Skip to main content

AI assistant

Sign in to chat with this filing

The assistant answers questions, extracts KPIs, and summarises risk factors directly from the filing text.

Nordic Shipholding AGM Information 2008

Jan 4, 2008

3449_iss_2008-01-04_1e7a1c77-7a06-4c1f-8597-02762fd1e280.pdf

AGM Information

Open in viewer

Opens in your device viewer

INDKALDELSE TIL EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

NY DATO OG NY DAGSORDEN

Til aktionærerne i Nordic Tankers A/S

Holstebro 4. januar 2008

Der indkaldes hermed til ekstraordinær generalforsamling i Nordic Tankers A/S

mandag den 21. januar 2008 kl. 15.00 i Ingeniørforeningens Mødecenter, Kalvebod Brygge 31-33, 1780 København V.

Samtidig aflyses den tidligere indkaldte ekstraordinære generalforsamling den 10. januar 2008, ligesom dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling ændres som anført nedenfor.

Baggrunden for, at det har været nødvendigt at ændre datoen og dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling, er uenighed mellem selskabets bestyrelse og en af dets aktionærer, Steen Bryde.

Steen Bryde havde oprindeligt begæret indkaldt til ekstraordinær generalforsamling med henvisning til selskabets vedtægters bestemmelser om, at aktionærer, der repræsenterer mindst 10 pct. af aktiekapitalen, kan begære, at der inden 14 dage indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

I forlængelse heraf var der efter bestyrelsens opfattelse indgået en klar aftale med Steen Bryde om, at man ville foreslå ham indvalgt i bestyrelsen, der samtidig skulle udvides fra syv til otte medlemmer. Dette blev bekræftet i en meddelelse til Fondsbørsen udsendt mandag den 10. december 2007, og indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling blev offentliggjort via Fondsbørsen den 13. december 2007 og sendt til selskabets navnenoterede aktionærer samme dag. Sent søndag den 16. december 2007 meddelte Steen Bryde imidlertid, at han nu ønskede hele bestyrelsen på valg samtidig med, at han fastholdt sin egen kandidatur og eventuelt ville foreslå andre.

Efter bestyrelsens opfattelse er der tale om et klart løftebrud. Efterfølgende kontakter til Steen Bryde har ikke kunnet få ham til at ændre opfattelse, og på den baggrund må bestyrelsen med beklagelse konstatere, at man ikke længere har den tillid til Steen Bryde, som er en forudsætning for et positivt og konstruktivt samarbejde i bestyrelsen omkring selskabets ve og vel.

Af praktiske årsager er det ikke muligt at fremsende ny dagsorden til aktionærerne i rette tid til generalforsamlingen den 10. januar 2008. Bestyrelsen finder det derfor nødvendigt at aflyse den oprindeligt annoncerede ekstraordinære generalforsamling den 10. januar 2008 og indkalde til en ny med følgende dagsorden:

    1. Forslag om valg af medlemmer til bestyrelsen.
    1. Eventuelt.

Hele bestyrelsen er på valg på den ekstraordinære generalforsamling. Den nuværende bestyrelse genopstiller, ligesom Steen Bryde opstiller til bestyrelsen. Bestyrelsen har på nuværende tidspunkt ikke kendskab til andre kandidater. Bestyrelsen vil foreslå genvalg af den siddende bestyrelse, der i øvrigt alle er på valg på den ordinære generalforsamling til april 2008. Bestyrelsen vil endvidere anbefale, at bestyrelsens nuværende størrelse på 7 medlemmer fastholdes, og at Steen Bryde ikke vælges til bestyrelsen.

Generalforsamlingen afvikles uden efterfølgende traktement.

I henhold til vedtægternes § 7.1 skal aktionærer, der ønsker at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, bestille adgangskort hos VP Investor Services A/S senest onsdag den 16. januar 2008 kl. 16.00. Dette kan ske på vedlagte bestillingsformular, som sendes i medfølgende svarkuvert til VP Investor Services A/S eller på telefax nr. 4358 8867. Adgangskort og stemmesedler kan også bestilles på VP Investor Services A/S'hjemmeside: www.vp.dk/gf. Aktionærer, der ikke er noteret på navn i selskabets aktiebog, og som ønsker at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, må godtgøre deres adkomst ved forevisning af dokumentation fra aktionærernes kontoførende institut, hvilken dokumentation på tidspunktet for anmodningen om adgangskort højst må være 14 dage gammel. Såfremt det kræves af selskabet, skal ikke-navnenoterede aktionærer tillige forevise en skriftlig erklæring fra aktionæren om, at aktierne ikke er eller vil blive overdraget til andre, inden den ekstraordinære generalforsamling er afholdt.

Det skal bemærkes, at aktionærer, der har bestilt adgangskort til generalforsamlingen den 10. januar 2008, er nødt til at bestille nye adgangskort, såfremt de ønsker at deltage i generalforsamlingen den 21. januar 2008.

Såfremt man ikke har mulighed for at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, anbefales aktionærerne at anvende vedhæftede fuldmagt til bestyrelsen.

Det skal bemærkes, at eventuelle fuldmagter afgivet til brug på generalforsamlingen den 10. januar 2008 som følge af den ændrede dagsorden er bortfaldet og ikke gælder for generalforsamlingen den 21. januar 2008.

Vi beklager meget overfor vore aktionærer dette uværdige og utilsigtede forløb, men håber på forståelse for, at bestyrelsen har fundet det nødvendigt at tage disse skridt.

Det har længe været planen at holde et bestyrelsesseminar medio januar 2008, hvor bl.a. selskabets koncept og strategi evalueres i fortsættelse af de løbende drøftelser herom i bestyrelsen. Personsammensætningen indgår som et naturligt element i disse overvejelser, og bestyrelsens oplæg til selskabets overordnede ledelse vil blive forelagt ved den ordinære generalforsamling.

Vi finder intet sagligt og seriøst grundlag for at haste ændringerne igennem på en ekstraordinær generalforsamling, og vi stiller os undrende overfor de utidige krav om øjeblikkelige ændringer, som bestyrelsen nu mødes med af Steen Bryde.

Bestyrelsen og ledelsen har med succes gennemført børsintroduktionen og har efterfølgende hurtigere end lovet gennemført sin strategi for en markant fornyelse af flåden. Også den løbende drift er inde i en positiv udvikling, og selskabet har efter offentliggørelsen af halvårsresultatet opjusteret sine forventninger til resultatet for 2007.

Ønsket om at skifte bestyrelsen ud nu forekommer malplaceret og forhastet. Tiden er inde til at Nordic Tankers sætter nye mål og i forlængelse heraf også revurderer sin ledelse. Det er bestyrelsen indstillet på, men det skal ikke dikteres af uigennemsigtige særinteresser fra en enkelt aktionær.

Vi vil derfor stærkt appellere til aktionærerne om at møde op på den nye ekstraordinære generalforsamling eller at give den siddende bestyrelse fuldmagt. Vi tror ikke det tjener selskabets og ejernes interesse, at Nordic Tankers bliver genstand for tilfældig spekulation. Dette forhindres bedst ved at støtte den siddende bestyrelse og lade den få arbejdsro, så den seriøst og velovervejet kan gennemføre de nødvendige forandringer og tilpasninger og præsentere disse på den ordinære generalforsamling til april 2008.

Med venlig hilsen

p.b.v.

Mogens Buschard formand