Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Ørsted Environmental & Social Information 2015

Oct 28, 2015

Preview isn't available for this file type.

Download source file

DONG Energy har i dag besluttet at opføre havmølleparken Walney Extension, der
har en kapacitet på 660 MW og ligger i det Irske Hav ca. 19 km ud for den
engelske vestkyst.

Den endelige investeringsbeslutning er blevet taget, efter at alle de
nødvendige myndighedstilladelser er opnået, site-vurderingerne er gennemført,
og størstedelen af leverings- og installationskontrakterne er blevet
underskrevet.

Walney Extension forventes i fuldt drift i 2018 og vil til den tid være verdens
største havmøllepark. Den vil dermed overgå London Array, som har en kapacitet
på 630 MW og blev idriftsat i 2014 af DONG Energy og selskabets partnere.
Walney Extension bliver opført og drevet under den britiske støtteordning (EMR
FID) med en fast pris for de første 15 års produktion.

Samuel Leupold, Executive Vice President i DONG Energy, siger:
"Walney Extension kommer til at levere grøn el til over 460.000 britiske
husstande, og det glæder mig meget, at vi nu kan starte opførelsen af, hvad der
bliver verdens største havmøllepark, når den står færdig. Med opførelsen af
denne havmøllepark kommer vi et stort skridt nærmere vores strategiske mål om
at have en installeret kapacitet på 6,5 GW i 2020."

DONG Energy har valgt at bruge to forskellige slags vindmøller: 40 vindmøller
på 8 MW fra MHI Vestas Offshore Wind og 47 havmøller på 7 MW fra Siemens.

Samuel Leupold fortsætter:
"Der har i de senere år været en enorm vækst inden for offshore vindenergi i
Storbritannien. En forudsætning for fortsat langsigtet vækst i industrien er,
at offshore vindenergi med tiden kan konkurrere på omkostninger med andre
energiteknologier. Med opførelsen af Walney Extension kommer vi et godt skridt
tættere på det mål, og jeg er tilfreds med, at vi fortsat kan reducere
omkostningerne, mens vi udvider den britiske leverandørkæde. Jeg er også meget
tilfreds med, at vinger, dele af fundamenterne samt installationen af kabler
vil komme fra UK leverandører og fartøjer og bidrage til den lokale
jobskabelse."

DONG Energy er i gang med at opføre 2.080 MW i Storbritannien og Tyskland. Når
disse projekter, herunder Walney Extension, står færdige, vil DONG Energy i alt
have opført 5.089 MW, hvilket svarer til over 12,5 mio. europæeres årlige
elforbrug.

Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energys tidligere udmeldte
finansielle forventninger til regnskabsåret 2015 eller det forventede
investeringsniveau for 2015-2016.

For yderligere information kan du kontakte:

Media Relations
Rune Birk Nielsen
99 55 65 43

Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
99 55 97 69

DONG Energy er en af de førende energivirksomheder i Nordeuropa og har
hovedsæde i Danmark. Omkring 6.500 ambitiøse medarbejdere arbejder med at
udvinde og producere olie og gas, udvikle, bygge og drive havmølleparker og
kraftværker og levere energi til både private kunder og virksomheder hver dag.
Koncernen havde i 2014 en omsætning på 67 mia. kr. (9,0 mia. euro). For
yderligere oplysninger se www.dongenergy.com