordretilgangen steget i forhold til de seneste kvartaler, og vi fastholder derfor forventningerne til året til trods for usikkerhed i det sidste kvartal, især i ProAudio.
- Omsætning DKK 580-630 mio.
- EBITDA DKK 45-60 mio.
- EBIT DKK 5-20 mio.
RTX A/S
PETER THOSTRUP PETER RØPKE
Formand for bestyrelsen Administrerende direktør
Investor- og analytikermøde
Tirsdag den 7. maj 2024 kl.16.15 afholder RTX et konferencekald for investorer og analytikere. Tilmelding kan ske til Danske Bank via e-mail til [email protected].
Spørgsmål og yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Peter Røpke, tlf. 96 32 23 00 CFO Mille Tram Lux, tlf. 96 32 23 00
LEDELSESBERETNING
- kvartal indfrier forventningerne med stigende ordretilgang og salg i et marked, hvor kundernes lagre normaliseres, og antallet af genbestillinger begynder at stige.
Omsætning
I regnskabsårets 2. kvartal så RTX en stigende ordretilgang og en stigende omsætning, som blev på DKK 125 mio., hvilket lever op til forventningerne kommunikeret i kvartalsregnskabet for 1. kvartal (DKK 120-130 mio.).
Omsætningen i indeværende regnskabsår er væsentligt påvirket af de høje lagerbeholdninger hos kunderne kombineret med en reduktion af genbestillingstiden fra 18 til 3 måneder. Som følge heraf har vores kunder fokuseret på at reducere deres lagre og vende tilbage til en normaliseret markedsdynamik med ordrehorisonter på typisk 3 måneder, som vi så før komponentkrisen og COVID-restriktionerne.
Omsætningen for 1. halvår blev på DKK 207 mio. og vurderes af ledelsen som skuffende. Stigningen i omsætningen i 2. kvartal og stigningen i ordretilgangen indikerer dog, at markedet normaliseres. Derudover opretholder vi tætte samarbejdsrelationer til vores nøglekunder og udvider vores portefølje med nye kunder.
Omsætningen i 2. kvartal 2023/24 blev DKK 125 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 180 mio.). Omsætningen i 1. halvår 2023/24 blev DKK 207 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 387 mio.).
Den positive udvikling i omsætningen mellem 1. og 2. kvartal afspejler, at en række kunder har reduceret deres varelagre og er begyndt at afgive nye ordrer. Som forventet er den samlede omsætning for 1. halvår 2023/24 væsentligt lavere end for 1. halvår 2022/23. I forhold til sidste år er omsætningen negativt påvirket med 2,7% som følge af den lavere USD-kurs.
Enterprise segmentet: Omsætningen i 2. kvartal 2023/24 blev DKK 81 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 116 mio.). Omsætningen i 1. halvår 2023/24 blev DKK 125 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 270 mio.), svarende til et fald på 54% i forhold til sidste år.
ProAudio segmentet: Omsætningen i 2. kvartal 2023/24 blev DKK 41 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 53 mio.). Omsætningen i 1. halvår 2023/24 blev DKK 65 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 91 mio.), svarende til et fald på 29% i forhold til sidste år.
Healthcare segmentet: Omsætningen i 2. kvartal 2023/24 blev DKK 4 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 12 mio.). Omsætningen i 1. halvår 2023/24 blev DKK 17 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 26 mio.), hvilket er 33% lavere end sidste år. I 1. kvartal var der fokus på at afslutte den strategiske aftale i Healthcare segmentet, og udviklingen er som planlagt fortsat i 2. kvartal. RTX er i en overgangsfase til næste generations produkter, og vi forventer nye produktlanceringer i de kommende år som et resultat af den aftale, som blev indgået i november 2023.
Bruttoresultatet i 2.kvartal 2023/24 blev DKK 57 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 74 mio.). For 1. halvår 2023/24 blev bruttoresultatet DKK 89 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 176 mio.).
Bruttomarginen i 2. kvartal blev 46% (2. kvartal 2022/23: DKK 41%). For 1. halvår 2023/24 blev bruttomarginen 43% (1. halvår 2022/23: 45%). Bruttomarginen var påvirket af det realiserede produktmix.
Som forventet havde vi en væsentlig fremgang i udviklingen i bruttomarginen fra 1. til 2. kvartal, som var forårsaget dels af produktmixet og dels den højere omsætning, hvor semi-variable omkostninger er fordelt på flere produkter.
I de kommende kvartaler i 2023/24 forventer vi en fortsat positiv udvikling i bruttomarginen på baggrund af produktmixet og højere omsætning, kombineret med vores fokus på at forbedre bruttomarginen per produkt.
Kapacitetsomkostningerne som hovedsageligt består af personaleomkostninger og andre eksterne udgifter, udgjorde DKK 63 mio. i 2. kvartal (før aktivering af udviklingsomkostninger) (2. kvartal 2022/23: DKK 70 mio.), og for 1. halvår udgjorde de DKK 129 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 132 mio.).
Vi har været omkostningsforsigtige i forhold til kapacitetsomkostninger og udvikling af organisationen, og vi har samtidig øget fokus på de kunderelaterede aktiviteter. I 1. kvartal 2023/24 foretog vi nogle tiltag til at reducere omkostningerne, som vi begynder at se effekten af nu. Initiativerne afspejler en indsats for at balancere den kortsigtede omsætningsreduktion med den langsigtede vækstambition, hvor vi har brug for dygtige og erfarne medarbejdere til at fortsætte med at udvikle vores kundeportefølje og produkter.
Aktiverede udviklingsomkostninger: RTX fortsætter finansieringerne af udviklingsaktiviteter af nye produktfeatures samt nye produkter til den fremtidige produktportefølje.
I alt har RTX aktiveret udviklingsomkostninger på DKK 7 mio. i 2. kvartal 2023/24 (2. kvartal 2022/23: DKK 3 mio.), og DKK 11 mio. i 1. halvår 2023/24 (1. halvår 2022/23: DKK 7 mio.).
Afskrivninger blev DKK 21 mio. i 1. halvår 2023/24 (1. halvår 2022/23: DKK 19 mio.), da nye produkter er lanceret, og afskrivninger påbegyndt.
EBITDA i 2. kvartal 2023/24 beløb sig til DKK 1 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK 8 mio.). I 1. halvår blev EBITDA på DKK -30 mio. (1.halvår 2022/23: DKK 50 mio.). Resultatet er forårsaget af en væsentligt lavere omsætning, som dog er forbedret i 2. kvartal i forhold til 1. kvartal.
EBIT blev i 2. kvartal 2023/24 på DKK -10 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK -2 mio.). I 1. halvår blev EBIT på DKK -51 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 30 mio.). Afskrivningsniveauet er på niveau med tidligere perioder omkring DKK 10 mio. pr. kvartal.
Resultat før skat i 2. kvartal 2023/24 blev DKK -8 mio. (2. kvartal 2022/23: DKK -4 mio.). I 1. halvår blev resultatet før skat på DKK -52 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 19 mio.).
EGENKAPITAL, AKTIVER OG PENGESTRØMME
Pengestrømme fra driftsaktiviteterne (CFFO) udgjorde DKK -4 mio. i 2. kvartal 2023/24 (2. kvartal 2022/23: DKK 15 mio.). CFFO udgjorde i 1. halvår DKK -23 mio. (1. halvår 2022/23: DKK 37 mio.). CFFO var negativt påvirket af driftsresultatet og positivt påvirket af udviklingen i arbejdskapitalen med reduktioner i både lagre og tilgodehavender.
Samlede likvider og kortfristede værdipapirer med fradrag af bankgæld i RTX udgjorde ved udgangen af 1. halvår 2023/24 DKK 87 mio. sammenlignet med DKK 138 mio. ved starten af regnskabsåret. Niveauet er positivt påvirket af reduktionerne i både lagre og tilgodehavender og negativt påvirket af driftsresultatet i kvartalet.
Samlede aktiver udgjorde DKK 467 mio. ved udgangen af 1. halvår 2023/24 sammenlignet med DKK 547 mio. ved udgangen af 1. halvår 2022/23. Nedgangen i samlede aktiver skyldes primært et væsentligt lavere niveau i tilgodehavender i forhold til sidste år som følge af det lavere aktivitetsniveau i perioden.
Den samlede værdi af udviklingsomkostninger før aktivering på DKK 32,2 mio. i 2. kvartal 2023/24 indeholder investeringer i et strategisk samarbejde med en stor global Healthcare-kunde vedrørende en ny generation af trådløs infrastruktur til patientovervågning til hospitalssektoren (ref. note 4).
Afkast af investeret kapital er beregnet over en 12 måneders periode og påvirket af den lave omsætning. I 1. halvår 2023/24 blev det på 3% (1. halvår 2022/23: 37%).
Soliditetsgraden i RTX er på et fortsat stærkt niveau med 70% ved udgangen af 1. halvår 2023/24 (1. halvår 2022/23: 60%).
FORVENTNINGERNE TIL 2023/24
RTX fastholder forventningerne til regnskabsåret 2023/24 som annonceret den 13. november 2023 og i årsrapporten for 2022/23 med en omsætning på DKK 580-630 mio., EBITDA på DKK 45-60 mio. og EBIT på DKK 5-20 mio.
Nettoomsætning for 2023/24: 80% af omsætningen forventes at komme fra eksisterende produkter og 20% fra nye produkt- og modullanceringer. Resultatet i 2. kvartal blev en omsætning på DKK 125 mio. og i 1. kvartal DKK 82 mio. Forventningerne til 2023/24 er baseret på en gradvis tilbagevenden til en normaliseret produktion og leveranceplan. Ved udgangen af 2024 forventer vi at nærme os helt normaliserede tilstande for produktsalget, som vil variere fra kunde til kunde. Vi forventer at se fortsatte forbedringer i de kommende kvartaler, hovedsageligt i 4. kvartal. Forventningerne er stadig behæftet med usikkerheder, særligt i ProAudio segmentet, kombineret med hvornår produktion og leveranceplaner normaliseres. Vi fastholder imidlertid forventningerne til året, som tidligere kommunikeret i årsrapporten for 2022/23.
Bruttomarginen forventes positivt påvirket af produktmixet, og negativt påvirket af den samlede lavere omsætning sammenlignet med sidste år. Samlet set forventes bruttomarginen i 2023/24 at blive højere i 2. halvår.
Kapacitetsomkostningerne for 2023/24 forventes at blive lavere end i 2022/23. Dette er et resultat af omkostningsforsigtighed af ledelsen i 1. kvartal, som fastholdes resten af året. Effekten af dette vil hovedsagelig kunne ses i 2. halvår 2023/24.
Lagre omfatter komponenter, færdige produkter, og varer i transit. Vi forventer en nedgang i komponentlageret i resten af 2023/24, da komponenterne vil blive anvendt i solgte produkter og tilgangen af nye komponenter kommer tilbage til en normal situation, hvor de købes af vores produktionspartnere. Den absolutte lagerreduktion afhænger af omsætningsudviklingen.
Forventningerne er baseret på dialog med vores nøglekunder, deres forventninger til 2023/24, samt vores markedsindsigt om nye kunder og produkter. USD FX-valutakursen skaber en vis usikkerhed på helåret, da langt størstedelen af omsætningen og produktionsomkostningerne afregnes i USD. For en fuldstændig liste over forudsætninger for forventningerne henvises til årsrapporten for 2022/23 (side 34-35).
AKTIETILBAGEKØB
Baseret på den reviderede kapitalpolitik offentliggjort den 29. august 2023, annoncerede RTX den 30. november 2023, at RTX ville igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på op til DKK 20 mio. i løbet af 2023/24. Ved udgangen af 2. kvartal 2023/24, er der under Safe Harbour programmet købt 145.040 stk. aktier til en værdi af DKK 12 mio., og programmet fortsætter op til DKK 20 mio. i henhold til reguleringerne af Safe Harbour og RTX's kapitalpolitik.
RISICI OG USIKKERHEDER FOR REGNSKABSÅRET 2023/24
Udtalelser om fremtidige forhold:
Ovenstående udsagn om koncernens fremtidige forhold, herunder især fremtidig nettoomsætning og resultat af primær drift (EBITDA), afspejler ledelsens nuværende forventninger og er forbundet med risici. Disse udtalelser kan være påvirket af flere risici og usikkerheder, som betyder, at den faktiske udvikling og resultaterne kan afvige væsentligt fra forventningerne, som fremsættes direkte eller indirekte i denne delårsrapport. Disse risici og usikkerheder omfatter, men er ikke begrænset til, generelle økonomiske forhold og udviklinger, ændringer i efterspørgslen efter RTX's produkter og tjenester, konkurrenceforhold, teknologiske ændringer, udsving i valutakurser, komponent-tilgængelighed og udsving i leverancer fra underleverandører samt lovgivningsmæssige og/eller regulative ændringer.
RTX's regnskaber udarbejdes kun på engelsk jf. beslutning på selskabets ordinære generalforsamling den 25. januar 2018.