AI assistant
H. Lundbeck A — Board/Management Information 2014
Nov 24, 2014
Preview isn't available for this file type.
Download source fileValby, København, 2014-11-24 08:56 CET (GLOBE NEWSWIRE) --
-- Ulf Wiinberg har meddelt Lundbecks bestyrelse, at han fratræder sin
stilling som administrerende direktør med øjeblikkelig virkning
-- Fratrædelsen sker som konsekvens af, at Ulf Wiinberg har overtrådt
virksomhedens interne retningslinjer (Code of Conduct)
-- Processen med at finde en afløser for Ulf Wiinberg er straks påbegyndt.
Indtil processen er gennemført, vil Håkan Björklund fungere som
bestyrelsesformand med udvidet ansvar og vil som sådan fungere som
virksomhedens daglige leder
Valby, Danmark, 24. november 2014 - H. Lundbeck A/S (Lundbeck) har i dag
offentliggjort, at administrerende direktør Ulf Wiinberg efter eget ønske
fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Fratrædelsen skal ses i lyset af, at Ulf Wiinberg i 2013 undlod at indhente
Lundbecks bestyrelses forhåndsgodkendelse til at modtage aktier i
biotekvirksomheden Stratified Medical Ltd. fra dennes grundlægger. Dette er i
modstrid med Lundbecks interne retningslinjer for både direktørers og øvrige
ansattes adfærd. Det er en skærpende omstændighed, at der er tale om aktier i
et selskab, som Lundbeck efterfølgende selv har investeret omkring DKK 19
millioner i.
Ulf Wiinberg har overfor Lundbecks bestyrelsesformand Håkan Björklund selv
oplyst, erkendt og undskyldt sin fejl, som af bestyrelsen betragtes som et
alvorligt brud på Lundbecks interne retningslinjer. På denne baggrund har Ulf
Wiinberg meddelt Lundbecks bestyrelse, at han ønsker at fratræde sin stilling.
Bestyrelsen har forståelse for Ulf Wiinbergs beslutning, som den på det
foreliggende grundlag finder passende.
”I bestyrelsen anerkender vi den betydelige indsats, Ulf Wiinberg siden sin
ansættelse i 2008 har ydet for Lundbeck. Ulf Wiinberg har både erkendt og
undskyldt sin fejlagtige handling, men det ændrer ikke ved, at Lundbeck har
klare og umisforståelige retningslinjer for alle ansattes adfærd. Disse kan
ikke gradbøjes, og bestyrelsen er derfor enig i Ulf Wiinbergs beslutning om at
opsige sin stilling”, siger Håkan Björklund.
”Jeg er oprigtig ked af hændelsesforløbet, der fra min side har været
utilsigtet, og som jeg selv har informeret Håkan Björklund om. Jeg har været
meget glad for min tid i Lundbeck og er stolt over at have været med til at
udvikle og styrke selskabet. På baggrund af det skete har jeg imidlertid fundet
det bedst for begge parter, at jeg i dag fratræder min stilling”, siger Ulf
Wiinberg.
Processen med at finde en afløser for Ulf Wiinberg påbegyndes straks. Indtil
processen er gennemført, vil Håkan Björklund fungere som bestyrelsesformand med
udvidet ansvar og vil som sådan fungere som virksomhedens daglige leder.
Håkan Björklund har mere end 30 års erfaring fra lægemiddelindustrien, ikke
mindst fra sin tid som administrerende direktør for Nycomed fra 1999 til 2011.
Han har siddet i Lundbecks bestyrelse siden 2011 og har således indgående
kendskab til virksomheden.
Telekonference
I dag kl. 10.00 afholder Lundbeck en telekonference for investorer og
analytikere, se telefonnumre nedenfor. Konferencen kan også følges online på
www.lundbeck.com under Investor.
DK: +45 354 455 83, UK: +44 203 194 05 44, US: +1 855 269 2604
Lundbeck kontakt
Investorer: Presse:
Palle Holm Olesen Mads Kronborg
Vice President, Investor Relations Pressechef
[email protected] [email protected]
Tlf. 36 43 24 26 +45 36 43 30 00
Jens Høyer
Specialist, Investor Relations
[email protected]
Tlf. 36 43 33 86
Om Lundbeck
H. Lundbeck A/S (LUN.CO, LUN DC, HLUYY) er et globalt farmaceutisk selskab, som
er specialiseret i hjernesygdomme. I mere end 50 år har vi været førende inden
for forskning i hjernesygdomme. Vores primære fokusområder er
alkoholafhængighed, Alzheimers sygdom, bipolar lidelse, depression/angst,
epilepsi, Huntingtons sygdom, Parkinsons sygdom, skizofreni, slagtilfælde og
symptomatisk neurogen orthostatisk hypotension (NOH).
Det skønnes, at 700 millioner mennesker på globalt plan lever med en
hjernesygdom, og alt for mange af dem lider på grund af utilstrækkelig
behandling, diskrimination, færre arbejdsdage, tidlig pension og andre
unødvendige konsekvenser. Vores daglige målsætning er at tilbyde personer med
hjernesygdomme en bedre behandling og dermed et bedre liv - vi kalder det
Progress in Mind.
Læs mere på www.lundbeck.com/global/about-us/progress-in-mind.
Vores ca. 6.000 medarbejdere i 57 lande arbejder i hele værdikæden lige fra
forskning og udvikling til produktion, markedsføring og salg. Vores
udviklingsportefølje består af flere udviklingsprogrammer i den sene fase, og
vores produkter er tilgængelige i over 100 lande. Vi har forskningscentre i
Kina, Danmark og USA og produktionsfaciliteter i Kina, Danmark, Frankrig og
Italien. Lundbeck omsatte for ca. 15,3 mia. DKK i 2013 (2,1 mia. EUR eller 2,7
mia. USD).
Lundbecks aktier er noteret på børsen i København under symbolet “LUN”.
Lundbeck har et sponsoreret Niveau 1 ADR-program, der er noteret i USA (OTC)
under symbolet “HLUYY”. For yderligere oplysninger henviser vi til selskabets
hjemmeside www.lundbeck.com.